★★★★★☆ Arturo Uis uhindrede vej til magten – Brecht til Internettets tidsalder

Vendsyssel Teaters skarpe bearbejdelse af Arturo Uis uhindrede vej til magten giver Bertolt Brechts store gangstershow en tiltrængt opdatering. I instruktør Sigrid Johannesens Brecht 2.0 bruges et filmset som ramme til at understrege magtens selviscenesættelse i en overrumplende tour de force af fiktionslag og gedigne tricks. 

Skuespiller Peter Gilsfort kommer hastende ind på scenen iført en vinrød velourkåbe over sit kostume. Han var egentlig færdig med sin scene som borgmesteren Dogsborough, men han skal nu lære Tina Gylling Mortensens insisterende egotripper Arturo Ui at stå foran folkemængden og gå som på teatret. De to skuespillere spankulerer teatralsk rundt, som to krager, der leger kongens efterfølger. Det er komplekst, det er forvirrende, det er sjovt, men det er frem for alt gennemtænkt teater.

Vi er ikke i Chicago, som i Brechts originale tekst. I stedet placeres vi midt i optagelserne af en stor, historisk gangsterfilm, komplet med overdrevne lydeffekter, rigelige mængder pistoler og teaterblod. Det teatrale univers understøttes af Magnus Hansens dramatiske underlægningsmusik, som giver gangsterstemningen et ekstra nøk opad. 

Formen trumfer indholdet

Gangstershowet følger i store træk Brechts original. Men Sigrid Johannesen og Ditte Bladt-Hansens bearbejdelse af Madame Nielsens oversættelse er strammere og gangsternes finansielle domæne er flyttet fra kål til kul og kajanlæg. Men ellers kører det derudaf med korrupte retssager, mord, bestikkelse og ’tough on crime’-retorik, indtil Arturo Ui til sidst har magten over hele byen. 

Det er svært at fange detaljerne i den stadig lidt omstændige historie og samtidig nyde de simultane handlinger i filmen og på scenen. Det hele kører i en rasende fart – godt krydret med intertekstuelle referencer til Shakespeare og klassiske gangsterfilm. Men det er på en måde i Brechts ånd, at indholdet støtter formen snarere end omvendt. 

Det forekom mig ikke så væsentligt at forstå gangsterdramaets detaljer. For budskabet er på virkelig velvalgt vis indlejret i selve legen mellem lagene af live-film, filmproduktion og teater. 

Arturo Uis uhindrede vej til hovedrollen

Scenen er en stor oval med et grønt gulv, der leder tankerne hen på green screen-teknologi. Publikum sidder med front mod hinanden rundt om Frederikke Dalums multifunktionelle filmsets-scenografi. På siderne er der to mobile trækonstruktioner, som kan transformeres til en bar, en retssal eller en dommerbolig. I midten af rummet over scenen hænger en stor træplade, hvorpå filmoptagelserne live-streames i et flot sort/hvidt videodesign af Søren Knud. 

Tina Gylling Mortensens præcist portrætterede og generøst pomadiserede Arturo Ui vralter mavesurt rundt og vifter med en røgmaskine. Men da rollen som røgpuster er for lille i størrelsen for Uis – eller måske Tinas? – store ego, udvikler stemningen for de andre skuespillere sig hurtigt fra almindelig anspændt æggeskalsgang til decideret rollemæssig dødsangst. 

Parallelt med gangsterdramaets handling, myrdes deres karakterer en for en. De reduceres til grønklædte, anonyme hjælpere for Uis store selviscenesættelse, der kulminerer i en tykt idealiseret propagandavideo, hvor der ikke er sparet på glade børn, patriotiske soldater og storslåede naturbilleder. ”Sammen står vi stærkere,” proklamerer en selvtilfreds og magtfuldkommen Ui. 

Den moderne diktators værktøjskasse

Arturo Uis uhindrede vej til magten flyder over med genuint overraskende og frydefulde æstetiske greb og tricks, som ikke skal afsløres her. Men selvom brugen af live-streamede videokameraer bestemt ikke er ny på de danske teaterscener, så bliver det her, ligesom hos fx Fix & Foxy, meget mere end bare et fikst underholdningsgreb. 

For Brecht var stykket en parabel for de begivenheder, der førte Hitler til magten. Gennem filmuniverset tilføjes der et ekstra lag til den sædvanlige propaganda og korruption. Nemlig mediernes evne til at manipulere med virkeligheden. Noget, som så sandelig kun er blevet mere dominerende i Internettets og det digitales tidsalder, hvor redigering, deep fakes og andre mediemæssige tricks gør det endnu sværere at gennemskue, hvad der egentlig er virkeligt.

Med en gennemtænkt iscenesættelse og styr på alle teatrets virkemidler støves Brechts drama af og publikum får stof til eftertanke gennem en filmisk gennemgang af den moderne diktators værktøjskasse. Men vigtigst af alt formår forestillingen gennem en virkningsfuld involvering og manipulation af publikum også at understrege, at en helt central del af den værktøjskasse er os. 

LÆS OGSÅ: Magtmennesket på scenen – interview med Tina Gylling Mortensen