★★★★★☆ Mikkel Klint Thorius charmerer de krasse pointer hjem

Mikkel Klint Thorius er på turné med sit skarptskårne show Nok om mig, der lever op til sit navn ved at vende det satiriske blik mod verden, men mod slut også tager et rørende dyk ind i det private. Bidende sarkasme veksler med bittersød undren i et show, der nok er to shows i ét, men flyver hele vejen hjem.

Mikkel Klint Thorius tager scenen med stor autoritet og har fra første øjeblik Værket i Randers med sig. Vi er kommet for at more os, og det kommer vi til, selvom baggrunden er verdens miserable tilstand.

For Klint Thorius har et skarpt blik for samfundsmæssig idioti og leverer sin samtidskritik med sin unikke mimik, sine præcise kropslige positurer og en stemme, der bevæger sig overlegent i alle registre fra smilende til højtråbende eller usselt pibende. Jim Carrey er en nærliggende reference – eller en Jørgen Ryg i en cool og mere verdensvendt 2026-aftapning.

Det er min rødkål

Klint Thorius rammesætter kvikt. Han er stoppet med at se fiktion, for “der er spænding nok i nyhederne” med “sidste sæson af Verden”. En veloplagt afklædning af de hjemlige politikeres (manglende) effektivitet og mærkværdigheder toppes af analogien mellem Grønland og glasset med rødkål bagerst i køleskabet. Vi ved ikke rigtig, hvad vi vil med det, men det er vores!

Det billede går rent ind, og får følgeskab af en tematisk beslægtet bit om vores evne til at fornægte alkohols virkning, der igen leder til en skøn undren over de emner, forskere vælger at bruge tiden på, når nu klimakrisen banker hårdt på for videnskabelige løsninger. Klint Thorius sætter i hvert fald ikke sin lid til politikernes flygtige mavefornemmelser.

Desperationen er reel, men latteren forløsende i en fermt sammensat vekslen mellem ikke-problemer, som Emil Thorups madpræferencer, og virkelige problemer som krigsrumlen – tyskerne har fået våben! – og gennemsnitsdanskeres magelige mangel på evne til at blive flygtninge. Det går i galop over steppen, men med fuld kontrol over virkemidlerne, sammensyningen af bits med forskelligt indhold, pausens effekt – og en eminent kontakt med publikum.

Og nu til mig

“Endnu en hvid mand i 30’erne med et unikt perspektiv på faderrollen. Det mangler vi på den danske comedyscene,” indleder Klint Thorius selvironisk sidste del af showet, der egentlig er et show i sig selv. Og nej, det mangler vi overhovedet ikke efter et par år med netop dette tema i hvert andet show. Men nu har han faktisk et temmelig unikt perspektiv, da hans søn blev født 10 uger – altså “en fjerdedel, 25 %” – for tidligt.

Det giver anledning til en ganske rørende del, der holder fuld komisk flyvehøjde, men også bliver en eksistentiel refleksion af at være “en dude, der bor på et hospital”. Man aner angsten under hans undrende observationer af lyde og rutiner på hospitalsgange, inden turen går ud i virkelighedens BabySam, hvor han som en anden fjerdedivisionsspiller beundrende observerer flergangsfædres Ronaldo-attituder.

Man kan indvende, at de to dele ikke har meget med hinanden at gøre. Men man kan også hengive sig til Klint Thorius skarpe, samtidskritiske blik, der fremstår hvæsset netop i kraft af mødet med menneskets skrøbelighed og forældrekærlighedens styrke. Hans fuldstændig blærede orkestrering af et show, der konstant holder kadence, farlighed og nærvær, cementerer hans plads som en af de væsentligste og vedkommende aktører på scenen netop nu.