★★★★☆☆ Klods-Hans er en overstimulerende fejring af at være sig selv

På Aalborg Teater kan man opleve en nyfortolket og moderne version af det klassiske H.C. Andersen-eventyr Klods-Hans. Eventyret er pakket ind i balloner, pastelfarver, liveshow og flere indtryk, end det er muligt at tage ind på blot én forestilling.

De fleste kender eventyret om Klods-Hans: Prinsessen skal giftes bort. Klods-Hans’ lærde brødre drager mod slottet for at fri og fremvise, hvor dygtige de er. Det er dog den finurlige Klods-Hans, der kommer ridende på sin gedebuk med krage, træsko og mudder, som prinsessen vælger.

Fra klassisk eventyr til liveshow og rap

I Emil Rostrups nyfortolkede version på Aalborg Teater indsættes eventyret i rammerne af et reality-inspireret liveshow. Vinderen får prinsessen, mens de resterende deltagere skal hænges.

Den første scene er både vellykket og velspillet. Rammen sættes, da vi møder Julie Bunimowicz’ legesyge og grænsesøgende prinsesse. Hun har professionelle (betalte) veninder (Nikolaj Bjørn-Andersen og Oskar Bjarke Windfeld), der er mere regelbundne, end hun selv er. Da dronningen (Kathrine Høj Andersen) opgiver at få prinsessen til at høre efter, vil hun give hende væk under det store, reality-inspirerede bejler-show.

Imens drømmer Patrick A. Hansens fantasifulde Klods-Hans om at lege med sine brødre (også spillet af Nikolaj Bjørn-Andersen og Oskar Bjerke Windfeld). Han gennemgår en identitetskrise i løbet af forestillingen: Er han Klods-Hans eller blot Hans?

Pastelfarver og fine budskaber

Katrine Krohns scenografi lader os aldrig i tvivl om, hvor vi befinder os. I både scenografi og kostumer er de kongelige rammer pastelfarvede, mens Klods-Hans optræder i jordnære rammer og realistiske farver. Liveshowet bliver et overvældende sansebombardement. En lyserød ballonbue og kæmpe ballontårne forstærker oplevelsen i takt med, at både Balder Nørskovs lys og Rune Abels lyd bliver stærkere og voldsommere.

I en række rolige scener oplever vi Klods-Hans og Amalie D. Abildgaards som den kloge, fornuftige og omsorgsfulde gedebuk indgå i dybe, langtrukne samtaler. Trods scenernes fine udtryk er de for lange og for mange. Børnene mister koncentrationen i den overvældende mængde af budskaber, der forsvinder i uroen fra salen.

Druknede sange og kragedrab

I løbet af forestillingen bryder en række karakterer ud i sang eller rap. De fremstår ofte forpustede og i højt tempo, hvor ordene drukner i lyd og let kaotisk bevægelse på scenen. Særligt når Klods-Hans’ brødre performer med en smart-i-en-fart-rap hører vi ikke det ungdommelige sprog og slang i musikken. 

Det er også sang, der tager livet af den stakkels krage. Prinsessens sang i skoven får bogstaveligt talt kragen til at eksplodere, hvorefter den søde ged mislykkes i at begå et medlidenhedsdrab. Klods-Hans og geden ender med gentagne gange at banke en sten ned over fuglen – en scene, der bliver både ubehagelig og unødigt lang. Det står uklart, hvorfor fuglens død skal iscenesættes så dramatisk.

Stærke budskaber pakket ind i for mange indtryk

Aalborg Teaters version af Klods-Hans er et sammensurium af indtryk og fine pointer – som nok går hen over hovedet på den yngre del af publikum. Scenen med kragen, mængden af dybe budskaber og et ungdomssprog fyldt med slang peger i retning af, at aldersgrænsen på fem år burde være hævet.

Prinsessens barnagtige grænsesøgning og Klods-Hans’ nuancerede tvivl om, hvem han bør være, er noget af det stærkeste i forestillingen. At han til sidst bliver mindet om, at han er god nok, som han er, gør ham relaterbar – stærk og sårbar på samme tid. Det drukner desværre et stykke hen ad vejen i den overvældende mængde af indtryk, viden og budskaber, der flyder i en jævn strøm fra scenen.