På Aalborg Teaters Lille Scene kan Euripides’ tragedie om Medea lige nu opleves med en særdeles velspillende Camilla Gjelstrup i titelrollen. Alligevel er det som om, tragedien aldrig for alvor får tag i publikum.
Katrine Krohns scenografi til Sullivan Lloyd Nordrums iscenesættelse af Medea består af en stor, firkantet forhøjning med afrundede kanter og hjørner – som en enorm seng. Der er små bakker hist og her og det hele er dækket af et hvidt, kalket lag, der på samme tid leder tankerne hen på et blødt sengetæppe og på de hvide, græske statuer, de fleste kender så godt.
Over hele forhøjningen hænger en enorm lyskasse, der i Kasper Daugbergs foranderlige lysdesign skiftevis skaber tusmørke, blinkende spots eller kaster et blødt indirekte lys over scenen. En lyssætning, der forstærker de hvide støvskyer, som skuespillerne skaber med deres bevægelser på scenen.
Fint lydunivers
Medea er vred over sin mand Jasons svigt. Hun har forkastet hele sin egen fortid og sin egen familie for at være sammen med ham, og nu har han forladt hende for i stedet at gifte sig med Kong Kreons datter.
Camilla Gjelstrup befinder sig på forhøjningen fra start til slut, mens de to andre skuespillere, Bolette Nørregaard Bang og Marcus Gad Johansen, der begge er klædt i sort fra top til tå, delvist spiller med og mod hende på scenen, og delvist står på gulvet ved siden af forhøjningen, hvor de tilfører fortællingen et ekstra lag med sang, ord eller lyde forstærket af to mikrofoner. Her bør især Bolette Nørregaard Bangs sang fremhæves for sin fine, rene klang, der fungerer utroligt fint sammen med Medeas lidelser. Men også de mindre opmærksomhedskrævende lyde i Rune Abel Aagaards lyddesign, som en mikrofon, der trækkes hen over scenegulvet, føjer noget til den samlede stemning i salen.
Rundt om på kanten af forhøjningen ligger forskellige små kapper, som de to skuespillere iklæder sig, før de træder op på scenen i én af deres mange roller. En kappe til at markere hver karakter i historien fra Kreon til tjeneren, fra Jason til parrets to børn. Det fungerer fint, og publikum er hele tiden klar over, hvem vi ser på scenen.
Forpint Medea og fjollet Jason
Camilla Gjelstrup kjoleklædte skikkelse sidder på hug midt på den hvide forhøjning. Hun har vendt ryggen til publikum og er sammenkrøbet som en anden Gollum jaget af sine egne, indre dæmoner. Hendes krop sitrer og hver eneste lille muskel viser os overbevisende, at hun er en kvinde, der lider.
Hun skifter let mellem forskellige stadier af vrede og sorg. Fra fortvivlelse til underspillet aggressivitet – uden at hun på noget tidspunkt kammer over og bliver for karikeret. Derfor står Marcus Gad Johansens Jason også i ekstra stærk kontrast til den forpinte Medea.
Udover den fysiske fremtoning, hvor Jason som en anden klovn er iklædt en skinnende, hvid kappe med en enorm grå sløjfe i halsen, så indtager han den ene karikerede heltepositur efter den anden. Som et maleri af en sejrherre skyder han stolt brystet frem, sætter hænderne på hofterne og stiller det ene ben på en af de små bakker på scenen.
Dette instruktørgreb fra Sullivan Lloyd Nordrum virker malplaceret. Ikke mindst fordi Jason-karaktererens komik suger den fornemmelse af tragedie, Medea-karakteren udstråler, fuldstændig ud af scenen. Camilla Gjelstrups præstation er stærk nok til at kunne bære en tragedie i sin rene form, men den forfærdende familietragedie kommer desværre aldrig for alvor ind under huden på publikum.
