★★★★☆☆ Dobbelt V – en alene-generations søgen efter ståsted

Teatret på Nørrebrogade har skiftet navn til Blaagaard Teater og åbner med den både morsomme og kraftfulde forestilling Dobbelt V om at finde sin plads mellem generationerne, når ens far ikke kender sprog og koder, og ens søn synes, man er pinlig.

“Jeg kan ikke genkende billedet
Knækkede op omkring mindet
Som stregen i midten af w’et
Voksede op imellem verdener
Mellem klasser
Mellem køn og mellem knuste hjerter”

Wahid Sui Mahmoud er far. Wahid Sui Mahmoud er søn. Hans far er indvandrer fra Mellemøsten. Hans søn er naturbarn i spejderkorpset. Wahid selv er i midten som Dobbelt V på et sted, hvor han selv må skabe tråden gennem generationer, for hverken hans far eller hans søn kan identificere sig med hans ståsted.

DYT! “Må man holde her eller hva?”

Midt på scenen står en bil. I den sidder Wahid og venter på sin søn, der er til fodboldtræning. Mens han venter, får vi brudstykker af hans liv. Som dagligdagstale, som spoken word, som sang, mimende de tegnefilm, der sammen med kammeraterne lærte ham dansk, da hans egen far ikke mestrede sproget. Vortesvinet Pumba fra Løvernes Konge stiller stadig op som fiktiv samtaleven, når det brænder på for Wahid.

Det gør det på en genkendelig måde for pinlig far til en halvstor søn og i konfrontationen med myndigheder som jysktalende politi og professionelt bekymret skolelærer, idet situationerne lige får en skrue mere på grund af Wahids status som ikke etnisk dansk. Ligesom bilradioens linde strøm af racistisk politikertale illustrerer konflikterne med det officielle Danmark et grundvilkår, som Wahid dog bærer med relativ stoisk ro. Det konstateres, men mest som en irriterende flue, man ikke kan slippe af med og derfor lige så godt kan leve med. Det kan jo også give visse fordele, når Wahid undersætter far og lærer på skolehjemsamtalen.

Kan man lave en million som hundepasser?

Der er mere end en god sjat humor i teksten og Wahid Sui Mahmouds kropslige formidling af den. Et skuldertræk her, et skævt smil der. Men også vrede i de potente upbeat-numre og sårbarhed i de blide sange, der udvider følelserne i beretningen om at vokse som Wahid. Vi er med på den arabiske skole, der siden bliver skiftet ud med den lokale folkeskole og solcentret, hvor han hænger med vennerne. Vi er med, mens Wahid ydmyger sig som hundepasser hos de rige, hvide naboer i en af forestillingens både mest rørende og morsomme scener. Kan man lave en million som hundepasser? Næppe, men illusioner kan briste, når døren til Paradis slås i.

Når ens børn synes, nisser er de sejeste i verden, er det selvfølgelig en ønskedrøm at blive tilbudt en rolle i en julekalender. Heller ikke denne drøm holder, men Wahids boblende glæde fortæller mere end ord om kærligheden til børnene og hans ønske om at give dem alt, de ønsker.

Power og nærvær

Måske er der her en lille kile af undren. For hvad vil Wahid selv? Han distancerer sig fra far – om end han fortæller hans historie med respekt – og han vil gå langt for sine børn. Men hvor står han selv? Dette vadested, som de fleste forældre vel kender i et eller andet omfang, får en helt anden tvingende nødvendighed, når man er leddet mellem ikke bare generationer, men også kulturer.

Dobbelt V har meget til fælles med Som brødre, der – som titlen antyder – lagde vægten et andet sted i familieforholdet, men også var bygget på autentisk stof. Den vender tilbage til Blaagaard Teater senere på sæsonen. Dobbelt V er mere genrebeskidt og blander sine virkemidler i en lysere, mere lattermild tone. Den halter lidt dramaturgisk – ikke alle gode ideer behøver som bekendt at komme med på scenen – men vinder stærkt på Wahid Sui Mahmouds power og nærvær.

Så DYT! Ja, han må gerne holde her og lukke os ind i en fortælling, der med integritet, humor og selvironi åbner teatret på Nørrebrogades nye epoke som Blaagaard Teater.