★★★★★★ Avenue Q – hylende morsomt og rørende dukketeater for voksne

Avenue Q cementerer atter Fredericia Musicalteater som det sprudlende, modige ensembleteater inden for musicalgenren i Lars Mølsteds stærke instruktørdebut med den flabede, moderne og hjertevarme dukkefortælling om at stå ved sig selv.

“Det er surt at vær’ mig”

Annonce

Sådan åbner Avenue Q, men det er bestemt ikke surt at være tilskuer til den sprudlende musical, der atter slår fast, at Fredericia Musicalteater er et helt særligt og væsentligt hjem for musicalen i Danmark. Her får vi de skæve forestillinger med bred appel, og her får ensemblet altid lov til at lyse som en stjerne i sig selv.

Flot instruktørdebut

Lars Mølsted debuterer overlegent legende som instruktør med Avenue Q, som han selv spillede hovedrollerene Princeton og Rod i, da den første gang var på scenen i Fredericia i 2011. Denne gang er det Diluckshan Jeyaratnam, der med imponerende stemmevariation og charmerende overskud varetager rollerne som unge Pinceton, der slår sig ned i Avenue Q på jagt efter formålet med sit liv, og som den højreorienterede, homoseksuelle Rod, der kæmper sin egen rørende kamp for at komme ud af skabet.

Rod bor sammen med sin modsætning Nicky, som Magnus Bruno giver med fin sødme, mens han i rasende velkoordineret samspil med Cicilie Thiim også håndterer den sexfikserede nabo Trekkie og de usandsynligt irriterende Dum Idé Dyr, der mere end en gang får især Princeton til at tage de helt forkerte valg.

På Avenue Q bor også parret Christmas Eve og Bryan, som Linda Arunee Olofsson og Mark Vinther giver skældende, smældende saft, kraft og varme, det fallerede vidunderbarn Gary Coleman i Oliver J.B. Aagaard-Williams dansante fortolkning, og Princetons udkårne Kate Monster, som Kathrine Lemmeke Madsen gør lige så indtagende sød, som hun gør rivalinden Lucy the Slut rastløs rå. Cecilie Thiim er også opkørt skøn som Kates chef, en af “de gamle sure kællinger, der udgør samfundets grundpille”.

Hvem er jeg?

Det stærke ensemblespil kendetegner ikke bare denne forestilling, men er også ved at blive et adelsmærke for Fredericia Musicalteaters repertoirevalg. Der er kun syv spillere på scenen, men de opleves som en hvirvelstorm af energi, hvor hver rolle får lov at træde frem i egen ret, mens spillerne løfter hinanden i et gnistrende samspil med stærkt musikalsk følgeskab af orkestret under Martin Konges ledelse.

Jeg har ikke set Avenue Q før og var måske en anelse forbeholden over for dukkekonceptet. Men jeg overgav mig fuldstændig efter få minutter. Spillernes ekvilibristiske dukkeføring skaber sammen med den bramfri dialog et originalt, nærværende univers, der går lige i hjertet med sine helt almenmenneskelige udfordringer og dilemmaer.

Hvem er jeg? Hvem elsker jeg? Hvor skal jeg hen?

Dukketeater for voksne

Vi hjælpes gennem udviklingsrejsen af Nevena Prodanovis scenografi, der kombinerer traditionel gadekulisse med en naiv-flabet tongue-in-cheek tegneseriehimmel, der kan stille de eksistentielle spørgsmål bøjet i neon, men også lade pikke danse med regnbuer, når det er den stemning, vi er i.

Det herligt spøjse ved Avenue Q er jo nemlig, at den aldeles eksplicit lader dukker knalde, så vi tror på det, og synger indfølt om internetporno, så alle lades tilbage med røde ører eller sød kløe alt efter blufærdighedsgrænse.

Det er i den grad dukketeater for voksne med en mundret, let aktualiseret og virkelig velfungerende libretto, der lader hånt om politisk korrekthed med linjer som “Lidt racist er man vel altid”, men aldrig glemmer den menneskelige varme, der netop overvinder samme menneskers hykleri og idiotiske skel mellem hinanden.

Fredericia Musicalteaters Avenue Q er ikke bare overraskende morsom. Den har også modet til at spille til kanten med et diverst, ekstremt velsyngende cast, der både mestrer karakterspillet, samtidssatiren, en boblende humoristisk dialog, det gakkede, koreografiske fællesnummer og den glødende ballade.

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med instruktør Lars Mølsted