★★★★★☆ Animal Farm – aktuel satire med vild energi, gru og vanvittig komik

Svinehunden er løs i Betty Nansen Teatrets sanseligt snerrende fortolkning af George Orwells dyrefabelsatire over Stalins Sovjetunionen. Animal Farm er en aktuel iscenesættelse, der byder på fremragende skuespillerpræstationer i de ni karakterers kraftfulde samspil.

Ladeporten glider op. Lysstofrørene tænder. Mulden fylder gulvet, og vi er med det samme hensat til gården, hvor alle dyr ”har én plads, ét formål”. Deres kroppe udnyttes med deres menneskelige ejers profitmaksimering som mål. George Orwells roman (dansk titel: General Napoleon) fra 1945 var en satire over Stalins Sovjetunionen, men er ubehageligt aktuel i Elisa Kragerups originale fortolkning.

Nogle dyr er mere lige end andre

Otte dyr dukker op i laden. Grise, heste, et får og et æsel. Den gamle orne Majoren kalder til kamp mod dyrenes eneste reelle fjende, menneskene. Majoren dør, men de unge avlsorner Snowball og Napoleon tager teten i oprøret. De smider gårdens fordrukne ejer på porten og etablerer et kollektivt landbrug med fire bud. Ingen dyr må bære klæder, ingen dyr må drikke alkohol, ingen dyr må dræbe et andet dyr, og alle dyr er lige. At nogle dyr er mere lige end andre, viser sig snart, ligesom de tre andre bud også twistes efter behov i landidyllens variant af fake news.

Maria Richs Squealer er grisenes kommunikationsdemagog, der retorisk kan vende ethvert udsagn til sin modsætning og fx skabe mælk om til ouzo, vaniljesmoothie eller ”en anden flydende hvid væske”. Hun kombinerer retoriske greb med HR-medarbejderens pseudointeresserede tone og minespil, og får snarrådigt og stadig mere intimiderende kvalt ethvert forsøg på at undslippe grisenes overherredømme. Det personificeres af Tina Gylling Mortensens barske Napoleon, men effektueres af Squealer og Sarah Bobergs selvsikre strateg Snowball. Da Snowballs popularitet truer Napoleon, udrenses hun i et bjæffende-uhyggeligt crescendo på første akt og bruges siden som syndebuk for alle ulykker.

Man kunne fortælle en anden sandhed

Marie Dalsgaards forfængelige, sukkerglade og hysterisk morsomme hest Mollie forvandles til indpisker undervejs, og selv Ena Spottags stoisk-skeptiske æsel Benjamin spiller mod slutningen med på grisenes melodi. Siff Vintersols blide middelklassehest Clover og Xenia Noetzelmanns kække arbejderklassehest Boxer lider begge grumme skæbner, mens Maria Winther Nørgaards forvirrede får Muriel mestendels løber hovedløst rundt. Alle aner de bedraget, men enten forstår de ikke omfanget, eller vælger at vende det blinde øje til. Vejen til den totalitære stat ligger åben.

Animal Farm har været længe undervejs, men selvom den oprindeligt er inspireret af Trump og Mette Frederiksens pandemiretorik, er det i disse dage svært ikke at associere til Putins ageren i stedet. Aktuel er historien uomtvisteligt, og i Elisa Kragerups hænder bliver forestillingen vanvittig morsom uden at tabe sin Orwellsk-håndfaste satirebrod. Der er skåret kraftigt til i både handlingstråd og persongalleri, men fint fundet plads til at citere Inger Christensens Alfabet som modbillede på et helt andet Utopia end den fascistiske farm. Det episke element fastholdes med et illusionsdræbende ”sagde hun” hæftet på en del sætninger. Det kunne være vanvittigt irriterende, men i den tempofyldte kraftudladning, Animal Farm også er, fylder det kun som en påmindelse om, at man ”kunne fortælle en anden sandhed”.

Frisk og forbandet vedkommende

Forestillingen lever i kraft af de otte karakterer. De suppleres af komponist Lydmor, der fra bagscenen klæder scenerne i lyd for siden at træde helt frem i nogle af de sangnumre, der med dunkende rytmer fastholder dyrene i propagandaens forførende greb. Maria Rich og Maria Dalsgaard leverer helt forrygende præstationer, der konstant balancerer på en skarp knivsæg mellem komik og dyrisk kaos. Ena Spottag sætter sine replikker med så meget underdrejet timing, at man bliver ramt, hver gang hun åbner munden, og man skal være lavet af sten, hvis man ikke får i hvert fald en lille klump i halsen over Xenia Noetzelmanns værdige resignation i Boxers dødsscene. Alle spillere har fundet dyret i sig selv, så vi kan mærke det, selvom det udtryksmæssigt er doseret særdeles mådeholdent.

Forestillingen er for lang og taber en smule kadence efter pausen, men det er samtidig her, gruen vokser. Både som glansbilledvideo af økologisk mønsterbrug, men også i villigheden til at gå helt ud i det mørke med grisenes overgreb på de andre dyr. Farverne forsvinder mod slutningen, hvor det bliver stadigt sværere at forstå, ”at det de husker, ikke er det, der skete”. Det udsagn kan ikke være mere aktuelt.

Der kunne være strammet hist og her i en iscenesættelse, der er lidt løsere, end man vanligt ser fra Elisa Kragerup. Men det er netop den vildtsprøjtende energi, der i kombination med de ni kvinders kraftfulde samspil får Animal Farm til at fremstå frisk og forbandet vedkommende.