★★★★★☆ Going Nowhere – mobilkomik på højt niveau

Going Nowhere af Out of Balanz er klassisk komik, der forener mobilafhængighed med Villads Bugge Bangs uovertrufne evner som danser og gummielastisk slapsticker. Det er en konstant underholdende og tankevækkende lille cirkusperle, der stilmæssigt sender tankerne til Chaplin og Keaton.

Verden er sort og hvid. Et toilet, en håndvask, et køleskab, en stol og en skraldespand lyser hvidt i den sorte cirkel, der er afgrænset af hvide kabler og oplyst af lysstofrør i stjerneformation. En mand kommer forbi, hans gang er kvik, den bliver til løb, han ræser afsted og bliver med et skrig trukket ind i cirklen.

Gudsbenådet danser

Der falder lidt ro på ham, mens han sindrigt gnasker et æble i sig. Bid for bid, mens han afsøger rummet med store øjne og måbende mimik. Til sidst er kun stilken tilbage, og den erstattes af en rød mobil, der dukker op af skraldespanden. Han scroller og scroller, øjnene klistret til skærmen. Lyset går ned, kun skærmens lys oplyser hans ansigt. Det er næsten uhyggeligt.

Men brat skifter stemningen, for mobilen kan jo også spille musik – og Villads Bugge Bang er en gudsbenådet danser, der kan kombinere præcise trin med klovnens tragikomiske attituder. Her bliver diskoens kvikke tempo punkteret, da mobilen løber tør for strøm og jagten på et stik at sætte opladeren i går ind. Kablerne i kanten rulles op i stadigt større løkker, mens håb og opgivelse veksler som skyer i hans gummiansigt.

Nu gjorde han det igen

I stolen venter han. Men kan han sidde stille? Naturligvis ikke. Kroppen vil glide ned og må spændes fast med jakken. Men åh nej, så kan man jo ikke hoppe op, når mobilen bipper. Frem og tilbage er lige langt, og kroppen glider nedad igen. Det er klassisk klovneri, som Buster Keaton og Charlie Chaplin udøvede det. Menneske mod maskine i en evig rundgang, hvor genkendelsens glæde a la ”Nej, nu gjorde han det igen” er en del af fornøjelsen.

Her er han spændt ud mellem sekvenser, hvor mobilen sætter farten, og sekvenser, hvor kedsomhedens fylde får plads. Man kan rulle papirkugler og gribe dem med munden, man kan puste ned i en flaske og få den til at give lyd. Men når mobilen bipper, kastes alt. Helt fysisk tager den magten, når den trækker ham rundt i manegen og bipper fra alle verdenshjørner.

Going nowhere – og dog

Ja, selv på toilettet kommer den med i en af forestillingens skønneste scener, hvor der gås langt for at klare wc-besøget uden at slippe den lille røde maskine med øjnene et splitsekund. Helt godt går det ikke, og bagefter går det helt galt, da bukserne skal på igen. Villads Bugge Bang er mesterlig til at klumre. Bukser, bælte, sko. Alt vender forkert, falder ned, sidder fast. Og hvor er nu mobilen? Selv anklerne knækker nu rundt i hans desperate forsøg på at holde bukserne oppe og jage mobilen på samme tid.

Han kommer vidt omkring, selvom han jo egentlig ingen steder skal hen. Going Nowhere problematiserer med komikkens stærke kraft vores afhængighed af mobilen i en dansabel vekselvirkning mellem kedsomhedens kreativitet og algoritmens dragende forførelse. Mika Forslings soundscape understøtter kongenialt Troels Hagen Findsens legende iscenesættelse af Villads Bugge Bang i en konstant underholdende og overraskende forestilling, der på bedste vis forener hans dansetalent med aktualitet og klassisk klovneri.

Going Nowhere havde premiere på DYNAMO i sidste uge og spiller i København fra onsdag.