Hvad vil du give afkald på for at få et godt samfund? I Viborg er byens museum og egnsteatret Carte Blanche gået sammen om at skabe en udstillingsrejse tilbage til vikingetiden, hvor publikum selv skal være aktive for at få en oplevelse med hjem. I udstillingsrummet er der bygget en stor bakke, som skal minde om virkelighedens høj hvor tinget har ligget. Der kan kun være få publikum med på turen ad gangen, og hver især skal de vælge deres egen rute. Men hvad skal der til for at skabe sådan en tur tilbage til fortiden og hvordan bindes der bro fra fortid til nutid? Vi spurgte museumsinspektør for Viborg Museum, Rikke Johansen Smidt, og huskunstner på Carte Blanche, Sarah John.
”Har du nogensinde tænkt over, hvordan Viborg blev til?” Sådan spørges der mens publikum går ind gennem foyeren til det store rum, som i fremtiden skal danne ramme om Viborgs nye kunstmuseum, men som nu huser en stor scenografisk bakke, der skal illustrere området, hvor tinget og helligstedet oprindeligt lå for mere end 1000 år siden.
Sanse-udstillingen har fået titlen Her hvor vi mødes, en overskrift, der kan opfattes helt konkret, da det var på tinget, og det hellige område, hvor folk for flere århundrede siden mødtes og diskuterede, hvordan samfundets love og etiske rammer skulle udformes. Men titlen kan også forstås mere symbolsk, da der hvor vi mødes i moderne tid, lige såvel kan være rammet ind af samfundet, ’byen, vi bor i’ eller ’i familien’ – alt sammen steder, hvor vi med rette kan spørge: ”Hvem er vi? Og hvem er vi sammen med andre?”.
Selv fortæller museumsinspektør Rikke Johansen Smidt om udstillingen: ”Vi vil gerne sætte fokus på spørgsmålet om ”Hvad er det gode liv, og hvad skaber det gode samfund?” Vi bruger historiens fakta til at vise, at danskerne var, og er, et folk, der stammer fra gode mennesker. Et folk, der har brugt kræfter på at styrke samfundet og søge efter et samlende fællesskab. Vi kommer fra en slægt, som bevidst eller ubevidst har forsøgt at skabe de bedste betingelser for sig selv og samfundet, dels ved at etablere love og regler, dels ved at dyrke de spirituelle aspekter af tilværelsen som fremmer det gode liv.
Vi vil også gerne vise, at vikingetiden ikke kun er en fortælling om barbarer. Det var en tid med meget vold og krig. Men mange af disse kampe var optakt til den nye politiske dagsorden, som blevet konkretiseret på tinget, hvor der blev forhandlet med ord og dermed dannet grobund for et mere civiliseret samfund og menneskesyn. Udstillingen er derfor også en søgen efter, hvem vi er som mennesker i dag, og hvordan fortiden har været med til at forme os til dem, vi er.”
Her hvor vi mødes, er som sagt, skabt i samarbejde med egnsteatret Carte Blanche. Det er tredje gang, at de to institutioner arbejder sammen, men hvor det før har handlet om ’celler’ og ’The Big Bang’, er udstillingen denne gang mere lokalhistorisk funderet. Så hvad er det publikum kan få ud af denne særlige kombination af sanselighed og fakta-tungt fagstof?
Rikke Johansen Smidt forklarer: ”De stærke fortællinger skal starte nede i maven og så sidenhen bevæge sig op i hovedet. Videnskaben kan ikke det hele selv, og teatret kan med sit poetiske greb hjælpe os med at få fortællingen funderet i kroppen. Fortællingen skal gribe os, og poesien kan være med til at pege på det universelle i den konkrete historiske fortælling.”
Det er Carte Blanches huskunster Sarah John som sammen med den unge dramatiker Amalie Olesen har skabt de sanse-poetiske lag, og Sarah John fortæller selv om intentionerne bag – og udformningen af projektet: ”Før publikum går ind, skal de vælge hvilken vej, de vil følge, så allerede der kan de designe deres egne oplevelser.
Der er tre rejser: Historie-turen der ret detaljeret beskriver de klenodier og danefæ som publikum finder undervejs. Her er en del tekst knyttet til, som er knyttet til udstillingens objekter, og meget faktuelt redegør for, hvordan de enkelte ting fungerede i fortiden, og hvordan de er relevante for folk op igennem historien.
Der er refleksions-rejsen, hvor publikum får et par hovedtelefoner og en lille mp3-afspiller med i lommen. Til denne rejse har dramatiker Amalie Olesen formuleret en poetisk og refleksiv tekst, der peger ind i publikums egne oplevelser. Fx spørgers der, i forbindelse med ’fundet’ af nogle oldtidssmykker, som optræder på ruten: ”Forestil dig, at du sad med smykkerne i hånden nu, hvordan føles de…?
Den tredje tur er: Familie-turen, der består af en boks, som familien skal åbne i fællesskab. Boksen indeholder en lille historie med nogle spørgsmål, man kan stille hinanden undervejs fx: ”Hvad er du mest taknemmelig for? Hvad vil du gerne ofre for at få de ting, du ønsker?”
Når publikum så har valgt en vej, kommer de ind i rummet, hvor de kan gå rundt på den store bakke og finde de forskellige klenodier. Inde i salen er det tidlig morgen, så lyset er svagt og morgenrødt, og der er lyd af en svag sommervind og fuglekvidder. På bakken er der ni huller, som er svagt oplyst, og i hver fordybning gemmer der sig et danefæ eller klenodie, som kan bringe publikum tilbage til fortiden og ind i fortællingen. Publikum kan fx finde et vokslys magen til det, de brugte i fortiden, og der er mulighed for at mærke på det, fornemme voksens tekstur og sanse duften. Denne kropslige oplevelse forstærker mødet med den oprindelige historie – for sådan føltes og lugtede lys faktisk dengang.”
Der er i disse år stort fokus fra regeringens side på at få byer og områder udenfor København og de store byer i spil, så hvad betyder det for Viborg at få en fortælling om sig selv som magtens centrum?
Rikke Johansen Smidt siger: ”I medierne er der meget fokus på den kultur, der lever i de fire største byer og ikke så meget fokus på AL den kultur, der lever andre steder. Og det er en skam.
Viborg har igennem historien været en central by i Danmark og var indtil 1600-tallet det sted, hvor landstinget lå.
Med den nye teater-udstilling peger vi på fortællingen om Viborg som central by i forhold til landets udvikling. Det var her de centrale beslutninger for landets fremtid blev truffet. Og sådan er nutiden også. Der skabes banebrydende kunst og kultur i hele landet. Det er vigtigt at holde fast i fortællingen om os selv som mennesker, der vil styrke samfundet og fællesskabet – også selvom man ikke er borger i en af landets fire største byer.”
