★★★★★☆ Tre – Fremragende coming of age-thriller

Efter sidste sæsons succes med Vand til blomster finder endnu en roman af Valérie Perrin vej til Teater Nordkrafts scene. Tre er en kærlig og kaotisk forestilling, som virkelig går i dybden med venskabets natur, og hvor der er langt flere på scenen, end de tre krediterede skuespillere.

Det er rart fra første sekund, vi træder ind i salen, og de tre spillere byder os velkommen i Mikkel Munk Iversens uprætentiøse scenografi. Det er som at besøge en gammel ven, der godt ved, at jeg er bedøvende ligeglad med, om der er blevet støsuget, før jeg kommer. 

Tre musketerer

Tre handler om de tre venner, Nina, Étienne og Adrien – spillet af henholdsvis Laura Kold, Nikolaj Bjørn-Andersen og Thomas Nielsen – som vokser op i en fransk soveby. De tre musketerer er forbundet af både kærlighed og smerte, og deres venskab knytter dem sammen i nuet såvel som i de drømme, de sammen bygger for fremtiden.

Fortællingens motor er deres venskab, som vi følger fra det etableres i skoletiden gennem de formative år, indtil alvoren indfinder sig. Det er en ret barsk coming of age-historie, hvor der sjældent er langt fra dur til mol.

Dramaturgisk er Tre vellykket, og de mange forgreninger af historien er elegant flettet sammen. Sideløbende med de tre venners dannelsesrejse gennem ungdommen introduceres et andet retrospektivt og ildevarslende fortællelag, som spænder historien stramt op, så der hele tiden er en klar retning i fortællingen.

Kaotisk iscenesættelse

Jonas Preben Jørgensens iscenesættelse er herligt kaotisk. Med en kåd energi pisker scenerne af sted, og selvom forestillingen er næsten tre timer inklusive pause, føles den ikke et minut for lang. Legesygen stråler fra scenen, og spillerne virker frie og ikke overbebyrdede med instruktion og aftaler.

Der er taget noget ret dristige valg såsom at have hele seks børn og unge på scenen, der spiller de tre venner i forskellige stadier af livet. De voksne betragter dem, kommenterer dem og spiller hele den melankolske efterrationalisering.

Der er også en heftig brug af publikumsinvolvering (som vi jo ved, at alle elsker…). Publikum får replikker og spiller med i flere scener, og det går så vidt, at der er enkelte blandt publikum, som i anden akt ender med at bruge mere tid på scenen end på deres pladser.

Jeg er egentlig ikke sikker på, at det tilfører så meget mening til scenerne, men det puster en frisk usikkerhed ind i et rum, der er trygt nok til at håndtere det. Rent lavpraktisk kan man også virkelig skabe volumen på scenen med de seks yngre spillere og en lille håndfuld publikum, hvilket der blandt andet er gjort brug af til en nytårsfest i Palermo.

Gennemført holdpræstation

De tre voksne spillere leverer en gennemført holdpræstation, og med den største troværdighed udpensler de alle venskabets nuancer. Indledningsvis er de selvopofrende og drømmende, men senere vendes medaljen, og vi får øje på besiddertrangen, jalousien og den type hvidglødende had, som kun findes under et bål af kærlighed. Vi får det hele fra de tre.

Om de spiller realistisk eller befinder sig i ét af forestillingens mange metalag – eller i samtale med publikum – spiller ingen rolle. Alt er leveret med overskud og nærvær.

Vild ungdom

Der var engang en skuespiller, der fortalte mig, at der er tre ting, man ikke gider at have på en teaterscene: vand, dyr og børn. Den tommelfingerregel virker moden til en omskrivning efter Tre. For hold da op, hvor gør de unge mennesker det godt. Og de er altså ikke med på en badebillet, men har replikker og spiller rigtigt skuespil.

De virker naturlige og sikre på scenen, og de skal selvfølgelig selv tilskrives broderparten af hæderen, men den slags sker ikke i et vakuum. De er en del af et generøst hold, der har skabt nogle trygge rammer, hvor de kan udfolde sig. Det er ikke noget, jeg gætter mig til; det er noget, jeg kan se.

Det var ikke uproblematisk at skaffe en billet, for forestillingen er totalt udsolgt. Det er velfortjent, for Tre er en fremragende forestilling. Sikke en holdpræstation!

LÆS OGSÅ: Tragedie møder komedie i teateradaptionen af Vand til blomster