★★★★★★ Jubelpessimist – revser vores tidsånd og dårskab med satirisk bid

Michael Schøt er på turné med showet Jubelpessimist, der allerede i titlen signalerer hans særlige evne til at balancere mere end to tanker ad gangen i et veloplagt show. Den sylespidse politiske satire vender også brodden mod publikum, der denne gang er pakket med et vidunderligt morsomt, reflekterende metalag.

At finde på sjove ting, sige dem til publikum og se, hvad der sker. Det er essensen af comedy, når alle pompøse introer, røg og lysshow skrællet væk, og det er sådan Michael Schøt træder frem i sit nye show Jubelpessimist.

Og så alligevel ikke helt. For de sjove ting – og dem er der mange af – afbrydes jævnligt af reflekterende metastunder, hvor Schøt eller “dumme, dumme Michael”, som han adresserer sig selv, skoser sig selv for sin bidske satire, der forhindrer ham i at få plads i de rare – og velbetalte – comedy shows på tv.

Hvilket naturligvis ikke forhindrer ham i at falde direkte i gryden igen i næste bid, når han fra et anerkendende anslag i løbet af få minutter får hidset sig op til et rasende rant på tidens dårskaber – og vores egen rolle i dem.

Schøt er på det trælse hold

Schøt er en hvid mand i 40’erne, og ud over at det generelt er et “træls hold” at være på, giver det ham også udfordringer på hjemmefronten, hvor hormoner har ramt både kone og døtre. Særlig skøn er forbløffelsen over at være politiker i eget hjem, når børnene afkræver svar på, hvorfor far ikke gjorde noget for at forhindre klimakrisen.

Inden da har vi været med ham på Squid Game i supermarkedet, hvor forbrugeren stilles over for den ene horrible beslutning efter den anden, mens hele ansvaret for klimakrisen presses ned over den enkeltes skuldre i valget mellem “æg fra høns, der har haft det fint, og æg, der har gennemlevet Holocaust”.

Tonen er barsk, men krydses med den skrøbelige forundring over pludselig at være den, der bliver stillet til regnskab og irritationen over at være en type – de føromtalte mænd i 40’erne, hvis primære bidrag til samfundet er “at køre rundt i store grupper og sige ingenting” og se “den samme film igen og igen.”

Med et elegant svirp får han også rettet brodden mod publikum – for er vi egentlig klar til at eje, at vi heller ikke gjorde så meget for at ændre verden til det bedre, fordi vi grundlæggende har det godt i Danmark.

Guerillabrok i klar dramaturgi

Netop dén pointe er tilbagevendende – i både negativ og positiv forstand. Glæden over at bo i et land, hvor satire er mulig, og skammen over at bo i et land, hvor der findes de samme problemer, som da Schøt var ung og med bedre ret kunne råbe af “de gamle røvhuller på Christiansborg.”

Nu er han i princippet selv et gammelt røvhul, men dog frisk med et par bud på problemer, der kunne løses. For kunne man egentlig ikke håndtere racisme gennem Borgerservice. Så kan de, der vil bo i “det hvide Danmark” bare får lov til det – med de konsekvenser, det får, når man kun vil tilses af en hvid læge? Logikken fejler ikke noget, mens absurditeten afklædes.

Danskernes sløve selvoptagethed har dog også visse potentialer, for mon ikke “guerilla-brok” og hang til regler, kage kl. 16 og meddelelser i e-boks kan opveje vores svigtende evne til at preppe og forsvare os mod en fremmed magt? Schøt tror på os, selvom han skoser os. Og vi tror på ham og griner af hans mest morbide jokes. Vi møder ham lige der, hvor hans sylespidse samtidssatire også rammer os.

Jubelpessimist sætter en tyk streg under Michael Schøts evne til at revse tidsånden og nationalsærhederne med satirisk bid og menneskelig forståelse. Det er et veloplagt show med en klar, men afslappet dramaturgi, hvor hver bid bidrager til et selvportræt af en generation, der fortjener de stryg, den får. Men det holder også fast i en flig af håbet for en verden, hvor satire er mulig.