Svenske Rani Kasapi har ledet Riksteaterns internationaliseringsarbejde og Botkyrka kommune som kulturchef til både øget diversitet og publikumstal. Hun var desuden en af workshoplederne på Scenekunstens mangfoldighedsdag. Vi har spurgt til hendes opfattelse af diversitet og (scene)kunst.
Vil du fortælle om dit tidligere job som kulturchef i Botkyrka kommune, hvor 53 % har en udenlandsk baggrund? Hvad var dine primære arbejdsopgaver samt mål og visioner?
I Botkyrka kommune har 53 % ud af 90.000 beboere en udenlandsk baggrund. Det er en kommune kendt for store kultursatsninger. Kommunen satsede på oplevelser på kulturinstitutionerne. Men en medborgerundersøgelse viste så, at det ikke var det, medborgerne søgte. Der var altså et stort hul mellem det, medborgerne ville have, og det, kommunen satsede på. På det tidspunkt begyndte jeg mit arbejde i Botkyrka kommune. Mit arbejde har været at vende tilbage til en strategi, som udgår fra beboerne. Det vil sige at være lyttende, at få lavet en stærkere lokalanalyse og tolke den ind i kommunens aktiviteter. Så mit mål har været at forandre måder at arbejde på; ikke bare præsentere forskellige ting, kulturelle aktiviteter, men faktisk forstå, hvordan behovet var, og derefter tolke og præsentere tilbage til beboerne. Vi har forandret arbejdsmåden og skabt nye tjenester, som er meget mere opsøgende ude i feltet. Vi har forsøgt at føle og forstå hverdagen hos mennesker, og hvad der engagerer og inspirerer dem. Beboerne i Botkyrka skal mærke, de er medskabende og ejere af virksomheden. De betaler skat og skal mærke, de er medejere. Det har været meget arbejdsintensivt, men det er det værd.
Hvordan er din tilgang til diversitet?
Den kulturelle mangfoldighed er majoriteten i Botkyrka kommune, derfor har vi arbejdet med diversitet på en anden måde. Vi har ikke gjort noget stort nummer ud af det. Det er hverdagen i Botkyrka. Derimod har vi arbejdet meget på, at de ansatte og beslutningstagerne inden for kommunen skal afspejle kommunens sammensætning på alle niveauer. Både for at skabe nye indgange og bedre muligheder for samtale, men også for at verificere, at vi har behov for erfaringer med at leve med forskellige kulturer privat for at forstå, hvordan andre lever. Så vi har arbejdet med os selv, for beboerne er dem, de er. Vi har taget kundskabsrejsen.
Rekruttering i kommunen har altså været det vigtigste spørgsmål. Og vi har arbejdet meget med, hvad vi vurderer som kundskaber. Man kan lære mange ting på en arbejdsplads. Det, vi forsøger at vurdere højere, er, at man kan analysere. At man er menneskekender og er interesseret i andre kulturer, at man er fleksibel og selv har egne erfaringer med at vokse op et sted som Botkyrka kommune eller måske har migrationserfaringer. Man skal også have andre kundskaber, men når vi har skullet vurdere kundskaber, har vi vægtet disse kundskaber meget højt. I og med at de behov, beboerne har, er så forskellige, må det vi også være det. Det er en konsekvens.
Du har også arbejdet på Riksteatern og øget internationaliseringen, udvidet repertoiret og publikum samt arrangementerne der, hvordan?
Da vi begyndte internationaliseringsarbejdet i 2007, var der et krav om 7.000 publikummer om året. I 2013 havde vi et publikumstal på 130.000. Det beviser, at der findes et publikum, som gerne vil komme og vil betale, men det handler om, hvordan din relation til publikum er, og hvordan du byder ind. Da Riksteatern stod for at skulle internationaliseres, koncentrerede vi os om Mellemøsten, Balkan, Finland, Chile, hvorfra der var stor indvandring. Dels fordi det var lettere at rekruttere folk med kompetencer, netværk og sprogkundskaber fra de lande. Vi søgte personer, som kunne operere i de områder, men også lokalt i Sverige. Derefter lærte de sig at producere scenekunst. Det var lettere at gå den vej. De havde dog alle en baggrund som journalister eller dramaturger med brede intellektuelle netværk og var vant til at lede projekter. Vi gjorde det også, dels fordi der var et publikum derfra, som længtes efter kunst fra deres hjemlande, noget, som var genkendeligt, eller kunstnere, de kendte og savnede. Ud over internationale gæstespil lavede vi også internationale og nationale samproduktioner, hvor vi opsatte nyskreven dramatik om det samtidige interkulturelle Europa.
Og samtidig fik Riksteatern større opmærksomhed fra politikerne og magthaverne.
Så det er ikke pga. øgede publimstal, at man skal tænke i diversitet?
Nej, netop. Når jeg har arbejdet med mangfoldighed, så handler det om virksomhedsudvikling. Det handler ikke om retfærdighed og repræsentation først og fremmest. Det handler om at gøre det for institutionerne, så de kan blive samtidige og spændende. Det er den vej, jeg er gået. Sidenhen synes jeg også, at repræsentation er vigtigt som forbillede osv.
Mener du, kunst og kultur kan noget særligt socialt i forhold til integration og diversitet?
Ja, jeg tror, det er et af de vigtigste felter, fordi kunst og kultur handler om at fortælle. Vi har brug for at fortælle hinanden ting for at forstå hinanden og lære hinanden at kende og forstå vores omverden. Jeg tror, det er uhørt vigtigt, fordi vi lever meget segreret, og hvis vi ikke får fortællingerne om hinanden, så har vi ingenting. Og fortællinger kan komme i mange forskellige former, men jeg tror, at når vi lever så langt fra hinanden i nogle tilfælde, så er det betydningsfuldt, at vi kan gå til disse fortællinger og lytte, se osv. Jeg tror også, at kunst og kultur er en anledning til at mødes og opleve og få nye erfaringer sammen. Det er en måde at mødes fysisk og psykisk på og forstå hinanden. Kunst og kultur er ikke skattet nok, fordi man i kunst- og kulturverdenen er bange for at gøre kunsten til et værktøj. Jeg tror, det er en unødvendig diskussion, for kunst kan være mange ting. Det ene behøver ikke udelukke det andet. Kunst kan både være af høj kunstnerisk kvalitet og være et værktøj. Jeg synes, det er vigtigt, at vi tænker i mange strategier samtidig, for verden er kompleks, og det skal svares med kompleksitet.
Så du mener ikke, kunstens kvalitet sænkes, hvis den gøres til et redskab?
Jeg ved ikke, hvorfor kvaliteten skulle falde. Det, vi risikerer, er derimod, at kunsten bliver uanvendelige og ikke samtidig. Vi i kunst- og kulturverdenen risikerer at blive konservative og konserverende, mens verden derude ser helt anderledes ud. Der sker en hel masse dramatiske ting i verden, som vi ikke fortæller om. Det er snarere den risiko, jeg mener, kunst- og kulturverdenen løber. Det handler om at forstå, at vi er forskellige mennesker, der kommer med forskellig bagage, og at vi vil bedømme kunst og kultur forskelligt, alt efter hvem vi er, og så må man inddrage kundskaber om kunst og kultur på forskellige måder. Jeg tror snarere, det er en fantasibrist, hvis man tror, det vil sænke kvaliteten. Kunst og kultur er ikke interessant, hvis det ikke er af høj kvalitet. Spørgsmålet er: kvalitet for hvem?
Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #179 2017 under overskriften: Sammentænk mangfoldighed og ledelse
