Ønsker Det frie felt internationale impulser og samarbejder? Sådan spurgte Udviklingsplatformen for Scenekunst og TOASTER på et dialogmøde i september som optakt til det internationale symposium Toaster – Meeting Each Other, som afholdes i 2023. Svaret fra de internationale kunstnere, der lever og arbejder her, peger i retning af, at Danmark opleves som et lukket land. ISCENE har bedt et par af deltagerne i dialogmødet om at uddybe deres egne oplevelser og synspunkter om emnet.
Begrebet lokal international dækker over kunstnere, der bor og arbejder i et andet land end det, de kommer fra. I dette tilfælde kunstnere, der er bosat i Danmark og som har bragt internationale perspektiver med ind i deres arbejde her. Vi har talt med tre scenekunstnere, der alle har haft deres arbejdsliv her i landet gennem en længere årrække, men en hurtig rundspørge viser, at deres erfaringer deles af helt unge kunstnere, der enten kommer fra et andet land eller har taget deres uddannelse udenlands. Kodeordet for at få et arbejdsliv er selvfølgelig netværk, men hvordan skaber man det i et fremmed land, hvor strukturelle barrierer og kulturforskelle er svære at overstige?
Jeg var målløs
Pete Livingstone flyttede til Danmark fra Skotland i 1996 og grundlagde kort efter kompagniet Livingstones Kabinet sammen med Nina Kareis, som han havde mødt i Edinburgh to år tidligere. ”Jeg var heldigere end så mange andre, fordi jeg allerede havde arbejdet i Danmark. Mikkel Harder og Martin Tulinus inviterede min daværende trup over med vores Romeo og Julie-gadeteater, som de koblede til bandeproblemer på Nørrebro, hvor de havde deres teater, Kaleidoskop,” fortæller han. Besøget blev fulgt op senere samme år, hvor Pete Livingstone spillede en anden produktion på Kaleidoskop. Alligevel mødte han en mur af manglende kendskab, da han for alvor slog sig ned i København.
”Jeg var lidt målløs i starten, for jeg var en anerkendt freelancekomponist i Skotland og havde lavet en del projekter. Men her var mit CV meningsløst, fordi jeg ikke havde lavet noget her. Så jeg måtte sidde og ringe rundt til kompagnierne for at få job, men det var tricky, fordi ingen kendte mig. Det er jo ikke urimeligt, for Danmark er lille, så man hyrer først danske kunstnere, der har brug for job,” fortæller han. Det tog Pete Livingstone tre år at få sit første rigtige job i branchen, men så blev han til gengæld hyret af både Zangenbergs Teater og af Rolf Heim til en produktion på Betty Nansen Teatret samtidig.
Oplevelsen af at være ekskluderet
Yael Gaathon er kunstnerisk leder af Butoh-kompagniet Blue Cliff. Hun er halvt dansk, men opvokset i Israel. Hun har optrådt i hele verden med det israelske Itim Theater Ensemble og kom til Danmark i 2002. ”Det var virkelig hårdt. Immigration er hårdt alle steder, men jeg har altid elsket landet, så det var et dobbeltchok for mig at have oplevelsen af at være ekskluderet,” siger hun, idet hun peger på, at selvom der kan være objektive grunde, oplever den enkelte det meget personligt, når man ikke bliver set og værdsat.
Amerikanske Katrina Bugaj grundlagde i midten af 00’erne det fysiske teaterkompagni Out of Balanz sammen med Troels Hagen Findsen og arbejder som instruktør, performer, dramatiker og researcher. Hun genkender de to øvriges erfaringer. ”På et individuelt niveau er her rart og varmt, men på det strukturelle niveau er det svært at få adgang. Der er en sprogbarriere og en kulturbarriere, og der er en fremmedfjendskhed i den politiske retorik, som gør det udfordrende at være immigrant, der arbejder her i landet – selv i scenekunstbranchen, hvor folk har en tendens til at være mere åbne,” fortæller hun. Hun var som Pete Livingstone hjulpet af at have en dansk partner, som åbnede døre til de netværk, som de alle tre udpeger som helt essentielle for at komme i job og byde ind med sine kompetencer som udlænding. Katrina Bugaj fik et netværk af kollegaer, der var interesserede, da hun tog auteuruddannelsen på scenekunstskolens daværende efteruddannelse i Odsherred.
Yael Gaathon peger også på, at scenekunstskolen er en form for indgangsportal til miljøet: ”Det er et meget lille system i Danmark, hvor det er nemmere at sige nej til en udefra og ja til en anden, som du kender fra skolen. For mig hænger det sammen med den danske højskoletanke, hvor folkelighed og konsensus er værdier. Det er et usynligt værdilag, hvor kunst skal være sjovt, noget vi har det rart. Man er mest komfortabel med folk, man kan identificere sig med, så arbejdspladsen bliver hyggelig,” pointerer hun.
Forankring og udsyn
Selv om det gennem årene er blevet lettere for de tre, har de ikke svært ved at få øje på de udfordringer, der fortsat eksisterer. Katrina Bugaj peger især på den manglende evne til at sætte det internationale i spil: ”Alle institutioner har egne forpligtelser, som de først må opfylde, så det bliver mest noget med sexy gæstespil, når det skal være internationalt. Man kunne gøre meget mere med os, der er her, og prøve at udnytte samarbejdet mere agilt og fx reflektere tendenser udefra hurtigere,” foreslår hun, mens Pete Livingstone minder om, at der er meget mindre international scenekunst tilgængeligt i Danmark, end da han flyttede hertil i 96.
”Kunstnerisk ville Danmark have glæde af at åbne sig mere mod verden igen. Det er mest det frie felt og Aarhus, der inviterer gæstespil udefra. I København mangler vi en åben scene, som vi tidligere havde i Kanonhallen,” mener han.
Yael Gaathon peger også på manglende indtryk udefra, men kan samtidig se andre positive forandringer over de seneste tyve år: ”Da jeg kom hertil, var dans og teater meget opdelt, men nu ser man flere stilblandinger. Der er mere plads til at være original i sit udtryk, og til at udfordre genrer og krydse grænser. Det handler om at være mere åben for udfordringer, som kan komme fra udlandet eller fra os med internationale erfaringer. Jeg oplever, at både institutioner og det frie felt åbner sig mere. Det Kongelige Teater giver fx det frie felts aktører et kvalitetsstempel ved at åbne døren gennem KSelekt og hjælpe med at overbevise publikum om, at de kan se andre genrer end dem, de kender,” siger hun.
Selv er Yael Gaathon baseret i Aarhus, hvor hun flyttede til efter fire år i København. ”Aarhus er en mindre by, så min oplevelse er, at de er nødt til at arbejde mere sammen på tværs af genrer,” mener hun og fremhæver varmt udviklingsarbejdet, der udgår fra Performing Arts Platform ledet af Charlotte Mors: ”Hun har gjort så meget godt for at åbne døre og sætte folk sammen. Hun får folk til at føle sig velkomne, så de ikke føler sig så ensomme. Det er det, man har brug for, når man kommer udefra,” siger Yael Gaathon.
Strukturelle barrierer
Danmark adskiller sig fra mange andre steder ved at have relativt få auditions, og man skal derfor finde en anden vej til jobs. Pete Livingstone peger også på fundingstrukturen, der har et langt og meget organiseret forløb: ”Man planlægger i meget god tid her og sælger sin forestilling på Teaterseminar halvandet år før, den skal spille. Man skal også vide, at de store fondsansøgninger laves i juni og januar, så der skal man holde sig til som freelancer, hvis man skal med på et projekt. Jeg lærte det ved at tage med venner til børneteaterfestival, hvor jeg hang ud med andre kompagnier. Det er stadig måden at gøre det på, og så skal man kende deadlines og tidsfaktoren, hvor man venter i månedsvis på svar og skal have meget materiale klar for overhovedet at kunne søge”.
Yael Gaathon tilslutter sig disse perspektiver, idet hun finder, at Projektstøtteudvalget for Scenekunst, der uddeler de nævnte puljer i januar og juli, er meget styrende for aktiviteterne i det frie felt, fordi de er den primære støttegiver. ”De vil kun have en sides CV og det er svært, når de ikke kender dem, man har arbejdet med og niveauet for det, man har lavet.”
Kulturforskelle i form af andre teatralske traditioner er i denne sammenhæng et givent vilkår, der kan udgøre en barriere i sig selv. ”Jeg kendte fx ikke til revygenren, om end den kan relateres til andre satiriske formater. Her skal satire bare være meget bredt og folkeligt, danskere er ikke så gode til weird shit,” mener Pete Livingstone og uddyber: ”Der er en bred, europæisk tradition for at lave mere obskure, ikke så tilgængelige formater, men det ser man med skepsis på i Danmark, hvor det associeres med det intellektuelle og derfor ikke-folkeligt”. Han undrer sig også fortsat over, hvorfor der ikke er mere forbindelse mellem børne- og voksenteatret i Danmark, når dansk børneteater ifølge ham er et ”internationalt brand”.
Veje at gå
Rent kunstnerisk er det altså også ifølge Pete Livingstone et spørgsmål om at være mere åben for at kombinere forskellige udtryk og genrer: ”Jeg kan måske bidrage med den engelske humor. Der er en let overfladiskhed i skotsk og engelsk kultur, hvor man overvurderer sjove mennesker, mens man her er bedre til at tale om dybe, følelsesmæssige emner. Nina og jeg har sammen udviklet en særlig æstetisk stil, som trækker på begges erfaringer og kulturelle traditioner”.
Han tror på flere møder mellem de lokale internationale og en mentorordning, hvor man som tilflytter kobles med en anden udlænding, der har været her et stykke tid. Det skal være en udlænding, for en dansker vil ifølge ham ”tage mange ting for givet” og ikke forstå, hvor sært det opleves af en udlænding.
Yael Gaathon fastslår, at det handler om at få arbejde, så man kan bidrage med det, man kan. Hun mener, der skal ændres noget fundamentalt i støttesystemet: ”Det kunne være en trappeløsning, hvor man først fik et lille beløb, så blev evalueret og så kunne komme et step op. Så ville man heller ikke falde så hårdt som nu, hvor det er alt eller intet hver gang,” siger hun og peger også på, at et simpelt greb som åben morgentræning i fx Dansens Hus og Dansehallerne kunne være en måde at mødes på og skabe netværk.
Internationale perspektiver
Katrina Bugaj er som de øvrige glad for, at emnet overhovedet er på bordet. Hun håber, at folk med internationale erfaringer bliver fastholdt i en langvarig proces, der kan bearbejde emnet. Hun peger på, at der en voksende postmigrantbevægelse i hele Europa, som primært henvender sig til anden- og tredjegenerationsimmigranter, så der er god grund til også at fokusere på førstegenerationsimmigranter.
”Vi kan dele ud af erfaringer og rejse opmærksomhed om de kunstneriske migranter ved at søge sammen og skabe partnerskaber med institutioner som UP, som kan bringe os tættere på beslutningstagerne. Jeg oplever også et stort gab mellem skoler og institutioner og det frie felt, som også bringer internationale perspektiver til Danmark. Det er godt at mærke, at selvom der var meget frustration på mødet i september, er der også meget interesse for at gøre noget,” afrunder hun.
Bolden er givet op fra førstegenerationsimmigranterne og deres erfaringer genkendes af nytilkomne kunstnere, der fortsat har svært ved at navigere i de meget organiserede støttestrukturer og et felt, der af mange årsager kan opleves som et lukket land. Hvordan branchen får åbnet sig mere for både de internationale lokale, men også for udenlandsk uddannede og strømninger udefra vil være blandt emnerne, når Toaster – Meeting Each Other sætter fokus på muligheder og udfordringer i det internationale samarbejde.
Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
