“Jeg elsker landskamp og folkefester. Men jeg elsker også kunst og kultur. Hvorfor skal de to konstant være modsætninger i offentligheden?” spørger Thomas Bay i denne kommentar.
Betragtninger fra den sidste tid:
#1
I mandags kørte jeg hjem fra arbejde sent og blev overvældet af noget, jeg ikke har set længe. Store folkemængder som festede, jublede, var glade og tydeligt berusede ovenpå landsholdets flotte comeback – både af adrenalin og alkohol.
Store, tætte forsamlinger af mennesker spærrede gaderne – corona-sikker afstand var der ikke noget af. Jeg blev ikke vred, skuffet eller frustreret. Jeg blev glad. Glad over at se så mange mennesker samlet i et unikt øjeblik, i et fællesskab. Det havde vi som samfund og mennesker brug for.
#2
I går læste jeg de opdaterede retningslinjer for indendørs og udendørs arrangementer. På teatrene er vi stadig ramt af stramme retningslinjer med arealkrav, krav til tomme stole og afstand, begrænsning på hvor mange, der må være samlet mv. på trods af, at vi nu i over et år har bevist, at vi er blevet klogere, endda eksperter i at håndtere situationer med store forsamlinger. Vi er hårdt ramt, men vi klør på – selvom det er hårdt at gå på arbejde i en i forvejen usikker branche, vel vidende, at det er nær umuligt at levere et overskud pt. Både på grund af restriktioner – men også fordi vi kæmper med at gøre den almindelige borger opmærksom på, at vi har åbent.
Et eksempel. Efter landskampen mandag lagde Jan E. Jørgensen, folketingsmedlem for Venstre, et opslag på Facebook med et billede af et fyldt stadion og teksten: ”Skal vi nu ikke bare få åbnet biograferne, teatrene, spillestederne og resten af kulturlivet”. Et sympatisk opslag, hvis det ikke var fordi, at de respektive steder har været åbne siden den 6. maj. Det er ikke ligesom sidste år. Heldigvis. Men vi kæmper stadig med opfattelsen af, at vi stadig er lukkede.
For nogle dage siden så jeg et opråb fra Comedy Zoo, som hænger med en vis bagdel i vandskorpen, ligesom musikfestivalerne bløder. Pointen er; vi kæmper alle, ligegyldigt om det er restriktioner, hjælpepakker eller andet. Og det er svært at blive ved, når der tydeligvis er så stor forskel på brancher og situationer.
Forstå mig ret. Jeg er glad og lettet over, at vi i Danmark nu er i en situation, hvor store folkemængder kan samles i ukontrollerede omgivelser, tæt på hinanden, med alkohol (eller uden) og feste igennem, uden at der sker det store med vores smittetal. Men jeg er uforstående overfor, hvorfor det ikke gælder hele vejen rundt. Især i tilfælde – ligesom i teateret – hvor der beviseligt er en knowhow og erfaring med gode, corona-sikre tiltag, så vi kan give publikum positive og trygge oplevelser? Samtidig står vi med en gylden mulighed for at diskutere, hvilken plads kunst og kultur egentlig skal have i vores samfund på lang sigt.
Danmark var front-runner på at lukke ned og har de facto klaret pandemiens smittetal til ug. Kan vi nu være front-runner på genåbning i et fælles projekt på tværs af alle brancher?
Thomas Bay, Kunstnerisk leder og kapelmester
