I dansk litteratur er ingen så kvalificeret kejtet som Christina Hagen. Hun nyder antiæstetisk bad taste, giver satiren, sarkasmen og ironien fuld gas, og forsvarer det, som vi andre – det smagfulde og kulturelt korrekte bedre borgerskab – ringeagter.
Som forfatter har Christina Hagen forarget og forvirret med underlige bøger som Jungle og White Girl I-II, der hylder det aparte, det utilpassede, den ulydige og det ulovlige. Med en ekstrem stærk investering af ”sig selv” som model, har hun fået borgermusikken til at drage forhastede konklusioner om hendes kunstneriske praksis, for det er åbenbart stadig vanskeligt at kapere, at en forfatter kan bruge egne livserfaringer i sine værker og samtidig være en performativ persona.
Lige for tiden er Christina Hagen all over the place. For nylig opførte det fremragende radiodramaselskab AKT 1 hendes hylende morsomme og ædende onde hørespil Piña Colada, den 1. februar udkommer hendes nye bog, Korrekthedsbibelen, og i lørdags havde den nye fusion Østerbro Teater premiere på Med mig selv i mine egne arme, en aggressiv monolog om moderskabsmyten. For hvad er en kvinde, der ikke er blevet mor? Ja, hun er i hvert fald ikke fuldbyrdet. Siger myten, konventionen, forventningerne, fordommene. Sådan oplever i hvert fald den barnløse kvinde (Ida Cæcilie Rasmussen) der med duperende energi ræser gennem Christina Hagens vilde tekst. Jeg skal hilse og sige, at jeg kender flere kvinder, der af forskellige grunde ikke er blevet mødre, men de er sgu ikke mindre fuldkomne af den grund. Kvinder, der ikke er mødre, bliver ofte set på med overbærenhed, som om det er synd for dem. Men det er det jo kun, hvis de er ulykkeligt barnløse.
Burgerbørn
Christian Friedländers smarte scenografi placerer den meget velspillende Ida Cæcilie Rasmussen midt i et supermarked med publikum på tre sider. På bagvæggen hænger en enorm kulørt fotocollage, hvor små nøgne babyer kravler rundt på rullepølse i skiver, blodrøde wienerpølser og jucy burgere. Det ligner en fusion af reklamer for hhv. kødpålæg og babynumsepudder.
At de små børn og den klamme mad er to sider af samme sag, forstår vi fra første færd: ”Dem der har en grillbar siger, at jeg er ufrivillig burgerløs. De siger at man først finder meningen med livet, når man får en burger, men man ved det først, når man står med den i hænderne.”
Kan I høre ironien og sarkasmen? Kan I høre desperationen i opråbet fra en af de kvinder uden barn, der er træt af at blive betragtet som en sol uden måne? Christina Hagen reflekterer interessant og afdæmpet over den barnløse kvindes position i en tekst på sin hjemmeside (link), men i monologen lukker hun op for en voldsom og radikal tekst, skarp, spids, hård, ond og grim, særligt da kvinden overgiver sig og tigger om en mand, der enten kan gøre hende gravid, eller svøbe hende i omsorg: ”Stavblend mig på det groveste! Eller smør mig ind i Lila Pause!”
Ja, Christina Hagens faible for tarvelige produkter i grelle farver fornægter sig ikke, for når hun siger noget om den ædelse, som kun de uden smag og stil svælger i, som for eksempel billig tysk chokolade, siger hun noget om den kulturelle overklasses selvforelskelse.
En spøjs sabotør
Det her kan naturligvis ikke ende godt. Den barnløse kvinde er inficeret med samfundsskam og må give los for sin selvbebrejdelse:
”Hvad er jeg for en underlig lille dame? Hvad er jeg for en spøjs sabotør?” vrænger hun (og så noget om et barberet røvhul, som jeg desværre ikke helt fik fat i) inden hun kaster op i en køledisk – og falder til patten, om jeg så må sige: ”Jeg skal fandme fuckme føde trillinger! Jeg skal amme en hjemløs i toget, jeg skal amme en hund, jeg skal amme et helt EU-topmøde!”
Christina Hagen kan selv være en spøjs sabotør. Det er netop det, der gør hende så god. Med mig selv i mine egne arme er ganske vist en ret komplet forestilling, hvor skuespilpræstationen, scenografien og de tyve replikløse biroller tilsammen udgør en storartet helhed – men det hele hviler på en frygtelig god tekst. Næsten hver eneste replik er skrevet med produktiv vrede, kulminerende med slutscenen, hvor den barnløse har en besked til sig selv, der er så skamfuld, at den bør destrueres. Hvad den besked går ud på, bør jeg ikke afsløre her. Det bør man unde sig selv at se, uanset om man har en hel grillbar eller er burgerløs.
