★★★☆☆☆ Missilet – sympatisk lokaldramatik, der vil for meget

For knap 40 år siden blev et missil ved en fejl afskudt fra fregatten Peder Skram og eksploderede i et sommerhusområde ved Lumsås. Odsherred Teater sætter ambitiøst den virkelige historie fra lokalmiljøet på scenen som Missilet i græsk tragedieformat med lidt for mange indfald.

En del mennesker over 50 husker sikkert episoden, hvor et missil blev afskudt ind i et sommerhusområde. Hovsa-missilet, som folkeviddet døbte det, kostede heldigvis ikke menneskeliv, men ødelagde livet for den officer, der i første omgang fik ansvaret for fadæsen. Lokale journalister gravede i sagen. De fik en Cavlingpris, og frikendte stort set officeren. Alligevel hang hovsa-præfixet også fast til hans navn, og i dag husker de færreste nok, at det hele skyldtes en teknisk fejl på det amerikanske missil – som flåden var blevet advaret om adskillige gange.

En større sags tjeneste

Olsen, som officeren hed, blev altså ofret i en større sags tjeneste. Det greb er omdrejningspunkt for Mei Oulunds iscenesættelse af koldkrigsdramaet i græsk tragediestil. Under den kolde krig var der mange større sager, man kunne læse sig selv ind i eller ofre sig for. Dengang som nu var der også en flygtig offentlighed, hvis opmærksomhed flytter sig som en vejrhane.

Offentligheden i Missilet er tragediens traditionelle kor ledet af den fortællende korleder, Mei Oulund selv. Koret er lokalt, og fungerer dels som tidsbillede med 80’er-hits blandet ind mellem ældre, stemningsskabende sange og salmer, dels som offentligheden, der den ene dag hetzer Olsen, den næste får medynk med ham og hans familie.

Mere end vi har brug for

Olsen selv er ikke med. I stedet fortælles historien gennem en række fiktive karakterer og en halvfiktiv udgave af de Cavlingvindende journalister samlet i én person. Henrik Ipsen får en god figur ud af ham. Det samme gør Henrik Jandorf med sin søofficer, der både slås med pressen og sin kantede datter, fredsaktivisten Hannah.

Sofie Alhøj er ganske øretæveindbydende som denne selvopfyldte datter – og det skal hun også være. De tre og koret havde egentlig været nok. Men i tillæg får vi korlederen, der har meget på hjerte, og en påklistret romance mellem Hannah og en sømand med mere end almindelig tålmodighed. Allan Helge Jensens rolle som katalysator for Hannahs modningsproces er helt håbløs. Mon ikke, hun kunne have fundet vejen uden ham at træde på?

Sikkert blik for 80’ernes aura af afmagt

Der er mange gode takter i Missilet, som er et yderst sympatisk stykke lokalhistorie, men der er for mange gode ideer, der har fået lov at overleve. Veterantræffet med officerfars kadetvenner fra Fyn er fyldstof ligesom de fleste af Hannah og sømandens akavede elskovsscener, og korets – og ikke mindst korlederens – mange indlæg kunne også trænge et dramaturgisk øje.  

Den historiske historie er både spændende og nem at relatere til nutidens nye koldkrigsvinde. Man bliver også klogere på den undervejs, så fuld respekt for et omfattende researcharbejde, der, trods et uhyre sikkert blik for 80’ernes særlige auramix af afmagt, desperation og tyggegummipop, ikke helt når i mål, men bliver for flagrende og ujævn til helt at finde sig tilrette i tragedieformatet.