★★★★☆☆ Dracula – varmblodig vampyrfarce vil bare gerne underholde

Farcesyndikatet beviser med deres hensynsløse bearbejdning af Dracula på Himmerlands Teater, at historien om den blodtørstige vampyr også fungerer som farce. I en tid, hvor der er nok at være nedtrykt over, er det ganske befriende at opleve rislende gys forvandlet til rungende grin.

Dracula keder sig i Transylvanien og køber en række ejendomme i London. Hans naive ejendomsmægler Jonathan Harker har en forlovet, der på en prik ligner vampyrens store kærlighed. Fyldt med begær og blodtørst sejler han mod London og forsøger at charmere både Minna og hendes ublu søster Lucy.

Den spændetrøjebærende tjener Renfield er ekstatisk over at se sin herre. Da han klamrer sig om hans haser ryger bukserne med i vendingen. Dracula spankulerer derfor uvidende rundt i glimmerrøde, storprikkede boksershorts foran de to damer og efterlader et noget besynderligt førstehåndsindtryk. Lyder det som Dracula? Nej. Fungerer det? Ja, faktisk.

Farcens greatest hits

Der er langt fra Farcesyndikatets Dracula til Martin Lyngbos storladne, patosfyldte udgave, der kunne opleves på Aarhus Teater tidligere på året. Sælsomhed er erstattet af slapstick i en bearbejdning af Bram Stokers roman, som er både kreativ og overraskende tro mod originalens grundhandling. 

Morten Kamuks scenografi er med sine mange døre, vinduer og dynamiske elementer et rent slaraffenland for en farce. Susanne Sangills instruktion har heller ikke sparet på store armbevægelser og absurde usandsynligheder, som fx Harkers vilde rejse hjem fra Transylvanien, der både går forbi Australien og Sydpolen. De klassiske farcegreb følges op af Mads Horsbøls lyddesign, der byder på rigeligt med tegneserieagtige lydeffekter, perfekt timede til skuespillerens bevægelser. 

Forrygende karaktertegninger

Den dynamiske iscenesættelse får følgeskab af skuespillernes kemi og sans for komisk timing. Især Kirstine Hedrups Minna træder virkelig i karakter i bearbejdningen som planlægningsmanisk ungpige, som seksuelt aggressiv forførerske og som beslutsom vampyrjæger, der dirigerer alle mændene omkring sig. 

Sune C. Abels mandehungrende, hatteglade Lucy er lige i øjet, fuldendt af kostumets lillepigede slangekrøller og lyserøde sløjfer. Erik Viinberg tager kegler som vampyrjægeren Van Helsing, hvis “fidløgs”-arsenal er lige så stærkt som hans hollandske accent. Og Ronny Sterlø er forrygende som den retningsforvirrede, selvglade og umådeligt naive Jonathan Harker, der afværger alt under bæltstedet med et indigneret ”Jeg er jo brite!”. 

Og endelig leverer Caspar Juel Berg en Dracula, som er lige dele Casanova og socialt akavet enspænder med en voldsom allergi overfor både hvidløg og skjorter uden blottet brystbehåring.   

Vampyrfarce uden bid

Dracula vil ikke kommentere den tid, vi lever i, eller uddele moralske huskekager. Minna er ganske vist væsentligt mere handlekraftig end i originalen. Og der gives da også små stikpiller til fx ejendomsskatvurderingerne. Men forestillingen vil først og fremmest underholde – og det gør den så godt, at jeg for en stund bare slog hjernen fra og lattermusklerne til.

Hvad Dracula mangler i satirisk bid har den i humoristisk vid. Humoren er ikke nyskabende, men så charmerende og veludført, at man bare giver sig hen til veltimet slapstick og uprætentiøs komik. Alene de virtuøst karikerede karakterfremstillinger og Marx Brothers-agtige iscenesættelsesgreb er derfor bestemt en tur til Hobro værd.