★★★★☆☆ Den store brand – poetisk maggiterning om polarisering

Roland Schimmelpfennigs Den store brand om menneskets uendelige selvtilstrækkelighed og angst for det fremmede forløses med enkle, men virkningsfulde greb, toner og billeder af en flot sammenspillet sekstet på Teatret Svalegangen.

Less is more.

Ikke altid og i alle situationer, men Simon Bobergs knivskarpe iscenesættelse af Den store brand på Teatret Svalegangen er et strålende eksempel på, at meget kan fortælles med ganske få virkemidler.

Kan det være rigtigt?

Fem karakterer i kjole og hvidt skubber forventningsfulde et flygel ind på den tomme scene. En sjette slår tonen an og fortællingen er i gang. Det er en forårsdag i maj – den bedste tid på året, som det slås fast flere gange. Næste år ved samme tid ser meget anderledes ud.

En bæk flyder mellem to landsbyer, hvis klokketårne er lidt ude af trit med hinanden. Et blandt flere varsler om, at lykken ikke vil vare ved. To venner kommer i konflikt, et druknet barn, en solsort falder død fra himlen. Men først bryder solen igennem, sommeren varmer og kærligheden blomstrer mellem de to unge fra hver sin side af bækken. Det er deres fædre, der er blevet uvenner.

Snart vælter den ene ulykke efter den anden ned over den ene landsby, mens den anden mirakuløst går fri. ”Kan det være rigtigt?”, spørges der igen og igen. Svaret er benægtende, men alligevel rammer både tørke, storm, feber og til sidst den store brand kun den ene landsby. Den anden trækker sig tilbage. Pludselig er broen spærret og hegn skyder op. De heldige vil ikke lukke uheldet ind. Kun de elskende bevarer det humanistiske håb om genforening.

Lad dem sejle deres egen sø

Læser man Nord/Syd-konflikten ind i fortællingen er man ikke galt afmarcheret, men Den store brand er et billede på alle former for uretfærdig fordeling af held – og på menneskets selvtilstrækkelighed. Der går ingen barmhjertige samaritanere rundt i den heldige landsby. De hytter deres eget og lader i bogstavelig forstand deres naboby sejle sin egen sø.

En såre simpel fortælling, der nemt kunne være endt som en manende pegefingermorale. Men tyske Roland Schimmelpfennigs poetiske tekst, hvor spillerne vandrer ud og ind af roller – som de som oftest gør i hans tekster – bliver til en både naiv og vidende historie om valget mellem at være sig selv nok eller give plads til andre. Oprindeligt nok inspireret af flygtningestrømmene i 2015, men tilpas abstrakt til nu at sende associationerne videre til klima, pandemier, populisme og ørkesløse identitetsproblematikker.

Kom sol, kom regn, kom sne

Simon Boberg tager teksten på ordet og skaber et dynamisk orkestreret talekorsværk, som boltrer sig i mundene på Maja Juhlin, Kristine Hedrup, Victor Marcussen, Lue Støvelbæk og Marie Tourell Søderberg. Som en femhovedet fortæller beretter de om fortrædelighederne. Snart elskende under piletræet, snart på skøjter over isen, snart brovtende som vinhandleren og kvægavleren, snart dansende i sneen, snart døende i soten. Til sidst stoisk spejdende mod horisonten fra deres båd, der kastes for vinden i den bæk, der blev til en flod, der blev til et hav, mens de to landsbyer langsomt gled fra hinanden og venner blev fjender.

Bebe Risenfors har komponeret og spiller selv musikken, der som en sjette spiller accentuerer ordene og folder følelser og stemninger ud. Edward Lloyd Pierces minimalistiske scenografi skaber magi sammen med Henrik Sloths lysdesign. Kom sol, kom regn, kom sne. Varmen rammer os, vi skåler under bierstubens kulørte lamper, vi lugter flammernes rasen.

Et lille fuldendt univers, der som en maggiterning folder sig ud for vores øjne og ører og iklæder teksten lige den dosis visuel sanselighed, den kræver for at ramme rent.  

Se forestillingstrailer her.