★★★★★☆ Mit hjerte blev rørt af Odsherred Teaters originale fortælling om manden, der skabte Nordisk Film

Mange har hørt om filmen om løven på Elleore. De fleste kender Nordisk Film. Odsherred Teater har sat sig for at fortælle historien om manden bag, Ole Olesen, der kom fra netop Odsherred. Det er blevet til en originalt fortalt og blidt bevægende fortælling om den ensomme isbjørn, der til det sidste kæmpede mod barndommens ydmygelser.

Det kan ofte blive en anelse opsummerende – eller lad os blot kalde det kedeligt, når man omsætter et livsløb, der egner sig fortrinligt til romanens verden, til scenen.

Sådan er det ikke med Ole Olesen, Odsherreds portræt af manden, der skabte Nordisk Film. Mei Oulunds tekst har fortællende dele, men lader også tematiske ledemotiver – og -replikker – skabe andre mønstre, der forløses i et originalt scenesprog af instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen.

Aldrig lægge sig ned

Hun lader ofte teatralske greb gå hånd i hånd med realistiske historier. Således også her, hvor Oles faglige liv smitter af på universet med sminkede ansigter, gøgl og et strejf af stumfilmens melodrama. Det giver en utrolig levende spillestil, der både fanger storheden og det forkrøblede i manden.

“Jeg er isbjørnen,” brøler Henrik Ipsen i den store pels. Men før han blev det, var han lille, ordblinde Ole i træsko uden hælekap. Et tilsyneladende ubegavet barn, som skolelæreren sadistisk gør sig munter over. Men Ole har næsen. Næsen for forretning. Så han vender situationen og bruger sin dumhed som underholdning for de andre børn.

“Aldrig lægge sig ned,” messer han, mens latteren brager omkring ham. Sådan skabes en mønsterbryder, men også en mand, der afkobler sig selv fra alt, der er svært ved “at lukke porten.” Måske en god manøvre for den ondskab, han møder, men også en barriere for at møde og elske andre mennesker.

To møder er undtagelserne. Først Jens Nielsen, der bliver hans første, allerbedste ven på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, hvor Ole lander efter en falsk anklage for tyveri. De genkender sig selv i den anden – “som to dråber vand”. Henrik Ipsen og Michael Slebsager kalder venskabets vibrerende glæde frem med en dansende sødme og uskyldighed. Men lykken midt i anstaltens ulykke varer kort. Jens kan ikke “lukke porten”, men vil i stedet “brænde det hele ned”.

Næsen – og kærligheden

Det lykkedes Jens med sidenhen, hvor han også bliver den sidste henrettede i Danmark, som Henrik Cavling så malende beskrev i sin artikel. Den læser det andet hjertemenneske i Oles liv, Anna, op for ham, da hun opdager hans ordblindhed. Hun er som ham slagfærdig, men sammen bliver de blide. Forlegen og forelsket slår Ole krølle på sig selv, før han snart finder varmen i Annas rolige blik.

Hun følger ham i de mange eventyr, næsen fører ham til. Det involverer både cirkus, tivoli, mange børn og til sidst filmen. Da er hun blevet så svag, at han må gå selv, men fortsat bringer hende med som et indre kompas. Det er hende, der lærer ham, at man “ikke kan udstille andre mennesker som dyr” i den scene, der dermed formår at vise en anden tid med nutidens forståelse.

Det er en kærlighedshistorie af de store, som Mei Oulund og Henrik Ipsen smukt formidler. Også hans manglende blik for hendes behov og hans udfordringer ved at lade kærligheden rumme børnene. “Jeg har ikke mere at give,” hævder han igen og igen, mens sorg og savn forkrøbler hans krop. Datteren, nænsomt spillet af Stine Gyldenkerne, får fat i en flig af ham mod slutningen

Rører ved hjertet

Allerede som forkuet barn drømte Ole om Dragsholm, det store hvide slot i hans barndomsland. Det ville han kigge ned på, når han engang blev en stor mand. Det kommer han til, men Ole Olsen får smerteligt frem, at vejen dertil måske var for dyr. Ole var “aldrig god nok”, og i forsøget på at bevise det modsatte, tabte han måske blikket for det væsentligste i livet. “Kan I se mig nu,” bralrer han hævngerrigt. Det kan verden, men ser han de nærmeste inde fra sit slot af is, hvor porten for evigt er lukket ned?

Ole Olsen rører ved hjertet i denne så genkendelige historie om underdogen, der bliver helt speciel, fordi Odsherred Teater har skabt et helt eget univers, hvor denne ensomme isbjørn tumler rundt i livslang kamp med sine dæmoner og ydmygelser.

Rebekka Bentzens fleksible poetiske scenografi kan være alt fra køje på sovesalen til Københavns gyder og ikke mindst filmstudiet, hvor det gule lys skaber magien. Anders Ortmans kompositioner glider på samme vis komplementerende ind i helheden. de bliver fremført med nerve og alsidighed af trioen Michael Lundbye Slebsager, Stine Gyldenkerne og Mei Oulund, der ud over navngivne roller også flyder som endnu et fortællelag omkring Ole.

Og så har jeg endda ikke nævnt den herostratisk berømte løve, som Ole bragte til øen Elleore til en af sine tidlige filmoptagelser. Den må man tage til Nykøbing Sjælland for at se, da Ole er draget til hjemlandet efter premiere i Valby, hvor Nordisk Film stadig ligger.