Skuespiller Ulver Skuli Abildgaard, har med sit eget teater, Limbus Teatret, sat fokus på selvmord, når det rammer helt nært. Her fortæller han om de tanker og etiske overvejelser, han gjorde sig ved at sætte et tema som selvmord på scenen – ikke mindst når målgruppen er unge.
Forestillingen Kære far – et sidste farvel er baseret på et virkeligt selvmordsbrev og handler om en familiefar, der kæmper med skyldfølelse, vrede og afmagt, efter hans datter har taget sit eget liv.
På scenen står Ulver Skuli Abildgaard overfor sin egen datter Ulla Abildgaard, og tager livtag med de mange følelser og tanker der melder sig i mødet med selvmordet og skylden hos den efterladte far.
Hvad betød det, at forestillingen skulle nå et ungt publikum?
Selvmord er en del af livet. Og livet er ikke altid let. Men det snakker vi helst ikke om. Derfor er forestillingens emne vigtigt og relevant. Jeg har gjort mig stærke overvejelser omkring, om forestillingens tematik kunne risikere at medvirke til at forstærke selvmordstanker. Jeg har spekuleret på, om en forestilling om selvmord kunne risikere at skubbe nogen ud over kanten. Men tanker om at tage livet er så voldsomme og stærke, at det kan et teaterstykke ikke røre ved. Hvis man er ude i overvejelser om livet, så mener jeg ikke, at et teaterstykke kan skubbe til folk.
Tværtimod, så er håbet, at forestillingen måske kan hjælpe med at trække folk væk fra kanten eller afgrunden ved at se, at alle andre mennesker også har den slags tanker. For her er teatret en fantastisk arena, fordi den viser, den fordømmer ikke, den diskuterer ikke, men er der bare. Teatret giver folk mulighed for at reflektere over deres egen eksistens. Og det gælder ikke mindst unge mennesker, der har hele livet foran sig. Vi spiller for at vise, at virkeligheden kører derudaf, og man er nødt til at hoppe på toget, hvis man vil leve sit liv, med alle de glæder og sorger, der er. Sorg kan også være en smuk ting – det er liv. Men livet er ikke en amerikansk serie. Livet er barskt og dejligt.
Hvad er det for en vinkel på selvmord, i skildrer, og hvad skal publikum tage med derfra?
Vi bruger så at sige selvmord som undskyldning for at turde udforske livet. Tanken om selvmord er ekstremt udbredt, men samtidig enormt tabuiseret. Men hvorfor har så mange mennesker så svært ved at leve? Over 40 % af alle unge går med tanker om selvmord. Indgangsvinklen til forestillingen har derfor været det eksistentielle aspekt af selvmord mere end selve handlingen. Forestillingen fokuserer på alt det, der går forud for selvmord og efterspillet.
Forestillingen er skrevet som en krænkers forsvarstale, en fader har krænket sin datter ved ikke at elske hende nok. Det er baggrunden for selvmordet: En datter, der aldrig er blevet elsket eller har oplevet mangel på kærlighed. Faderen bliver nødt til at tage sit liv til revision. Sammen med publikum. For hvis datteren har ret, hvad så? Har han så indirekte slået hende ihjel? Og hvordan kan man leve med sådan en tanke? Uden at tage sit eget liv?
Så faderen undskylder sig selv. Han gjorde bare sit bedste. Hvor mange af os har ikke haft de tanker, når vi bliver konfronteret med svigt? Vi vidste ikke bedre. Vi gjorde, hvad vi kunne. Men gjorde vi nu også det? Kunne vi have gjort mere? Eller kunne vi have handlet anderledes?
Stykket ser jeg lidt som et lærestykke over måden, mange vælger at leve deres liv, både de direkte valg og de omstændigheder, der gør, at man må rette sig ind. Datteren anklager faderen for at være en løgner over for livet. Man skal ikke lyve over for livet, for virkeligheden er der hele tiden – virkeligheden er der bare, mens vi lever vores liv,
Er der ting, man ikke kan vise på scenen, når det handler om selvmord? særligt i forhold til at det unge – hvorfor?
Jeg mener personligt, at man kan vise alt på scenen. Også over for unge, som man dog har et særligt ansvar over for, da de ikke har samme erfaringsgrundlag som en voksen, der ser stykket. Jeg ved, at der er publikum, som ikke vil se forestillingen, fordi de har haft emnet personligt inde på livet.
Jeg er enormt bevidst om, at emnet kan berøre publikum personligt, men det er ikke op til mig som skuespiller eller teatermenneske at afgøre, hvilke emner der kan eller ikke kan bringes på en scene. Det må publikum afgøre. Hvis man vælger at lave en forestilling om selvmord, mener jeg ikke, man kan have berøringsangst over for emnet, men må lade alle spørgsmål afgøres af, hvad der i sidste ende tjener forestillingen.
Hvilket koncept har du bygget op om forestillingen og dens tematik?
Forestillingen udspiller sig i et limbo, et udefinerbart rum mellem liv og død, hvor far og datter kan mødes. Selvmord handler om spørgsmål, til livet, til sig selv, sine nærmeste, og det var vigtigt for mig, at publikum oplever et rum af uvished. Derfor er mange oplysninger tilbageholdt, så publikum hele tiden må kæmpe for at følge med, ligesom vores hovedpersoner, som kæmper for at holde fat i virkeligheden – og døden.
Stykket slutter med en Jeppe Aakjær-sang, hvor far og datter sidder hver for sig alene tilbage, den ene død, den anden i live. Eller er det omvendt? Vi får ikke svaret på det spørgsmål ud over at de begge er ofre for de valg, de har taget.
Hvad anser du for teatrets rolle i samtalen/diskussionen omkring selvmord?
Jeg ser forestillingen/teatret som et AA-møde. I teatret er der intet til diskussion, for det er den enkeltes egen opfattelse af det, man har oplevet, som er det eneste gyldige. Teater kan røre og ramme, det er en handlen eller transaktion med følelser mellem publikum og det, der foregår på scenen. Forestillingen skal belyse selvmordet, så tilskueren kan lave et statement omkring sit eget liv, samtalen omkring selvmord bliver en mulighed for publikum til at tage deres egne følelser alvorligt og deres eget liv.
Har i sat andre tiltag op omkring forestilling?
Vi har været i kontakt med Livslinien for at lægge op til en snak efter forestillingen, når vi har skoleklasser inde. Og vi har afholdt eftersnak med skoleklasser. Det har været vigtigt for os at have en direkte dialog med de unge, der har set forestillingen, fordi emnet er så potentielt følsomt og fordi de unge kan have haft det inde på livet uden at det er noget, de har delt med andre i klassen.
Hvad er din oplevelse af teatrets rolle, med de tiltag du har truffet, i forhold til samtalen om selvmord?
Jeg har fået det indtryk, at selvmord er et emne, der optager de unge meget. Det har været meget tydeligt i den fundamentale stilhed, som de har siddet tilbage med efter hver forestilling. Selvmord er så stort et emne, at det var for overvældende for dem at snakke om. For der er jo millioner af spørgsmål, der kan stilles. Formålet med eftersnak har ikke været, at der skulle diskuteres, men at åbne for spørgsmål til forestillingen.
Stilheden, jeg mødte hos de unge, viser mig, hvor svært det er at tale om selvmord, måske særligt for unge, der ikke har noget at hænge deres liv op på på samme måde som voksne har, der har begået fejltagelser og truffet beslutninger, som kan tillægges skylden for negative tanker og følelser over at leve. Når du er ung, er livet et meget større spørgsmål, og hvis du ikke trives, er det et åbent sår for unge.
