★★★★★★ Dear Evan Hansen – helt igennem velorkestreret og velspillet generationsportræt

Det Kongelige Teater ogAarhus Teater har i samarbejde med Lion Musicals skabt en helt igennem sublim og helstøbt scenekunstoplevelse. Dear Evan Hansen i Skuespilhuset lever helt op til de mange priser som Steven Levensons musical har fået internationalt.

Det er sjældent, at en forestilling om den unge generations følelser og kvaler kan berøre både unge, voksne og ældre. Men det formår Dear Evan Hansen, der rørte både tårekanalerne og lattermusklerne hos samtlige af os i det aldersbrogede publikum.

Historien om den unge og ensomme Evan Hansen, der får viklet sig ind i en omfangsrig løgn, i forsøget på at passe ind, tegner et så præcist og velspillet generationsportræt af en ungdom, der er vokset op i en verden af selviscenesættelse og valg. På tværs af alder rammer de nuancerede karakterer os lige i hjertekuglen. For vi kender dem. Vi er dem selv.

Humor og sårbarhed i smuk balance

Forestillingen handler om Connor, der begår selvmord, og den unge Evan, der mere eller mindre ufrivilligt bliver viklet ind i historien i et tæt venskab mellem Connor og ham selv. Først i forsøget på at trøste Connors familie, og sidenhen ved at prøve at passe ind og blive set. Heri rummes store tematikker som ensomhed, social angst, dysfunktionelle familiedynamikker og selvmord.

Det til trods formår Sara Cronberg at skabe en forestilling med masser af humor, skarpe replikker og god timing, der balanceres smukt med fortællingens sårbarhed. Den sorg, som Connors familie føler, nuanceres på fineste vis, ligesom de unges kamp for at passe ind, og Evans enlige mors kamp for at slå til.

Sangene bliver leveret inderligt og sårbart, og dialogen følges af velkoreograferede bevægelser og menneskelige overspringshandlinger. De er underholdende og genkendelige, som fx Johanne Louise Schmidts moderfigur, der har så svært ved at omfavne sin søn, og Thorbjørn Hedegaards Evan der, på meget akavet vis, aer kæresten Zoes arm.

Balancen mellem det humoristisk akavede, de sårbare stemmer og den inderlighed, som alle skuespillerne giver deres karakterer, skaber en fortælling der er enormt troværdig, genkendelig og helstøbt.

Overlegne skuespilpræstationer

At det er et stjernecast, der er på denne forestilling, kan der ikke herske tvivl om. I rollen som Evan leverer Thorbjørn Hedegaard en fuldstændig overlegen præstation, som jeg sjældent har set mage. At få så mange facetter med i en karakter – fra kropslige overspringshandlinger til et nuanceret og inderligt følelsesliv – er ikke mindre end imponerende. Og så endda i en musicalopsætning, hvor nuancerne ofte kan forsvinde i koreografi og vokal præcision.

Sara Viktoria Bjerregaard spiller Connors søster, Zoe, med stor inderlighed i hendes kamp med sorgen over en ligeglad bror, som tog alt for meget opmærksomhed – og hvis kærlighed og anerkendelse hun alligevel søger i Evan.

Viktor Pascoe Medom spiller Connor, der ret hurtigt begår selvmord og efterfølgende bliver Evans djævlefigur på skulderen. Men selvom han, som den eneste karakter, er med fra det hinsides, er hans nærvær og sammenspil med Thorbjørn Hedegaard både underholdende og rørende. Marie Dalsgaard og Carsten Svendsen skildrer et troværdigt og rørende billede af, hvor svært det kan være som forældre at mødes i sorgen over et afdødt barn.

Kan løgnen frelse?

Kevan Nirwan Soliman og Maleika Mosendane spiller henholdsvis Evans familieven, Jared, og den stræbsomme Alana. Selvom de begge skildrer et forholdsvist stereotypt billede af den unge tech-nørd i gamerstolen og den SoMe-besatte selviscenesætter, så formår de alligevel at vise et nuanceret billede af generationen, der ”lever på nettet”.

Evans løgn vokser sig større, og det samme gør interessen for ham og den historie om det fantastiske venskab mellem to ensomme drenge, som han har spundet om sig selv. Til sidst er det ikke bare forbeholdt Connors familie og skolekammerater. Hele verden finder trøst og genkendelse i den private – og desværre ikke sande historie – og der begynder Evan at tvivle. For skal han lade løgnen leve i en større sags tjeneste, eller skal han fortælle Connors familie sandheden for at komme ud af sin egen dårlige samvittighed?

Overvejelsen viser så fint en verden, som de fleste af os nok genkender. En verden hvor det at skabe sin egen historie, sit eget selvbillede via sociale medier er blevet så let, at vi ikke længere kan stole på, hvad der er sandt. Men hvis løgnen kan trøste og frelse, er sandheden så ligegyldig?