★★★★★★ Vand-skabninger er fremragende og smukt borgerteater

Grænserne mellem mennesker med og uden funktionsnedsættelser nedbrydes i ZeBU’s forestilling Vand-skabninger, der er det måske mest vellykkede borgerteaterkoncept, vi hidtil har set i Danmark.

Som to dråber vand. Sådan siger man om to, der ligner hinanden. Og vandet er netop det, der binder os sammen. Vandet er inden i os og rundt om os – ja, endda i vores myter.

I forestillingen Vand-skabninger møder vi tre personer med forskellige “funktionsvariationer”, som det beskrives i programteksten. Cathrine Honoré er blind, Troels Madsen er døv, og Cath Borch Jensen er spastiker.

Med udgangspunkt i historier som Agnete og Havmanden og filmen The Shape of Water, der på hver sin måde handler om adskillelsen af de “vand-skabte” og de “normale”, forsøger forestillingen at nedbryde skellet mellem dem og os.

Et flydende samarbejde

Det bliver til et både begavet, bevægende og betydningsfuldt borgerteaterkoncept, der som helhed fremstår som noget af det mest vellykkede hidtil i sin genre. Cathrine, Troels og Cath har selskab på scenen af Ida Nørfelt Lund, der – foruden at kunne tegnsprog – er, som folk er flest. Hun er der, som hun siger, for at være Cathrines øjne, Troels’ stemme og Caths ben.

Forestillingen er som et flydende flow af scener og brudstykker af fortællinger – både genfortællinger af de kendte historier og beretninger fra de medvirkendes egne liv – der bølger nænsomt frem og tilbage mellem dem. Et magisk samarbejde at betragte.

Vandlignelsen får ikke for lidt. Der er dråbe-, snefnug- og havbilleder projiceret på den store bagvæg, og scenografien, der minder om et aflagt laboratorium, er fuld af flasker, dunke og kar med forskellige væsker. Der er vist heller ikke en afkrog af begrebet vand, som ikke bliver nævnt i stykket. Selv vandindholdet i et æg. Hele 75%, såmænd. Men forestillingen slipper afsted med det, uden at det bliver for vandet. Netop fordi konceptet og dets formål bærer det. Det her er ægte og væsentlig scenekunst. Og så er det også bare uhyre velformuleret.

Lærerigt for alle

Det vigtige ved borgerteater er, at vi skal føle, at det er borgere og ikke skuespillere, vi møder. Det princip overholdes i Vand-skabninger, selvom de fire i øvrigt synes meget naturlige på scenen og er aldeles godt selskab. Netop deres tilstedeværelse i rummet gør, at forestillingen efterlader os alle i en stemning af fællesskab. Vi er sammen i verden, men vi bliver også klogere. Vi lærer at spørge i stedet for at antage. Vi lærer, at din kamp ikke er min at kæmpe. Vi lærer, at vi har meget mere tilfælles, end hvad der adskiller os.

Dertil kommer en scenografi og et lysdesign af Raphael Solholm, der forener det mystiske og det sterile i dette “laboratorium”. Nanna Bøndergaard Butters’ iscenesættelse duver os elegant igennem søde, smertelige og sjove scener, og hun udnytter fint disse handicaps’ styrker. Hvem havde eksempelvis troet, at tegnsprog kunne blive så smukt koreografisk?

Forestillingen er så at sige tosproglig, idet den foregår både mundtligt og på tegnsprog samtidigt. Det giver – foruden den åbenlyst inkluderende funktion – en virkelig fin effekt, når nogle blandt publikum fanger en joke, som vi normalthørende ikke fanger. For vi er forskellige. Men her er vi det sammen.