★★★★☆☆ Kun en tåbe frygter ikke Henrik Jandorfs sydende magtvæsen i Prospero

Den fysiske spillestil i Prospero hos Københavns Shakespeare Kompagni er fængslende i sin patos. Men teksten virker, som om den måske hellere ville have været en monolog.

Følelserne er store og voldsomme i Prospero hos Københavns Shakespeare Kompagni. Forestillingen er baseret på Shakespeares drama, Stormen. Men den er skabt som en vild og nutidig viderefortolkning af teaterkompagniets to stiftere, irske Joseph Sherlock og danske Sarah Dahl Hasselgren. Den spiller på kompagniets lille kælderscene, The Deer and Rabbits, på et hjørne ved Søerne i København.

Prospero er navnet på troldmanden i Shakespeares Stormen. Han var Milanos hersker, men blev afsat ved et kup og sendt afsted på et skib sammen med sin datter Miranda. De strander på en øde ø, hvor Prospero blandt andet indfanger og hersker over luftånden, Ariel.

Ansigtstyveri

Shakespeares plot er drømmende og vildt. Det er temmelig besværligt, men rummer også mange muligheder for moderne fortolkninger – med eller uden psykologiske tilføjelser til de overnaturlige karakterer. Joseph Sherlock og Sarah Dahl Hasselgren er tydeligvis blevet sultne på potentialet i stykket. Det lader til, at de har set direkte gennem stykkets karakterer.

De har i hvert fald digtet videre på Prosperos heftige blanding af vrede og hævntørst og på Mirandas trang til forsoning – i en sær blanding af heldigt trylleri og paradoksale konfrontationer. Som de har skrevet det i en splatteragtig replik til Prospero: ”Han stjal mit ansigt fra mig.”

Trolddomskraft og naturlig ynde

Skuespilleren Henrik Jandorf er en magtliderlig og hævngerrig Prospero. Hans blik brænder under hans kulsorte øjenbryn på forestillingens uhyggelige, grønlige plakatfoto. Inde på scenen viser han sig at være decideret skrækindjagende med et skinnende, sort højre øje, der stråler af trolddomskraft. 

Henrik Jandorf bevæger sig rundt med så skarpe bevægelser, at hans sparkende ben virker som sabler i rummet i Joseph Sherlocks kampklare instruktion. Han har en truende holdning i sin muskuløse krop og virker så stærk, at han til hver en tid ville kunne kvæle sine modstandere med de bare næver. Hans stemme har en imponerende musikalsk frasering. Også når han tørt konstaterer: ”Jeg vil foretrække vrede frem for melankoli.”

Sarah Dahl Hasselgren dukker op som hans underdanige datter. Hendes kropssprog er helt modsat. Det er blødt og rundt og har en indtagende blidhed. Hendes spil appellerer til en overbærenhed og en kærlighed, der ligger langt fra den hævngerrige Prosperos natur. Hun har en naturlig ynde, som går organisk i spænd med fortællingen. Også når hun i sidste scene dukker op som en skæbnekvinde – en såkaldt golem – med tumlende og halvbedøvede dødningebevægelser i en skræmmende trancetilstand af livløshed.

Diffus tekst

Forestillingen bliver med andre ord spillet virkelig effektfuldt. Udfordringen ligger i manuskriptet. Teksten er skrevet af Joseph Sherlock og Sarah Dahl Hasselgren som duo, sådan som de også skrev manuskriptet til forestillingen Henrik, Konge sidste sæson. 

Dramaturgisk set er teksten til Prospero dog blevet for diffus. Figurerne er uklare, og der er mange indforståede referencer til Shakespeares stykke. Der er først og fremmest en ubalance mellem Prosperos enetaler, der svulmer op til enorme monologer. 

Henrik Jandorf leverer monologerne med overlegen udholdenhed og stor dygtighed. Men fortællingen bliver mærkelig, når dialogen med datteren ikke får lov til at fylde mere i fortællingen. En komplet monolog ville måske have været et mere reelt valg.

Efeu overalt

Det ændrer dog ikke ved, at man som tilskuer bliver stærkt påvirket af den intense energi på scenen, hvor træplanker illuderer skibets rå vægge. Her gror der også fine ranker af efeu overalt og gennem alle sprækker til det sted, hvor Prospero holdes indespærret under nødtørftige lamper i den virkningsfulde scenografi. Kostumerne er både storladne og Shakespeare-historiske, med Prospero anbragt i kåbe og Miranda i en folderig kjole af hørlærred og med løst flettet hår.

I dansk teater lige nu er Prospero et sjældent eksempel på en ekspressiv og højteatralsk spillestil, der ikke er bange for hverken patos eller overdrivelse. Det er ganske forfriskende. Samtidig bæres forestillingen af en tydelig tro på Shakespeares nøgle til hævnkraftens uhyrlige følelser. Derfor er den seværdig, også selv om teksten er svær at knække. 

Kun en tåbe frygter ikke Henrik Jandorfs sydende magtvæsen i Prospero.