★★★★☆☆ Skyggernes Museum – postmoderne mordleg på 90’ernes Vesterbro

Skyggernes Museum er rykket ind i kælderen Basement på Vesterbro, hvor Jokum Rohde sender Max Skræk på jagt efter sig selv i fortidens og kulturens skygger. Det er Rohde-classic – et postmoderne melodrama, der forløses i en fin iscenesættelse, der giver plads til det sarte midt i det dominerende underholdningsvanvid.   

Først stenet, så næsten skævtrukket kokainruset sidder forfatteren Max Skræk i sin (mentale) glasklokke, mens virkeligheden og fantasiens karakterer blander sig udenfor ruden. Eller måske er karaktererne derude ”bare træk i menneskers karakter”, som det überpædagogisk understreges med lidt forskellig ordlyd flere gange i Jokum Rohdes særdeles jokumrohdeske tekst, der blander horror, melodrama og porno med tidsrejser i en form for virkelighed. Vi er med andre ord i Max’ bevidsthed og den er pumpet godt op med fantasier om sex og vold, men rummer også en eksistentiel smerte, hvis navn muligvis er længsel, muligvis blot nostalgi.

Den store digtergryde

I 90’erne skelnede man mellem fiktion og virkelighed, mener Max at erindre. Man kunne også mene, at netop 90’erne var årtiet, hvor postmodernismens nivellerende leg med niveauer blev mainstream. Hans oplevelse af, at byen dengang var af kød og blod, mens den i dag er af glas, er måske en renere beskrivelse af den længsel, der undslipper ham, fordi han er løbet vild i sig selv.

Alt flyder sammen i den store digtergryde og/eller bevidsthed, hvor han det ene øjeblik er Jonathan Swifts Gulliver, der vokser til kæmpestørrelse på flugt fra det måske begåede mord på Tøndergade 16, det næste øjeblik er han Max, der forelsker sig i sin ven Gullivers kæreste, Thalia. Hun er som bekendt komediens muse, men huserer her også i Yvonnes videoshop iført Hunulven Ilses lange, gule fletninger, og som moderligt sexobjekt i den gotiske slotssal, der måske befinder sig i Salem og dermed kipper med hatten til Stephen Kings univers.

Melodrama med hud og hår

Referencerne til populærkulturen krydses med lidt Nietzsche, lidt Pasolini og et bibelcitat, men holdes dygtigt sammen til en underholdende fortælling, der måske ikke gemmer på de store dybder under den glitrende, intertekstuelle fortælleflade, men det behøver den jo heller ikke at gøre. Skyggernes Museum vil melodramaet med hud og hår og placerer sig trods sine mulige autofiktive træk langt fra tidens generelle udtryk for identitetshigen.

Morten Burian kan have lidt svært ved at disciplinere sig selv som instruktør, men lykkes denne gang overmåde godt med at forløse det tekstlige vanvid, der bruser over i teatralske positurer og opkørt replikbehandling i første del. Efter pausen indtræffer en sart alvor i den tyste, stearinoplyste seance i slotssalen, og iscenesættelsen foldes nu ud med en vekslen mellem det fortsatte trip i højt gear og blide, langsomme momenter.

Smæk for skillingen

Morten Burian spiller selv Max Skræk og viser overlegent sit brede register fra det befippede over det lystne og megalomane til det helt nedtonede i mødet med Thalia på kærlighedens drømmealtan over vores hoveder. Nanna Finding Koppel behersker flot alle fremtrædelser af denne omskiftelige Thalia, denne drøm om en luder-madonna-kvinde. Hvorfor hun skal præsenteres nøgen, mens Burian beholder trussen på, lige meget hvor meget ruderne dugger og dækkes af sekreter, må vist tilskrives et levn fra 90’erne. Det er i hvert fald svært at se en kunstnerisk begrundelse.

Simon Bennebjerg fuldender trekanten. Hans særlige sans for det diabolske presses til kanten – og måske lidt over. Også han er en idé. Magikeren, troldmanden, der som Thalia konstant transformerer sig og næsten er mest skræmmende som den grimasserende terapeut med det rødmalede ansigt.

Der er fuld smæk for skillingen i kælderen Basement, der med sine rå vægge og ståltrappekonstruktioner blot tilsat højtråbende lys og bankende rytmer hurtigt hensætter os til byen af kød og blod, hvor Max måske finder sig selv, inden han forlader os.