Hvordan fanger man de unge mellem 15 og 34’s interesse for at gå i teatret? Og hvor langt skal man gå for at inddrage dem i de kunstneriske processer? Langt, mener direktør for Aveny-T, Jon Stephensen, som med sit nye væksthus vil skabe Danmarks nationalscene for unge. Men kan teatret overhovedet konkurrere med den allestedsnærværende digitale ungdomskultur? ISCENE tager pulsen på teenageres og 20-somethings forbrug af scenekunst.
”Dansk teater har svigtet de unge”.
Den bombastiske udtalelse kom fra teaterdirektør Jon Stephensen i forbindelse med den nye teaterlovsrevisions tildeling af intet mindre end otte millioner kroner til hans teater, Aveny-T. Pengene skal de næste fire år gå til at hellige det gamle Frederiksberg-teater ungdommen med et spritnyt væksthus for unge teaterentusiaster. Målet er, at 70 procent af Aveny-T’s tilskuere skal være mellem 15 og 34 år. For mellem barndommen og voksenlivet er der et gabende tomrum, når det kommer til gode teateroplevelser, mener Jon Stephensen. Og det er på tide at udfylde det, hvis ikke en vigtig publikumsgruppe skal tabes på gulvet.
”Der findes meget godt både børne- og voksenteater i det her land, men der findes ikke ét teater, der alene beskæftiger sig med scenekunst af unge til unge og om unge. Der er simpelthen så meget brug for en ungdommens nationalscene. Det øjeblik den findes, kommer de af sig selv”, siger Jon Stephensen til ISCENE om baggrunden for at dedikere Aveny-T til det unge publikum.
Med sceneversionen af den norske successerie ”Skam” har teatret allerede haft held til at tiltrække tilskuere, som ikke nødvendigvis er dem, man finder på de fleste andre storbyteatre. Og med det nye væksthus, som skal stå færdigt i 2021 og huse en prøvesal, arbejdspladser og en café, skal der for alvor satses på de unge – både hvad angår den kunstneriske skabelsesproces og modtagerne af stykkerne. Kun ved at lade de unge deltage aktivt kan man målrette teatret til netop dem, mener Stephensen.
”Vi ved, at når vi slipper kontrollen og lader de unge komme til, får vi noget, der peger på, hvad dansk teater kan blive. Derfor er det også kulturpolitisk vigtigt. Det er utroligt, at der ikke er ét støttet teater, der har haft det som et opdrag at være ungdommens nationalteater, når man tænker på, hvor mange teatre, der findes i Danmark”, siger direktøren.
Teatrene har tabt kampen på forhånd
De fleste mellem 25 og 35 år er vokset op med serier som ”Beverly Hills 90210” og ”Friends”, der i henved to årtier rullede over de danske tv-skærme. Hver dag kl. 16:10 sad således en generation klistret til skærmen, ligesom de unge i dag tilbringer en overrumplende stor del af deres vågne tid på digitale medier som facebook og youtube. Sammenligningen kommer fra Aleksander Wodschou, der som leder af Influencerbureauet United Screens Danmark til daglig arbejder med digital ungdomskultur.
”Man kom hjem fra skole og tændte for tv’et, og så kørte der en serie. Hvis vi tænkte os om, var det måske ikke det, vi ville bruge vores tid på, men det var det, der var. På samme måde kommer de unge i dag hjem, smider sig på sofaen og ser, hvad der sker på youtube. Youtube-kulturen handler utroligt meget om at følge med og om at slå tiden ihjel. Det er det nemme, og teater er det svære”, siger Wodschou, da ISCENE fanger ham på telefonen.
Teatrene har tabt kampen på forhånd, hvis de forsøger at konkurrere med de digitale medier, de unge er på, mener han. Hvor teatret er et projekt, der koster penge, og ikke er let tilgængeligt, kan de unge tilgå digitalt indhold så let som ingenting. At sammenligne den tid, unge bruger på fx youtube og kulturelle tilbud som teater er derfor en unfair kamp, fordi de to ikke er i samme liga, siger Wodschou. Men på trods af unges tilsyneladende altopslugende interesse for digital underholdning, er det vigtigt, at de bliver udfordret og lærer at tænke på nogle andre måder, siger han.
”Men desværre er teater som oftest ikke noget, man vælger til, hvis man ikke er vant til det eller har en naturlig interesse for det. Hvis de unge skal lære at benytte sig af kulturelle tilbud, kræver det, at der er en, der viser dem en retning. Det at få unge i teatret er en pligt, som vi som samfund skal påtage os. Og så er det selvfølgelig teatrets rolle at møde de unge, så de får en positiv oplevelse”.
Ud i byrummet
Og hvordan skaber man så den scenekunst, der skal få unge mennesker ud af den digitale boble og ind på teaterrækkerne? Hvis man spørger Christine Worre Kann fra Teatergrad i København, er det lige netop ”røven i sædet”-tilgangen, der ofte er grunden, når unge vælger teateroplevelsen fra. I stedet gælder det om at få dem ud i byrummet, langt fra teatersalens søvndyssende mørke, siger teaterlederen, som har leveret rammer til en række succesfulde ungdomsforestillinger.
”Det appellerer til de unge, at vores forestillinger spiller i byrummet. Vores forældre er vokset op med, at det at gå i teatret var en særlig oplevelse, og at man skulle have fint tøj på. De unge i dag ser det snarere som en hverdagsbeskæftigelse – i går var jeg i biografen, i morgen skal jeg i teatret, og i overmorgen sidder jeg på Netflix. Teatret skal lægge sig ind i hverdagen”, siger Christine Worre Kann.
Ligesom Jon Stephensen mener hun, at det er de unge, der har bedst forstand på, hvad de selv vil have ud af at gå i teatret. Derfor lader Teatergrad med deres særlige linje +grad grupper af unge lave deres egne forestillinger, hvor rollerne som scenograf, dramatiker, instruktør og skuespillere besættes af dem selv. Udover kravet om at forestillingerne skal foregå i byrummet, får de unge et inspirationstema. I år er inspirationstemaet ”fællesskab”, og det har fået det nuværende hold på +grad til at skabe ”klima”-forestillingen ”Tak for kaffe”, der spiller i en drivhuslignende bygning, og hvor al scenografien er lavet af genbrugsplast.
”Vi oplever, at det vigtigste for de unge er, at de selv deltager. Når jeg ser forestillingerne, er der masser af ting, jeg ville gøre anderledes eller bygge op på en anden måde, men de unge publikummer er totalt med. Der er altid udsolgt, og de går 100 procent ind i det. Desuden skaber +grad et stort netværk af unge mennesker, der kommer og deltager”, siger Christine Worre Kann.
Hun er enig med Aveny-T’s direktør i, at de unge skal spille en meget større rolle i de kunstneriske processer, end der hidtil har været tradition for. På Teatergrad har man sågar en repræsentant for +grad siddende i teatrets bestyrelse. For nutidens generation af unge vil gerne gøre sig gældende og deltage aktivt i beslutningsprocesser, mener Christine Worre Kann. Hun vil dog ikke gå så langt som til at sige, at dansk teater har svigtet de unge.
”Der findes meget godt ungdomsteater, og jeg synes ikke, vi har svigtet de unge. Men vi har et ansvar allerede fra børneteateralderen i forhold til, hvad vi viser børn og derefter unge. Vi kan tabe nogle på gulvet, hvis de ikke får den rigtige introduktion til teaterverdenen. Og så kan det senere blive et stort arbejde at vise unge, hvad teater kan. Man skal sætte ind i skoleårene”, siger hun.
Fremtidens teater skal formes af unge
En af Jon Stephensens hovedanker mod dansk teater er tendensen til at skære børn og unge over én kam og følgelig smide dem i samme publikumskategori. ”Børn er børn med deres præferencer, og unge er et helt andet sted”, hedder det på Aveny-T’s hjemmeside. Ved at målrette forestillingerne direkte til unge vil Aveny-T fastholde dem og motivere dem til, at teatret er en del af deres fremtid. Derfor skal billetrabatter også følge det unge publikum i alderen 15-34 år. Selvom Jon Stephensen er enig i, at scenekunsten de seneste år er røget i baggrunden til fordel for de digitale medier, er han er ikke bange for at tage udfordringen op og vise, at teater er noget andet, end hvad mange unge tror, det er.
”Teater er med til at udvikle vores hjerne til at optage indtryk på en ny måde. Det er opdragelse og dannelse, og der ligger en enorm gevinst ved at skabe et sted, hvor de unge oplever noget, de ikke oplever andre steder. De skal egentlig ikke tænke så meget på, at de er på et teater, men på, at det er en oplevelse”, siger han.
Da Aveny-T blev tildelt de otte millioner kroner af teaterlovsrevisionen, udtalte Stephensen, at noget af det første han ville gøre var at ansætte en SoMe-medarbejder. Ifølge Aleksander Wodschou ligger det da også lige for, at teatrene benytter sig mere af kanaler som youtube til at kommunikere med de unge. For eksempel kunne man forestille sig, at unge youtube-influencers i stigende grad delte deres teateroplevelser med deres følgere, eller at de måske ligefrem blev ambassadører for bestemte teatre og stykker, sådan som man allerede ser det i musikbranchen.
”Unge mennesker er mere forandringsparate end nogen anden kreativ kraft. Man udvikler teaterkulturen ved at lukke nye instruktører og skuespillere ind, som er langt mere frigjorte og ikke kommer med faste idéer om, hvad teater skal være”, siger Stephensen, som er parat til at lade de unge tage styringen og afprøve nye metoder.
”Nu er jeg jo noget ældre end min målgruppe, men jeg vil gerne aflevere et sted, der står fuldstændig fikst og færdigt til en ny generation af teaterfolk. Derfor bliver jeg nødt til at slippe kontrollen og give den videre til de unge kunstnere”.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Publikumsudviklingsprojektet
Applaus.
