Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

Performance-teater, kroppen og samfundet

Med kroppen som afsæt og situation kan performanceteatret og -kunsten sætte særligt spot på sociale problemstillinger om fx køn, etnicitet og marginalisering. ISCENE ser her på et par aktuelle eksempler – hvordan og hvorfor?

Performanceteater og -kunst har sat kroppen i fokus siden dadaismens skæve kabareter over 1960’ernes happenings og feministernes opgør med kunsthistoriens objektivering af kvinden og kunstværket, 1990’ernes body art og op til vor tids eksempelvis queerede kønsudtryk og selviscenesættelsesprojekter. Kroppen som fokus i kunsten er ikke udtryk for en privat, navlebeskuende strategi. Som billedhugger og -kunstner Kirsten Justesen sagde det på artist talken ’Kroppen som afsæt’ på Louisiana Museum of Modern Art d. 11. oktober: ”Den (red. kroppen) er lige ved hånden. Min egen krop bruger jeg som skulptur, men det er ikke mig. Det handler ikke om mig privat”.

Den afro-brasilianske performance-, billedkunster og aktivist Moises Patricio med et af sine daglige fotos, som han tager på sine vandringer rundt i sin hjemby Sao Paulo. Foto: Moises Patricio

Kroppen kan derimod bruges som afsæt for en diskussion af samfundets magtstrukturer fx i forhold til køn, etnicitet og marginalisering. Som 1960’ernes credo sagde det, bliver det private politisk. Performanceteatret og –kunstens brug af kroppen er oplagt som konkret situation for undersøgelser af og diskussioner omkring samfundsforhold. Den afro-brasilianske performancekunstner og aktivist Moises Patricio undersøger fx konkret med sin egen krop grænserne for, hvor han kan færdes i sin hjemby Sao Paulo. Der er nemlig gallerirum, restauranter, barer og kvarterer, han har vanskeligt ved at færdes i som afro-brasilianer. Han viser fysisk og konkret den sorte krops marginaliserede situation og position i det strukturelt racistiske brasilianske samfund. På sin vej gennem byen tager han også hver dag et foto af sin sorte hånd med håndfladen åben – ofte med et objekt, han har fundet på sin vandring.

Moises Patricio tager hver dag et foto af sin hånd. Her med en patron, som han har fundet på en af sine daglige gåture rundt i Sao Paulo. Foto: Moises Patricio

Handling

I Danmark har billed- og performancekunstner Jeanette Ehlers også brugt sin egen krop i sin kunst, der bl.a. behandler politiske spørgsmål om Danmarks forhold til de tidligere kolonier Skt. Thomas, Skt. John og Skt. Croix. I Ehlers performancehovedværk Whip It Good genskaber og genopfører hun simpelthen den afstraffelsesmetode, der blev brugt mod slavegjorte på de tidligere kolonier. I performancen slår og pisker hun tilbage på det hvide lærred og inviterer til sidst publikum til at svinge pisken. Værket insisterer på handling og et opgør med fortidens fortielser.

I Ehlers performanceværk bruger hun sin egen sorte krop i et aktivt handlende udtryk mod Danmarks fortrængning af dets fortid som kolonimagt. Men værket behandler også fortrængningens medfølgende strukturelle racisme indlejret i dansk kultur, og de konsekvenser, det har haft for den nuværende integrationsdebat.

Billed- og performancekunster Jeanette Ehlers gør bl.a. op med Danmarks fortiede fortid som kolonimagt i sin kunst. Foto: Casper Maare

Ehlers’ værk forstyrrer nemlig den patriarkalske og kolonialistiske magtbalance i den danske kolonihistorie, der først er blevet seriøst behandlet i den danske presse i de seneste 10-20 år. I værket ødelægger hun, en sort kvinde, det rene, hvide lærred, der kunne være et udtryk for det hvide modernistiske projekt. Et projekt, der står på skuldrene af og har lukreret på kolonialisme og patriarkalisme, bliver ødelagt i Ehlers de-kolonialistiske og feministiske performance, så nye historier måske kan skrives, males og performes.

Det bliver interessant, når Ehlers i november iscenesætter et refleksionsrum med udgangspunkt i en scene fra H. C. Andersens skuespil fra 1840, Mulatten, på Teater Får302, hvor publikum vil blive konfronteret med lignende strukturelle undersøgelser af kolonialisme, racespørgsmål og migration.

Omsorg

To kvinder kravler langsomt over en græshøj, og senere sidder fem mennesker med stivnede smil på samme græshøj og spiser picnic. De vandrer herefter mærkeligt, hvileløst rundt i rummet. Scenerne er sat i et blåligt, smukt lys, og soundtracket er minimalistisk elektronisk. Det er scener fra den poetiske og sansemættede forestilling Omsorg, et samarbejde mellem det svenske kompagni Instituttet og Teater Får302.

Forestillingens højdepunkt er nok da skuespilleren Peder Holm Johansen stiger nøgen op af jorden og indleder en monolog samtidig med, han bevæger sig i en langsom, klodset og grinagtig koreografi. I monologen insisterer han på at være den progressive. Han har misset, at alle andre siden 1960’erne og 70’erne, har taget badetøjet på igen. Han har mistet en fælleskabsfølelse eller samfundsfølelse og er ude af trit med verden lige pludselig.

Fra forestillingen Omsorg om det postmoderne samfunds håndtering af sorg på Teater Får302. Foto: Thomas Cato

Forestillingen handler selvfølgelig, som dens titel siger, om omsorg og det at miste; hvordan vi i et postmoderne individualiseret samfund håndterer sorg. Skuespillerne bruger også her deres kroppe og viser fremmedgørelsen og deres utilpashed i rummet, samfundsfølelsen, de har mistet. De kigger ind i væggen, går op på græshøjen og kravler ned igen, kravler som får i rummet. Et scenerum, der er smukt og indtagende, men samtidig mærkværdigt. Omsorg er ikke et social realistisk drama med karakterer som fx sygeplejersker og pårørende, som man måske kunne forvente af et værk omhandlende sorg og omsorg. Værket er derimod en åben lyrisk størrelse med befriende mange fortolknings- og mulighedsrum.

Kropslandskaber

Et samarbejde mellem Verdens Kultur Centret og Performancekøkkenet støttet af Kunstfonden har ført til International Performance Art Festival Body Landscapes. Festivalen, der løber af stablen henover denne oktober måned, indebærer workshops afholdt af to forskellige kunstnere hver uge udmøntende sig i et performanceprogram ved kunstnerne sidst i hver uge. Festivalens betydningsfulde mål er at give europæisk baserede migranter mulighed for at udtrykke individuelle og kollektive erindringer. Ideen er, at performancekunsten skal skabe rum, hvor lokale og migranter kan skabe relationer. Festivalen inviterer alle interesserede i at deltage i workshops’ne og til at komme og se live performanceprogrammet på Verdens Kultur Centret. Kunstnerne er inviteret til at bruge deres egne metoder til at udforske kroppen og dens territorier.

Fra workshop med Yong Sun Gullach og Rahman Hak-Hagir på International Performance Art Festival Body Landscapes. Foto: Sunniva Gudmundsdóttir Mortensen

Til workshoppen med kunstnerne Yong Sun Gullach fra Korea og Rahman Hak-Hagir fra Østrig, bad de fx deltagerne om at erobre eller afgive hinandens kropsdele. Hvad sker der, hvis man fx indtager en andens øre eller afgiver en ankel som et territorium eller et landskab? Gruppen, der bestod af både etniske danske og migrant-performancekunstnere, stod først lidt forsigtigt sammen i en klynge, de så hinanden markant ind i øjnene, men så begyndte de for alvor at erobre hinandens kroppe og rodede snart rundt i en bunke på gulvet. De satte hænder, albuer, knæ på hinanden, de rullede rundt på hinanden og snart op langs væggene, tog skoene af og brugte også dem til at indtage hinandens kroppe.

Efter seancen fik deltagerne på workshoppen ideen til en performance foran Christianborg. De ville helt enkelt stille sig på en række, hver med en hvid tallerken med ordet ‘FREEDOM’ skrevet på foran Folketinget. De vil stå der et til to minutter, måske længere, og til sidst vil de slippe tallerkenen, så den splintres mod jorden. Og de vil ikke gøre det på en hvilken som helst dag. De vil gøre det d. 12. oktober, dagen hvor Amerika blev opdaget, og som nu kaldes for ‘Colonial Day’.

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Mette Garfield
Mette Garfield
Mette Garfield er cand. mag. i litteraturvidenskab og kulturjournalistik. De sidste ca. 13 år har hun arbejdet med formidling af scenekunst, særligt det eksperimenterende tværdisciplinære felt, som anmelder, kurator og skribent.
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...