Den franske instruktør Laurent Chétouane er aktuel med en western-version af Ludvig Holbergs komedie Den Vægelsindede på Aarhus Teater. Et stykke, der taler ind i den moderne kønsdebat og tvinger os til at grine af os selv.
”Laurent Chétouane er ikke, som instruktører er flest”, bliver jeg advaret af Aarhus Teaters velmenende pressemedarbejder forud for mit interview med den feterede, franske kunstner.
At han har sine meningers mod om, hvad teatrets mission er, er jeg efter et par minutters samtale da heller ikke i tvivl om. Scenekunsten skal stille spørgsmål frem for at besvare dem, den skal vise os, at der ikke findes entydige svar på tidens store problemer. I den forstand er en teaterkunstner en marketingmedarbejders modsætning, siger Laurent Chétouane, for marketing og PR lukker ned, hvor kunsten åbner op. I virkeligheden ”forråder teatret sin sjæl” ved at tro, at det kan konkurrere på moderne mediers præmisser.
Om teatrets rolle i en tid, der er præget af utallige muligheder for underholdning, kommer Laurent Chétouane og jeg tilbage til senere i vores samtale. Først gælder det hans iscenesættelse og instruktion af Ludvig Holbergs Den vægelsindede, som har premiere på Aarhus Teater i september. Stykket, som den berømte skuespillerinde Johanne Luise Heiberg gjorde populært på Det Kongelige Teaters i 1850, er siden blevet spillet utallige gange. Men Laurent Chétouane skyr ikke klassikerne og har allerede én gang instrueret en Holberg-forestilling på Nationalteatret i Oslo.
Normalt arbejder han ikke flere gange med samme forfatter, men spørgsmålene om kærlighed, seksualitet og forholdet mellem kønnene tiltrak ham ved Den Vægelsindede, siger Laurent Chétouane i telefonen 10 dage før premieren, på hvad der bliver en stort opsat ensembleforestilling. Og iscenesættelsen er da også nytænkende: Med David Gehrts western-scenografi udfoldes klichéer om kønsroller og identitet i et moderne univers, hvor de 300 år gamle spørgsmål får fornyet relevans.
Holbergs komedier er ikke litteratur
At Laurent Chétouane er helt sin egen, vidner hans mange forestillinger rundt omkring i verden om. Franskmanden er uddannet i hjemlandet samt i Tyskland, hvor han har vundet flere priser for sit arbejde. Og netop hans procesorienterede metode gør ham særlig. Besøger man en Laurent Chétouane-iscenesættelse midt i spilleperioden, kan man ikke være sikker på, at det er den samme forestilling som til premieren. Første færdige gennemspilning er ofte netop selve premiereaftenen. Herefter er stykket stadig åbent for fortolkning. Af den grund fokuserer Laurent Chétouane i vores interview ikke så meget på selve iscenesættelsen af Den Vægelsindedes, men på det evigtgyldige tema om mennesket, der tror, det har sig selv og det hele under kontrol, men er offer for livets absurditet.
”Holbergs styrke er at udstille livets absurde meningsløshed. Han skaber konfliktfyldte og mareridtsagtige situationer, som viser, hvordan folk går galt af hinanden. Og jo længere, man kommer ind i dem, jo mindre forstår man, fordi det bliver mere og mere skørt”, siger Laurent Chétouane og sammenligner Holberg med den samtidige dramatiker Moliére for at gøre klart, hvad der er Holbergs force.
“Holberg tog et meget generelt indhold og gjorde det sjovt. Det er meget anderledes end Moliéres stil, hvor man har både komedien, men også en stor grad af refleksion omkring stoffet. Moliéres stykker er litteratur, det er Holbergs ikke. For det giver ikke mening at sidde og læse Holberg derhjemme, hvis ikke man er instruktør og skal iscenesætte hans stykker. De er farcer, og det er ved selve opførelsen og iscenesættelsen, at potentialet udfoldes”, konkluderer Laurent Chétouane.
En juvel af et stykke
Netop Holbergs uforlignelige talent for forviklingskomedien og farcen, som udstiller menneskets kontroltab, gør ham relevant i dag, mener Laurent Chétouane. I Den Vægelsindede, som blev skrevet i 1721, er Lucretia omdrejningspunktet i en kærlighedsintrige mellem søskendeparrene Helene og Leonore og Eraste og Apicius. Også i Laurent Chétouanes version, hvor Anne Plauborg spiller hovedrollen, er hun drevet af sine umiddelbare behov og pludselige indfald. Hun skifter konstant mening og personlighed alt efter, hvem hun er sammen med.
”Hvad er en kvinde? Hvad er en mand? De spørgsmål stiller Holberg i Den Vægelsindede, og de må siges at være aktuelle i dag. På den ene side er kønsroller mere åbne for fortolkning end nogensinde. Men på den anden side har den radikale lighed mellem kønnene – som selvfølgelig var nødvendig set fra et kvindefrigørelsesperspektiv – den fare, at forskellene på kønnene bliver udvisket. Og der er jo basale forskelle på kønnene. Det betyder ikke, at de nødvendigvis er anatomisk bestemt, og at en mand ikke kan føle sig som en kvinde. Men det er sværere end som så at definere, hvad en kvinde og en mand er”, siger instruktøren.
I den offentlige debat er der tendens til, at man taler forskellen på mænd og kvinder ned, mener han – og det gælder i øvrigt også i racediskussionen, hvor det, at et sort og et hvidt menneske har visse forskelligheder, bliver negligeret. Holbergs stykke åbner op for spørgsmålet om, hvad en kvinde egentlig er, men giver ikke noget svar – og det ville også være katastrofalt, mener Laurent Chétouane. I stedet viser Den Vægelsindede umuligheden af at give ét svar på det spørgsmål.
”Tingene er komplekse, og det forstod Holberg: Med Lucresia-figuren åbnede han op for nuancerne ved at sige: Lucresia ved ikke, hvem hun er. Hun føler, at hun skal definere sig selv ud fra de andre karakterers perspektiv. Men i virkeligheden skal hun kun definere sig ud fra sin egen opfattelse. Som Jacques Lacan (fransk psykoanalytiker) sagde: “Kvinden eksisterer ikke, hver enkelt kvinde er enestående og må finde sin egen måde at være kvinde på”. Det står i modsætning til det universelle kvindebillede, en bevægelse som MeToo skaber”, siger han.
Hvad kan Den Vægelsindede bidrage med til den aktuelle kønsdebat?
“Den kan få folk til at grine af sig selv og forhåbentlig til at blive mindre skråsikre. Vi har alle en måde at se tingene på og tackle livet. Stykket viser, at der ikke noget entydigt svar på tingene. Kun forskellige muligheder. Jeg giver heller ikke noget svar på kønsdebatten – jeg siger bare: Det er ikke så enkelt, som vi tror. Debatten mangler nuancer, og det kan teatret give”.
Marketing dræber kunsten
Den Vægelsindede er ifølge Laurent Chétouane en ”lille juvel i dag” – netop på grund af stykkets komplekse hovedfigur, der viser, at mennesker fejler og ikke har så godt styr på tingene, som vi ofte går rundt og tror. Og så er vi tilbage til marketingens rolle i teatrets verden. For hvis teatret er et sted, der stiller spørgsmål, og marketing og PR vil give svar på, hvordan man kan få flere mennesker i teatret, er der et grundlæggende misforhold mellem de to, mener Laurent Chétouane. Han understreger med et lille grin, at han opfører sig høfligt over for teatrets marketingmedarbejdere, når han møder dem på gangen –
“- men jeg er kunstner, og marketingfolk skal sælge og er kommercielle. Marketings ærinde er at skabe begær efter noget, der ikke findes. Derfor er marketing for mig det modsatte af kunst. Marketing vil have klarhed og simple svar og effektivitet. Kunst skal stille spørgsmål, gøre dig usikker, skabe refleksion og følelser. Det skal åbne noget op, som ikke kan forklares”, siger han og peger på, at det i dag ikke er ualmindeligt for et teater at have flere PR- og marketingsfolk ansat end kunstnere.
”Så man kan spørge: Hvem er det egentlig, der tager sig af teatrets indhold – dramaturgerne eller marketingfolkene? De gør deres job – og ofte godt – men i virkeligheden reducerer marketing teater og kunst til noget, det ikke er, for det forsimpler det”.
Teater kan ikke konkurrere med film, internet og Netflix-serier og burde slet ikke forsøge, mener instruktøren.
“Det er medier, som opererer i et helt andet tempo. Teatret er et gammelt og langsomt medie, og det skal det beholde. Det kan så være, at færre mennesker går i teatret, men sådan må det være. Vi forråder teatrets sjæl, hvis vi skal blive ved at konkurrere på de andre mediers præmisser. Hvis teatret virkelig stod ved, hvad det er, tror jeg slet ikke det ville kunne konkurrere, selvom marketingfolkene prøver”.
I Frankrig, fortæller Laurent Chétouane, blev folk under Corona-nedlukningen spurgt i en meningsmåling, hvilke kulturinstitutioner de helst så åbnet først – og teatret kom ind på en 14. plads. Det faktum er vi nødt til at se i øjnene, slutter han af og tilføjer, at man absolut heller ikke bør lave om i klassiske stykker som Holbergs for at nå et bredere publikum. Han har dog fuld tiltro til, at folk nok skal finde vej til Aarhus Teater, når ensemblet i Den Vægelsindede holder et humoristisk spejl op for dem og lirker til klichéerne.
Læs mere om forestillingen her
