★★★★☆☆ Cirkusrevyen 2022 ligner sig selv

Cirkusrevyen 2022 er underholdning på højt niveau. Merete Mærkedahl er revyens lysende stjerne omgivet af et uhyre kompetent hold, der leverer den kendte vare.

Cirkusrevyen 2022 er, som vi kender den. Fængende flot lys og scenografi. Swingende musikalsk levering under kapelmester James Prices sikre hånd. Kompetente koreografier. Hverdagssketch og politiske parodier. Timing og tårnhøjt niveau i skuespillertruppen. Lisbet Dahl måtte med kort varsel trække sig grundet sygdom, og blev erstattet af en Pernille Schröder, der professionelt og charmerende fylder pladsen ud.

Annonce

Merete er en stjerne

Revyens stjerne er ubetinget Merete Mærkedahl, der mestrer dialogens pingpong som blandt andet woke pointespoiler, hønseavlende lottovinder og skrankepave med sans for ID-varianter, men helt slår fødderne væk under os i sine sangnumre. Sangene er generelt revyens stærkeste kort i år og første akt kulminerer med brødrene Prices hyperelegante Leve Mette med Merete Mærkedahl i glansnummeret som farlig, storsyngende Mette Frederiksen. Hun ejer scenen, mens oppositionen blot kan nynne i baggrunden: ”Vi lever med det/til vi vælter Mette”.

Aftenens bedste sang er dog Carl-Erik Sørensen og Morten Wedendahls skarpe og svimlende velklingende Naturgasfyr, som Merete Mærkedahl og Carsten Svendsen giver ren Hollywwoodmagi som parret, der spørger, om ”en bindegal diktator skal styre deres radiator”. Mindre bid, men lige på kornet er der i Henrik Lykkegaard og James Prices Vi fylder hele vejen med revyens tre herrer som vejens beherskere, midaldrende motionscyklister i meget stramt tøj. Det går ned (på den gode måde) i Nik & Jay-style, og herrerne har også fint schwung i Niels Olsen og James Prices Oligarker, hvor de forurettede, sanktionsramte rigmænd ”ikke engang må sælge deres egen fodboldklub”.

Er det sjovt, fordi det er sandt?

Carsten Svendsen får lov at vise sin stærke sans for timing i Jan Svarrer og Søren Anker Madsens Ny dag truer som Putins smiskende lakaj med sidebemærkninger. Pernille Schrøder leverer både sødmefyldt og usvigeligt sikkert, hvad enten hun kæmper med en diktatorisk løbeapp, manglende vælgertilslutning som Pia med Henrik Lykkegaard som mors dreng Morten, eller mangel på seksuelle krænkelser på plejehjemmet i sød rollatorduet med Niels Olsen.  

Henrik Lykkegaard forsvarer Herlufsholms Stolte traditioner i revyens vel mest aktuelle tekst af Jan Svarrer og Søren Anker Madsen. Teksten har en smule snert, men ender i en tandløs pointe: farkarakteren vil ikke have sin sadistiske søn hjem. Lykkegaard er glad for musiknumre uden mening og giver hele to entreer som Kandis-Johnny. Her er jeg nok tilbøjelig til at mene, at det ikke rigtig er sjovt, fordi man ikke kan parodiere en parodi. Det samme gælder for Niels Olsens sprogforbistrede festabe Boris Johnson. Er det sjovt, fordi det er sandt? Eller er det bare sandt?

Tænk nyt

“Danmark ud af Nato/Uden at sæt’ en dato”.

Så enkelt kan det siges, når den lidt internationalt forvirrede venstrefløj skal spiddes. Vase & Fuglsang tænker ikke nyt, men rammer plet med en klassisk hurtig-sketch med klar pointe.

Personligt kunne jeg derimod godt undvære andre klassiske formater som lydforvirringen i værkstøjsbutikken og nabokomikken, hvor hækklip og insemination forveksles. De fungerer og publikum ler, men koncepterne er set mange gange før. De bringer ikke noget nyt til bordet, og lidt nytænkning kunne der godt snart trænge til i teltet på Bakken. Kun fordi man råder over et så vanvittig kompetent skuespillerteam, slipper vi for at krølle tæer i de mest vandede numre.

Underholdning på højt niveau

Scenografi og lys er til gengæld som altid i særklasse. Niels Secher og Malthe Haugaard flytter os med stemning og projektioner fra villahaven til Kitty Catty Club på sekunder. Dansekorpset mestrer trin af mange slags og fremtræder tidstypisk androgynt i René Vinthers første fejende flotte nummer, hans efterfølgende fetich-koreografi var mig noget mekanisk og uden sensuel glød.

Det ændrer ikke på, at også Cirkusrevyen 2022 er underholdning på højt niveau, selvom både Ulf Pilgård og nu Lisbet Dahl har forladt skuden. Vi kommer godt rundt i tidsånden, som altid på Bakken med et par års forsinkelse, men der er plads til fornyelse af formaterne og mere mod i teksterne. Den gode nyhed er, at Joy-Maria Frederiksen overtager instruktørroret fra næste år.