★★★☆☆☆ Manden og maskinen stjæler scenen i Sundholms Drøm

GLiMT Amager inviterer publikum ind i Maskinhallen for at kaste lys over Sundholms mørke historie som tidligere tvangsanstalt. Sundholms Drøm blander fortid, nutid og fremtid med elementer af samtidscirkus i en rammefortælling, hvor videnskabelige forklaringer desværre skygger for de levede liv bag anstaltens mure.  

Hvis vægge kunne tale, hvad ville de så afsløre om en fortid, hvis menneskesyn, arbejdslogikker og institutionaliseringsformer stadig spøger? I Sundholms Drøm har to videnskabsmænd gjort det muligt at lytte til fortiden, og sammen med publikum dykker de ned i historien om Sundholm, der tidligere husede en tvangsanstalt, hvor socialt udsatte borgere blev pålagt at arbejde som en del af deres resocialisering.

Der er noget på én gang poetisk og hjemsøgt i ideen om, at fortidens stemmer stadig bor i Sundholms bygninger. Ligeledes synes det oplagt, at fortællingen kobles med cirkus, som har en tilsvarende dyster fortid. Men forestillingen bevæger sig på overfladen af de erfaringer, Sundholm rummer, og formår ikke at lade de socialt udsattes stemmer komme til orde på deres egene præmisser.

Manden og maskinen

Sundholms Drøm kommer ellers stærkt fra start. I Maskinhallens rå lokaler får publikum ved indgangen udleveret adgangskort og overtrækssko. Ved indslusningen til scenerummets laboratorium undergår vi en slags steriliseringsproces. Vi bliver iført fortidens uhyggelige hygiejnetænkning og gjort medskyldige som betalende tilskuere, der kommer for at overvære samfundets socialt udsatte. Der er lagt op til et immersivt værk, der lader os erfare fortidens sundhedsregimer via krop og sanser.

Derfra taber forestillingen lidt pusten. To lydforskere præsenterer aftenens hovedperson: En banebrydende maskine, der gennem hovedtelefoner lader os lytte ind i fortiden. Lars Lindegaard Gregersen og Albert Ivarsson supplerer hinanden godt i rollerne som henholdsvis ærgerrig videnskabsmand, der udfordrer skæbnen, over for den fåmælte komiske assistent, der maner til forsigtighed.

Men i perioder føles de forskellige videnskabelige forklaringer om maskinens brug af lyd- og tyngdebølger lidt lange. Omvendt er selve teknikken i den lyd, vi hører i hovedtelefonerne, fascinerende. Der er i produktionen brugt et såkaldt binauralt system, som giver lyden bevægelse og retning og effektfuldt lader stemmer uden krop optræde som spøgelser i rummet.

Institutionens fortid forbliver lukket

Gennem hovedtelefonerne bliver vi ført tilbage til perioden omkring 1967, hvor bygningen fungerer som kraftværk for Sundholm. Forestillingen arbejder således stedspecifikt med den maskinhal, vi befinder os i – og ikke selve arbejdsanstalten. Vi dumper ned netop som den unge kvinde, Gerda, vil kaste sig ud fra bygningen for at tage sit eget liv.

Gerdas fortælling er fragmenter af lyd, som fremkaldes igennem maskinen. Forud for episoden har hun mødt Ole. De forelsker sig hovedkulds, men deres kærlighed er umulig. Han er maskinarbejder, hun er tvangsindlagt, selvom hun ifølge Ole ”ikke er ligesom de andre.” Netop her findes den største anke ved forestillingen. Publikums møde med Gerda går gennem Ole og de to videnskabsmænd.

I fremstillingen kommer vi aldrig tæt på Gerda. Hun stjæler et udgangspas og ønsker sig børn med Ole, men hvem er hun? Hvorfor er hun endt på anstalten? Hvilke andre håb, drømme, længsler og udfordringer bærer hun på? Hvordan er hendes hverdag? Hvilken type af arbejde udfører hun? Kærlighedshistorien fylder på bekostning af det levede liv i institutionen, som forbliver et lukket kapitel.

Tråde til nutiden

Det gale lydeksperiment går selvfølgelig galt, og maskinen kollapser tid og rum, så fortidens genstande pludselig materialiserer sig på scenen. I ophævelsen af fysikkens love, er Ivarssons vægtløse gulvakrobatik et perfekt match til en krop under påvirkning af ”tyngdebølger”. Gregersen på line sætter rummet i svingninger, og giver publikum følelsen af at være på gyngende grund.

Dertil optræder parakrobaterne Ambre Ros og Antoine Dupeyrot som fjerlette spøgelseskroppe, dansende på vægge og under lofterne. Cirkusdelen er veludført og tilfører liv og dynamik, som har manglet i de scener, hvor fokus er centreret omkring maskinen. Midt i kaosset er der uventet lyd igennem til en nær fremtid.

Stemmen repræsenterer, hvad vi må formode er en person med tilknytning til Sundholm, der i dag rummer et herberg og midlertidigt botilbud for hjemløse med sociale udfordringer og afhængighed. ”En gang Sundholm, altid Sundholm,” siger stemmen og peger mod en del af Sundholms historie, der trækker tråde op gennem nutiden. Et spor, som forestillingen imidlertid ikke forfølger.

Sundholms Drøm præsenterer samtidscirkus af høj kvalitet, men i fremstillingen af socialt udsattes levede liv og institutionalisering føles det afgørende, hvordan fortællingen bliver fortalt, og hvilke stemmer, der får ordet. I Sundholms Drøm ender manden og maskinen med at stjæle scenen, og forestillingen formår derfor ikke at indfri materialets fulde potentiale.