★★★☆☆☆ Nemo – højspændt iscenesættelse spænder ben for dramaets kontraster

Sort/Hvid og Indian Summer, der stod bag den roste Skyggernes Museum i 2023, er gået sammen om Nemo, der med afsæt i Jules Vernes scifi-roman, En verdensomsejling under havet, reflekterer samtidens katastrofiske signaler. Det er et kitschet metamelodrama, der underholder, men mangler dramaturgisk overblik og sans for kontraster.

Man dykker med det samme. Ned i Nemos hule af en overlæsset lejlighed/underbevidsthed. Her bor traumerne sammen med nips og artefakter fra historiske og kitsch-kulturelle smertepunkter. Først i anden akt kommer vi helt ned under vandet i Christian Friedländers rodet-smuk scenografi, der måske er det element, der lykkes bedst i fortolkningen af Jokum Rohdes nye postmodernistiske pastiche, der med afsæt i Jules Vernes gådefulde ubådskaptajn reflekterer samtidens katastrofiske signaler.

Exodus kalder

Nemo griner småhysterisk, mens kvinden i hvidt synger ved orglet. Så kommer først kommissær Moreau med dårligt nyt og siden Nemos adoptivdatter, Sonja. Gennem de store runde glugger i bagvæggen ser vi byen, der snart farves rød af flammer, og i højspændt samtale ridses konteksten op. En pyroman er på spil som billede på det kaos, der hersker udenfor lejligheden. Det sammenbrud af den kendte verden, der kalder på en exodus. Det kaos, der måske bare er teater med “360 grader forkert castede skuespillere”.

Kaos raser også i Nemos bevidsthed, mens Moreau smiskende intrigerer, og Sonja æggende forfører svøbt i Jacobe Suissas blændende kompositioner, der med slageren som genkommende motiv skaber tvetydig, mareridtsdrømmende uhygge. Uhyggen, der accelererer i en stadigt stigende kurve af maskepi og en manisk optagethed af totalitære koder – til Sonja udsletter Nemo, og han dykker og lader sig opsluge i det røde vanvid.

Jeg må lige lave teater

I anden akt er vi på den anden side. Under vandet. I ubådens grå skrog, hvor bølgerne er det eneste, vi kan se ud af de store glugger. Dramaet mellem de tre karakterer spidses til i et bizart udtryk mellem børneleg og pornografi. “Jeg må lige lave teater, ellers forsvinder jeg,” gisper Nemo. Han fortsætter frenetisk, til Sonja atter hæver pistolen.

Nemo betyder Ingen, som også Odysseus kaldte sig, og Jokum Rohdes tekst er som en flugt på vej væk og på samme tid ind i traumerne. Den fabulerer og koketterer i en strøm af digressioner, omdirigerede ledetråde og tømte symboler, og formår, trods sin bundethed til forlæggets tidspecifikke koder, at fange strejf af nutidens eksistentielle rystelser.

Når jeg alligevel ikke helt følger med ned i dybet, skyldes det den uegale iscenesættelse, hvis tempo går for meget med teksten i stedet for at give den modspil. Hvor det i samme holds Skyggernes Museum (2023) lykkedes at skabe laguner af skrøbelighed, bliver det denne gang more is more i Morten Burians instruktion. Om end den nøgne slutning bærer kimen til at ramme en kontrapunktisk nerve i hans egen mestendels overgearede Nemo-figur.

Nanna Finding Koppel er magnetisk som Sonja, der på samme tid holder sin vampede klichekarakter ud i strakt arm. Patrick Baurichter lades – efter en stærk sardonisk start – derimod i stikken som galpende nazist uden nogen synderlig funktion i historien. Jacobe Suissa svæver blandt de andre som et overjordisk væsen af musik, og skaber dermed nogle af de modhager, som mangler andre steder i iscenesættelsen.

Jeg kunne til gengæld godt have undværet danseperformerne, der igen bliver overlæsning af en tekst, der kalder på kondensering. Nemo er langt hen ad vejen underholdende, men jeg tror, ambitionen er højere og kunne uden tvivl indfries med et større dramaturgisk overblik.