Fremtidens scenekunstnere – hvem er de og hvad vil de med deres kunst? Vi spurgte søstrene Eusebius, Mathilde, der er uddannet skuespiller, og Josephine, der netop er optaget som dramatiker på den Danske Scenekunstskole. Sammen laver de forestillinger for unge, men hvorfor har de valgt teatret, og hvad kan de kunstnerisk tilbyde deres egen generation?
Hvorfor har I valgt teatret?
Josephine: ”Jeg har altid været tiltrukket af teatret på grund af det sammenhold og fællesskab, som man er en del af, når man laver en forestilling.”
Mathilde: ”Jeg har valgt teatret, fordi det er en kunstform, som er utrolig rummelig. Nogle af de største aha-oplevelser, jeg har haft i mit liv, har jeg haft undervejs i en forestilling, eller når jeg har reflekteret over den bagefter.”
Hvad kan teatret særligt tilbyde jeres generation?
Mathilde: ”Der er så meget af det, vi ser, hører og læser, som er manipuleret og så gennemtilrettelagt, gennemsponsoreret og gennemvinklet, at jeg nogle gange kan opleve verden som helt utroværdig og uigennemskuelig. Når jeg er i teateret, får jeg oplevelsen af noget ægte og oprigtigt menneskeligt. Teatret udspilles i dét der magiske øjeblik, som ikke kan pauses. Jeg tror, vi i dag har brug for noget, der ikke kan sættes på pause. Vi har brug for at opleve nogle rigtige mennesker – sammen.”
Josephine: ”Jeg tror, at teatret kan give nogle fortættede øjeblikke, hvor man kan holde en pause fra at iagttage sig selv og fra at opleve verden som filtreret gennem den selviagttagelse. Det er jo lidt paradoksalt – at det, der er så åbenlyst iscenesat, måske giver et rum, hvor man kan være til stede og opleve verden stærkere.”
Hvad vil I med jeres scenekunst?
Mathilde: ”Jeg vil gerne undersøge, hvordan vi kan konkurrere med ‘skærmene’. Derfor arbejder jeg meget med, hvordan man gennem fx interaktivitet, tekniske virkemidler og det helt nære møde mellem scenekunstnerne og publikum kan skabe en oplevelse, der kan slå det at scrolle på Instagram eller at kigge på nogen, der gamer på Youtube. Jeg tror, at en af de vigtigste egenskaber, vi fortsat skal træne som mennesker, er forståelsen og empatien.”
Josephine: ”Jeg vil gerne prøve at skabe refleksionsrum i mine tekster, der sætter spørgsmålstegn ved det, der er accepteret som sandheder i vores samfund. Og så vil jeg også gerne lave teater, der giver folk lyst til at leve endnu mere intenst, når de kommer ud fra forestillingen.”
Hvad er det gode, som sker i teaterverdenen – netop nu?
Josephine: ”Det er fedt at se flere teaterinstitutioner åbne sig mere og mere for undergrunden i de her år. Det er den vej, man kommer ind i miljøet som ung, og det er så vigtigt, at de etablerede institutioner tilbyder et rum, hvor de uprøvede kan få lov til at lave teater.”
Hvordan bruger I hinanden som scenekunstnere?
Josephine: ”Vi har sammen med to andre kvinder teaterkollektivet teater [døgdi], som vi startede i 2013. Vi er begge involverede i alt produktions-, salgs- og PR-arbejde. Vi har delt vores muligheder med hinanden, og det at lave teater er blevet en måde, vi er sammen på.”
Hvad vil du gerne sige til den ældre generation af scenekunstnere?
Mathilde: “Tak til alle dem, der er nysgerrige på det nye, på de unge, på det som ikke er “som vi plejer”…”
