Bøvset og begavet samfundssatire kammer over i skøn forening og for fuld skrue i det årlige juleshow Crazy Christmas Cabaret: Planet Rump – The farce awakens.
Planet Rump – The farce awakens er nummer 35 i rækken af gakkede julekabareter fra den på alle måder farvestrålende engelskfødte dramatiker og skuespiller Vivienne McKees hånd. Det er vild, vulgær og plat satire, der ikke bare tages til grænsen, men også langt, langt over – helt bevidst.
Det er med andre ord en ordentlig mundfuld, så den skal gå rent ind hos publikum, hvis ikke de skal kløjes i den. Og det gør den også. Vivienne Mckee og hendes ensemble i London Toast Theatre har så godt fat i deres publikum, at man næsten ikke kan skelne det ene latterbrøl fra det andet.
Det er magisk og skønt at være vidne til, men måske også vanskeligt at være en del af, hvis man som ISCENEs anmelder ser juleshowet for første gang. Dog sad der også folk i starten af 20’erne og knækkede sammen af grin i Tivolis Glassal.
”Tror du de har røget en joint?” hviskede min ledsager på et tidspunkt. Og det tror jeg ikke. De var bare godt gammeldags flade af grin og med på præmissen. Den kan meget simpelt opsummeres med ordene ’Let’s go crazy’ fra Prince-sangen af samme navn – og det er selvfølgelig også den sang, der meget passende afslutter showet.
McKees julekabareter henter en stor styrke i det loyale publikum, som er helt med på den værste og for flertallets vedkommende tydeligvis har været med i mange år. De kender de faste karakterer og traditioner. En af dem er, at stykket altid tager udgangspunkt i en kendt historie.
Planet Rump – The farce awakens er en parodi på Star Wars mikset med et topmøde blandt internationale politikere tilsat noget Bladerunner. Det hele foregår både langt under bæltestedet og langt ude i en fjern galakse. Som altid har kabareten den faste figur ’The Dame’ med – en tradition hentet i engelsk pantomimeteater. En mand klædt ud som matrone i prangende dametøj med højt hår, masser af pynt og en krop fuld af længsel efter at mærke en mands kærlighed. I år hedder hun Princess Liar og slår bedårende bøvser i Andrew Jeffers skikkelse.
Med otte skuespillere på scenen og mindst tre gange så mange karakterer er det imponerende, at alle er så godt udført. Det er topprofessionelt – scenografi og kostumer sidder lige i skabet, og musikken spiller – men samtidig mærker man også, at skuespillerne selv har det sjovt med at forløse vanviddet og tage pis på det hele og hinanden.
Der bliver gabt over meget, når der både skal være plads til klamme kropsvæsker, samfundskritik og pastiche over det ikke helt ukomplicerede univers i Star Wars. Samtidig foregår det hele på (et let forståeligt) engelsk og med et utal af accenter og sprogforbytninger.
Af og til stivner det lidt i, at holdet på scenen insisterer på at have alle med. Der er ikke noget, der skal gå hen over hovedet på nogen. Get it? Omvendt er det også sympatisk nok. Kabareten med det lille ord crazy foran er genren, der kan rumme det hele. Der måtte godt have været et par sange eller tre mere på bekostning af noget snak – men den balance er måske en smagssag.
Selv var jeg bedst underholdt af de skøre parodier på politiske overhoveder. Den amerikanske præsident Donald Trump og hans datter Ivana er nemme at ryste billige grin fra, de skriver nærmest selv deres jokes (på twitter), men der skal mere raffinement til at skabe sjove karakterer af Angela Merkel og Kim Jong Un. Det lykkes.
Men be aware, som man siger på starwarsk – du skal være klar til at slippe tøjlerne og lade dem blive derhjemme for at lande sikkert på Planet Rump.
