Det er stjernernes aften i Chess. Her er Stig Rossen som stoisk rolig skakgeni og en stemme i verdensklasse. Xenia Lach-Nielsen, der overstråler dem alle, når hun fraserer så hele følelsessystemet bliver berørt på publikumsrækkerne, til tonerne af ABBA-herrernes velsvingende hits, i Tivolis sansemættede flotte fortolkning af Chess.
Lad os slå fast med det samme – Chess er ren eskapisme, skabt som rendyrket underholdning i midt 80’erne, med det for øje at fornøje publikum med fed musik og storladen kærlighedsdramatik – og hold da op hvor det fungerer godt, i Tivolis sansemættede iscenesættelse.
Her står Stig Rossen, overbevisende karakterfast og med en stemme i verdensklasse, som russeren Anatoly, der forlader sit fædreland for at dyste i verdensmesterskaberne i skak. Modstanderen er den whisky-svælgende ærkeamerikaner Trumpher (stærkt fraserende Bjarne Langhoff), hvis ungarske kone Florence (i særklasse suverænt syngende Xenia Lach-Nielsen), hurtigt får blik for den stoisk rolige russer. Og så tager spillet fart, for hurtigt handler det ikke kun om skak, men om kærlighed og politisk kamp. I baggrunden lurer Anatolys forarmede familie, som loves bod og bedring, hvis konen får Anatoly til at tabe det afgørende parti skak – og hvad skal Anatoly mon vælge, sin skak-ære eller familiens fremtid?
Samspillet mellem Stig Rossen og Xenia Lach-Nielsen er legende flot. Vi tror på deres kærlighed og ditto smerte, men måske mindre på hans endelige valg – for hvorfor fravælge denne verdensdame til fordel for en forarmet familie, han engang har forladt?
Historien er rimelig håbløst skruet sammen, med en ikke altid lige logisk handlingspsykologi for karakterne, og en politisk fortælling, der udelukkende er rent fyld for kærlighedshistorien. Der er ellers lidt hint til virkelighedens historie med en række dokumentariske arkiv-optagelser fra den russiske invasion af Ungarn, men de er kun krydderi til fortællingen om Florences familiære ophav.
Skulle man have fyldt iscenesættelsen ud med mere politisk kant? Fx som man så det i Malmø Operas uhyggeligt aktuelle afslutning af Spillemand på en tagryg (2017) hvor de flygtende jøder sidder i gummibåde, som symbol på de bådflygtninge vi dagligt ser krydse middelhavet. Det kunne man måske nok, men det er ikke et valg, der er taget i Tivoli.
Derimod er alt sat ind på at dans, musik og sang fungerer – for det er kroppen, stemmen og musikken som er i fokus, og det er et velfungerende greb. For dermed løfter forestillingen sig ud af den handlingsflade fortælling og op til en overbevisende sansestærk oplevelse, som gør den til en unik musicaloplevelse anno 2018.
