★★★★☆☆ Alice i Underlandet – coming of age i nutidigt drømmepil

Anastasia Holst Nørlunds herligt fabulerende nutidsversion af Alice i Eventyrland rammer plet hos familiesegmentet på Malmö Stadsteater med sit evigt-aktuelle tema om at finde sig selv. Nu i sammensmeltningen af analog og digital virkelighed, der fremskrives legende i både tekst, musik og scenografi.

“Har kaniner croptop?”

Øh, ja! I hvert fald i Anastasia Holst Nørlunds dramatisering af Lewis Carolls Alice i Eventyrland og Bag spejlet, som bringer coming of age-historien ind i samtiden og gør den umiddelbart genkendelig for den generation, der netop nu står på vejen mellem barn og voksen.

Ida Knapp Drougges stilfærdigt seje Alice er i jeans og T-shirt og har blikket fastlåst i sin mobil, der naturligvis har kaninører. Omkring hende larmer familien, ikke mindst den skrigende baby-lillebror, så Alice dagdrømmer sig bort, hvilket i vore dage ofte sker ved at forsvinde ned i internettets kaninhul. “Drømme er som et spejl af dit indre” er stadig præmissen i Alice i Underlandet, men nu udspiller historien sig i sammensmeltningen af analog og digital virkelighed, som er det sted, hvor man i dag skal finde sig selv.

At sidde fast i tiden

Anastasia Holst Nørlund har tidligere arbejdet med Carolls fortællinger i sin studietid på Den Danske Scenekunstskole, hvor komponist Markus Artved også bidrog. Hans fine, varierede kompositioner er en væsentlig faktor i etableringen af drømmeuniverset. Her bydes Alice Welcome to Wonderland af André Gatus sødt springende kanin i elektroficeret Las Vegas-stil i en af de sange, der giver et dynamisk flow i forestillingen, og for fleres vedkommende giver mulighed for at uddybe temaer som venskab og ensomhed lyrisk.

Men først støder Alice på Kålormen, der i sin larveform symboliserer den overgang mellem livsfaser, som Alice også befinder sig i. Rummet i Underlandet er enkelt i en afgrænsning af fem spillekort, der skaber en let dirrende usikkerhed – hvad gemmer der sig bagved i mørket? Det bliver decideret uhyggeligt, da øjnene på flamingodekorationen på kortenes bagside lyser op, mens de skræppeskænder på Alice, der på sin side multipliceres til flere Alicer. Det er måske bastante drømmevisualiseringer af tematikken, men det fungerer.

Her er havmanden en underholdningssyg nonbinær surfer, Syvsoveren en snorkende tepose, mens den evigt hastende hattemager har fået fire hjul på sin cross-scooter. Spørgsmålet er stadig, om Alice sidder fast i tiden, og hvem hun skal følge for at komme videre. Måske kan den gådefuldt leende kat eller Filip Lundins forsagte skakbrik hjælpe?

The real deal

Alice kan godt lide at være i drømmerummet, men hun bryder sig ikke om, at alle forsvinder, og at hun ikke ved, hvad der skal ske. Men det er jo netop det, hun skal lære, hvis hun skal finde sig selv – hvis man altså kan det for længere tid ad gangen.

“Man kan ikke gøre for, at man bliver ældre”, siger jo også Victor Ståhl Segerhagens underfundigt flirtende og fint trippende Klumpedumpe, og indrammer dermed eksistensens vedvarende udfordringer med at finde overens med sig selv og sin rolle i nye relationer eller familiekonstellationer.

Malin Karlsson og John Njies Didelidum og Didelidi lyser barnelegen op som en mintgrøn, visuel parafrase over Disneys udgave af Alice, mens de herser og regerer og fraskriver sig ethvert ansvar for noget. Susanne Karlsson mekaniske Barbie-version af Den Hvide Dronning er anderledes handlekraftig med sine strofer: “I’m real. The real deal”.

OMG Det er fantastisk

Hvad er virkeligt, hvad er drøm? Alices quest fortsætter forbi det krocketspillende hof med Johannes Wanselows charmerende søvngænger-konge og Ronja Svedmarks blodtørstige Hjerter Dame, der vil hugge hovedet af alle. Skue-retssagen ved hoffet udmunder i dommens erkendelse af, at der ingen mening er.

Men det er jo en mangetydig sandhed, for i manglen på mening finder Alice sin egen i det for teksten emblatiske udbrud: “OMG, det er fantastisk. Jeg er Alice”. Således forløser Alice i Underlandet en stærk fortælling i en nutidig, men stadig vidunderligt fabulerende, drømmelogisk ramme, der vækker sanserne med sit skarpe klanglige og billedlige drømmeunivers, og samtidig skaber grobund for vigtige samtaler i de familier, som forestillingen særligt er henvendt til.