Bornholms Teaters nye familieforestilling er en teateroplevelse ud over det sædvanlige. Teaternissens Kuffert – en familieforestilling bryder rammerne ved blandt andet at invitere publikum på vandring gennem teatrets hverdagskulisser. Forestillingen havde premiere fredag 14. november. ISCENE har talt med teatret om konceptet og de foreløbige reaktioner.
Bornholms Teaters efterårs- og vinterforestilling, Teaternissens Kuffert, er en helt ny måde for teatret at producere familieforestillinger på. Hele teaterbygningen er nemlig blevet inddraget som scene.
Vandreforestillingen tager publikum med rundt i det gamle Rønne Theater og spilles afslutningsvis på teatrets loft, hvor teaternissen normalt bor. Teaternissens Kuffert har derfor ikke mange publikumspladser, og er en lille forestilling med stort nærvær.
Når nissen vil flytte
Teaternissens Kuffert handler om, at der er blevet bygget og renoveret på det gamle Rønne Theater. Pludselig står teaternissens kuffert efterladt på Gamle Scene. Er teaternissen ved at flytte? Teatret kan ikke klare sig uden en nisse, og derfor må publikum sammen med skuespiller Jesper Riefensthal på en eller anden måde få overtalt teaternissen til at blive.
De elsker at hjælpe med at finde bøtten med klapsalve, posen med ordmelis og den brede pensel
Publikum kommer rundt på hele teatret og hører historien om den første teaternisse i en forestilling, der både er en introduktion til teatrets dagligdag og en kærlighedserklæring til teatrets særlige verden. Jesper Riefensthal fortæller, at børnene er klar til at være med:
“De er PÅ, nysgerrige og glade for at kunne hjælpe os med at lave teater, så vi kan beholde vores teaternisse. De elsker at hjælpe med at finde bøtten med klapsalve, posen med ordmelis og den brede pensel, som alt sammen har sin plads i teaternissens kuffert.”

Lille forestilling med stort nævær
Instruktør og teaterchef Jens Svane Boutrup, der også har skrevet manus er enig: “Ud over at lave en forestilling på hele teatret, så har vi også lavet en forestilling om teatret, som fortæller om den særlige verden, vi arbejder i. Vi vil gerne dele vores begejstring for og kærlighed til teatret med den nye generation af teatergængere.”
Vi starter forestillingen med at fortælle, at vi desværre ikke kan vise en forestilling på grund af ombygning, men at vi i stedet laver en rundvisning. Det har de voksne publikummer det svært med, for det er jo ikke det de er kommet for. Men børnene er helt med på den og virker til at tænke: Ok. Så gør vi det.”
Vi vil gerne dele vores begejstring for- og kærlighed til teatret med den nye generation af teatergængere
Forestillingen indgår i Bornholms Teaters børneteaterordning og strategi, lys OP, og skal også spille for øens skoleklasser i november-december 2025. Bornholms Teater afprøver ikke kun nye forestillingsformater – de udvider også teateroplevelsen ved at byde børnefamilierne på fællesspisning efter forestillingen. Teaterformidler Tabitha Jespersen håber, at initiativet kan gøre det lettere for øens børnefamilier at gå i teatret – også i hverdagen:
”Det skal være overkommeligt at prioritere kultur og scenekunst som familieaktivitet, og det tror vi, at vores uformelle og børnevenlige fællesspisninger kan bidrage til.”

Reaktioner på konceptet
Jesper Riefensthal, som er skuespiller i forestillingen, er begejstret for oplevelsen med det nye koncept:
“Jeg er meget glad for den her form, hvor vi – i begyndelsen af forestillingen – går gennem teatret med børnene. De tror, vi bare kigger på teatret, men jeg ser dem jo også an. Ser, hvem de er, hvilken energi, de kommer med, og hvilke dynamikker, der er.
Under vores vandring opstår der en ægte kontakt, hvor vi kan sludre og dele tanker om fx de ting, vi passerer på vandringen. Simpelthen mødes – noget så enkelt og for mange sjældent. Det er her, det bliver til mere og andet end “bare” en forestilling. Både de og jeg er engagerede i et rigtigt møde. Og så elsker jeg at fortælle historier til børn. Det er der ikke meget, der stikker.”
Både de og jeg er engageret i et rigtigt møde. Og så elsker jeg at fortælle historier til børn
Instruktør og manuskriptforfatter, Jens Svane Boutrup er også imponeret:
“Børnene er fuldstændig med på legen og opbygger et stærkt tillidsforhold til Jesper. Når vandringen gennem teatret er ovre og den “rigtige” forestilling går i gang, så er der tillid og tryghed, hvilket er rigtig rart og værdifuldt for forestillingen. Børnene oplever, hvordan Jesper forvandler sig fra en helt almindelig person til skuespiller, til en masse figurer og tilbage igen. Det illustrerer, hvordan teater er en leg.”
Har du set nissen?
Jesper Riefensthal fortæller, at alle har gjort et stort stykke arbejde for at nå i mål med hele konceptet og en fin juleforestilling:
“Vi er glade for at give så mange bornholmske børn en god oplevelse – for det har de fået. De er gået glade ud fra Teaternissens kuffert, fulde af historier og billeder i hovedet, og det er tydeligt, at forestillingen sætter deres fantasi i gang.
Nogle af børnene har endda set skygger af eller simpelthen set hele nissen – selvom nissen ikke direkte visualiseres i forestillingen.”
Kilde: Pressemeddelelse og interview.
Skuespiller: Jesper Riefensthal, Manus og instruktion: Jens Svane Boutrup, Scenografi og kostume: Tine Mette Jespersen, Teknik og programering: Michael Brøndum, Musik: Vesselil.
Kostumier: Pernille Vestergaard, Manuskriptkonsulent: Claus Mandøe, Konsulenter: Carolina Nilson og Ida Marie Tjalve, Værksted: Tine Mette Jespersen, Michael Brøndum, Bo Johansen, Ben Woodhams, Mathias Hjorth Pedersen.
Teaternissens Kuffert har premiere d. 14. november og spiller offentlige forestillinger d. 1., 3.- 5. december.
Se mere her.




