Nørrebro Teater og udstillingsplatformen All All All inviterer performancekunsten ind på scenen med TRYOUTS, en serie af performanceformater, der undersøger, hvad performance kan i et traditionelt teaterrum. Første udgave består af to værker, der på hver sin måde skaber fine resonansrum med publikum.
Kiddicraft er en monolog baseret på bogen af samme navn af forfatter Glenn Christian og er instrueret af Nynne Roberta Pedersen Pedersen. Fie Martens Ljungmann gør en fin underspillet figur som forfatteren, der arbejder i et fritidshjem, mens Lasse B. Ondesen med stille humor agerer hendes kollegaer og søn.
Paolo de Venecia Gile er en fremragende filippinsk-svensk kunstner baseret i København, som arbejder med dansen og dens beslægtede former – blandt andet som medlem af Dance Cooperative. I SUREFIRE tager Venecia Giles os med på en koreograferet rejse gennem det hyperkulturelle liv.
En kunstners hverdagsliv
Ulrikke Baks scenografi tårner sig op som en monumental installation, der tager ejerskab af hele scenen. I nogle minutters tavshed sidder vi bare og måber. Hvad er det her? Legetøj i flere niveauer: bamser, løbehjul, spil, lego, hus, bilbane, en legetunnel. På toppen af bunken sidder forfatteren ved et bord. Hun arbejder på et fritidshjem og leverer i sin monolog en kritik af velfærdsstaten og kunstnere og pædagogers arbejdsvilkår.
Med lilla glimmerkuglepen i hånden fortæller hun opgivende fra skrivebordet om sin hverdags trummerum med søn, arbejde og hjem
Fie Martens Ljungmann leverer en troværdig og herligt ukrukket pragtpræstation. Med lilla glimmerkuglepen i hånden fortæller hun opgivende fra skrivebordet om sin hverdags trummerum med søn, arbejde og hjem. Om sin yndlingskollega Mads, fyringsrunder, sygemeldinger, ledelse, MUS-samtaler i et omsorgsfag, der i høj grad er baseret på arbejdsløse kunstnere og unge på sabbatår.
Lasse B. Ondesen er lige så herlig underspillet som han gebærder sig gennem landskaberne af kaotisk legetøj, spiller forskellige roller, tryller musik frem på xylofon og mundharmonika og improviserer på klaver. Vi griner, da han hælder en hel kasse Lego ud over sig selv, eller sidder fast i en legetunnel. Vi genkender parodierne på både den udbrændte- og den pædagogisk overpræsterende kollega.
Fragmenteret hyperkultur
Hvis vi var på fritidshjem før pausen, så er vi nu på natklub. Publikum er fremme på sæderne, musikken gentager sig selv i up-beat. Og scenen er tom – helt tom. Mere modsætningsfyldt kunne de to værker ikke være, og det er kun godt. Teateret oser af diversitet og rummelighed – som et sted man hænger ud med sine venner.
Mere modsætningsfyldt kunne de to værker ikke være, og det er kun godt
Paolo de Venecia Gile tager pulsen på en anden slags hverdag i SUREFIRE– den komplekse intensitet, der udspiller sig i det hyperkulturelle – og giver imponerende nuancerede glimt ind i mange fragmenterede udtryk. Fra poserende flig af robotics forvrænges ansigtet med åben mund og tungen stikkende ud som i en trance til meditativ musik i mørket. Snart er dansen moderne comtemporary – magisk svævende i en tåge af gråt i gråt.
Så ryger den grå hættetrøje imidlertid af og muskuløse og artikulerede skuldre kommer til syne i en sort top til musik af naturlyde, stemmer og flash af lys, der forfører os indtagende. Men det er da det sidste tøj strippes til g-streng og dunkende musik i blødt, varmt lys, at publikum ikke kan sidde stille længere og kommer med anerkendende tilråb. Langsomme, nærværende moves oser af kontrol og nydelse fra hver en muskelfiber.
Performancekunst åbner salen
Performancekunst i teaterrummet synes at gøre væggene semipermeable (gennemtrængelige, red.) med evnen til at skabe et friere scenerum for virkelige liv, vi kan dele og debattere. De to værker var yderst relaterbare og vedkommende på hver deres måde. Selv børn var med til Kiddicraft, og der er noget ret skønt ved at kunne opleve ting sammen, selvom vi får noget forskelligt ud af det.
Det bliver spændende, om teateret formår at formidle relevansen endnu bredere ud
Salen var langt fra fyldt, og publikum virkede overvejende som en indercirkel eller fanklub for hver deres kunstnere. Det er der som sådan ikke noget galt i, men det bliver spændende, om teateret formår at formidle relevansen endnu bredere ud. Samtidskunsten har i den grad noget på hjerte, og vi har behov for at dele både hverdag og fest.
hhv. Nynne Roberta Pedersen Pedersen (DK), Lasse B. Ondesen (DK), Fie Martens Ljungmann (DK) og Ulrikke Bak (DK) samt Paolo de Venecia Gile (SE/PH).
Performance-værkerne er oprindeligt udviklet til All all all, som er en processuel udstillingsplatform, og genopføres i det nye samarbejde på Nørrebro Teaters scene.
All all all er grundlagt i 2022 og drives af kunsthistorikerne Klara Li og Sif Lindblad.
