★★★☆☆☆ Alt er ferpekt – Stougaard & Berlin debuterer som satireduo med potentiale

Sofie Stougaard og Vicki Berlin kommer godt fra start som satireduo med showet Alt er ferpekt på Teatret Riddersalen. Trods svingende kvalitet fra sketch til sketch begejstres publikum med deres originale idéer, detaljerige karakterer og underspillede komik.

Det var en smule overraskende, da skuespillerne Sofie Stougaard og Vicki Berlin pludselig dukkede op som komisk duo med eget satireshow. Men ved nærmere eftertanke er de måske alligevel ikke så umage et par.

De har begge mange års revyerfaring og flere komiske roller i bagagen. Og hvis man sidste år fulgte med i reality-tv-gameshowet Spillet på TV2, så har man set de to kollegaer knytte tætte bånd over de moralske kvababbelser ved at skulle lyve og bedrage for at vinde.

Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man ser i tv – i særdeleshed ikke i reality-genren – men deres venskab og deres fælles idealer og principper syntes ætsende ægte hos dem begge to. Og måske var det endda under disse optagelser, at ideerne om et videre samarbejde begyndte at spire.

Formen spænder vidt

I hvert fald har showet Alt er ferpekt ikke bare underholdning i sinde. Man skal ville noget med scenekunsten, mærker vi, og der er ikke så få sager på agendaen i de 80 minutters sketchshow, der nu spiller på Teatret Riddersalen på Frederiksberg:

Fra anti-gender-bevægelsen i USA og truslen mod verdensfreden til hadefulde kommentarer på sociale medier og vores manglende evne til ro og fordybelse.

Forestillingens sketches kommer som en kavalkade af numre, der mere eller mindre skiftevis spilles på scenen og i forudproducerede videoer projiceret op på scenografien. Stilmæssigt spænder de fra gakkede karakterer med ølmaver og parykker til regulære sangnumre med poetisk koreografi.

Ordløse originaliteter

Det er en god start for Stougaard & Berlin. Der er numre, hvor både tekst og deres nærmest deadpan-underspillede fremførelse er aldeles velfungerende. Og så er der numre, der tydeligt og originalt formidler et klart budskab.

Aftenens højdepunkt er et nyhedsindslag, hvor studieværterne nøgternt opremser alt det, som kvinder udsættes mere for, end mænd gør – en lang liste med alt fra hedeture til voldtægter. Og så stiller de over til to gennemsnitlige kvinder, hvis eneste kommentar til nyheden er et afmægtigt ur-råb, som salen straks besvarer med øredøvende klapsalver.

Denne sketch har en underforståethed og samtidig en utvetydighed, som bliver ekstremt effektivt på scenen. Den minder i sin natur om et af Odense Sommerrevys bedste numre, som Vicki Berlin også står bag, hvor Trump, Putin og Jong-un spilles som kæmpebabyer med ble. Uden ord og til lyden af Griegs ”I troldkongens sal” – slås de om en jordklodebadebold. Intet mere behøver at siges. Voldsomt effektfuldt.

Én stor familie

Et andet originalt greb i Stougaard & Berlins debutshow Alt er ferpekt er deres dramaturgiske sammenkobling af de ellers vidt forskellige sketches. Vi møder to gamle, krukkede Frederiksberg-skuespillerinder, Tit og Trille, som bliver tilbagevendende karakterer i løbet af showet. Og det viser sig, at alle de forskellige karakterer er i familie med de to.

Det betyder absolut intet for den ene sketch, at personerne er relaterede til nogle i en anden sketch, men for vores oplevelse af helheden betyder det en hel del. Det er godt tænkt.

Samtidig samler showets sketches sig i titlen og det gennemgående tema, som hylder det uperfekte – de almindelige mennesker med almindelige følelser – men sætter også fingeren på alt dét i verden, der langtfra er perfekt. Konceptet er med andre ord ”ferpekt”.

Svingende kvalitet

Sofie Stougaard og Vicki Berlin har begge godt fat i de gakkede karakterer med små og arketypiske detaljer, som vi morer os gevaldigt over. For eksempel når de ældre damer bøvler med at forstå FaceTime, eller når de gustne mandschauvinister på arbejdspladsen kører med bas-armen og siger alt det forkerte til firmaets jubilæumsfest.

Men det er tydeligt, at de er bedst, når de prøver mindst. Når grinene bliver jagtet, virker det for forceret, og når sketchen kræver store kostumer eller regulære sangpræstationer, får de ikke salen med sig. Og de momenter er der for mange af til, at man helt kan nyde showet. Kvaliteten bliver simpelthen for svingende.

Man kan håbe på, at de til deres næste show – for sådan ét bør komme – har fundet sig bedre til rette i deres formsprog som duo. For når de lykkes, så er deres bidrag til dansk satire både originalt, væsentligt og sjovt. Og den slags kan vi ikke få for meget af – i disse tider.