De glemte kroppe i moderne dans

Foreningen for integreret moderne dans har 10-års-jubilæum og inviterer i den anledning til Festivalen PÅ TVÆRS den 12.-14. april. Kunstnerisk leder Janne Weidinger Kristensen har talt med ISCENE om udfordringer og glæder de første 10 år, og om drømmen om en mere inkluderende fremtid for mennesker med synlige og usynlige handikap på den moderne dansescene.

Festivalen indeholder, udover en premiere på forestillingen Where do we go from here?, også paneldebat, dialoger, koncerter, udstillinger, workshops og filmvisninger. Forestillingen fremføres af dansere og performere, som lever med funktionsvariationer, synlige som usynlige.

”Der er jo bare gang i nogle hjul nu, som på en eller anden måde også trækker tråde til hele historien de sidste 10 år. Og det synes jeg er ret stort,” siger Janne Weidinger Kristensen, der er kunstnerisk leder i Foreningen for integreret moderne dans (FIMD). 

Der er allerede drømme om, at det skal blive til en biennale med større støtte i fremtiden. Der er behov for, at stille ekstra skarpt på de glemte dansere og mennesker med lyst til at danse, men som grundet et fysisk eller psykisk handikap har oplevet, at der ikke var muligheder for dem. I FIMD arbejder bestyrelsen og Janne Weidinger Kristensen målrettet på at skabe de bedste rammer for workshops, undervisning og professionelle forestillinger med inspiration fra udlandet.   

Pioner med blik for det anderledes

Da Foreningen for integreret dans (tidligere Integrated Dance Explorations / IDE) fyldte fem år, var Janne Weidinger alene tilbage om at drive det hele. Hun lægger ikke skjul på, at det har været hårdt: ”Man skal virkelig have noget stamina, og man skal virkelig ville det. Både fordi jeg ikke har tjent særlig mange penge på det, men det er også en prioritering. Vores tidligere koreograf havde to små børn, og det blev klart, at det ikke gik op”. 

Janne Weidinger kommer selv fra elitegymnastikken og blev skadet under sin danseuddannelse på Northern School of Contemporary Dance. Skaden førte til en uddannelse til terapeut, men interessen for det skæve og anderledes har altid tiltrukket hende:

”Så længe, jeg kan huske, har jeg altid kigget efter anderledes bevægelser. Jeg bliver fascineret af duen, der kun har en fod i stedet for at kigge efter alle de andre, der ligner hinanden. Alt det, der allerede har været vist, set og gjort, bliver jeg hurtigt træt af,” siger Janne Weidinger.

Kunsten at sparke døre ind

Indtil den formelle foreningsdannelse i 2017 med nedsættelse af en bestyrelse bestod aktiviteterne mest i workshops. Den første forestilling samt en film blev det også til. Det var en stejl læringsproces. For hvordan formidler man overhovedet dans til en så blandet gruppe mennesker? ”Jeg tog en måneds teacher training i Finland i 2015, hvor jeg fik undervisning og blev lidt bedre til det,” siger Janne Weidinger, som derefter trådte til som koreograf. 

Fra 2019 begyndte det at tage fart med flere små forestillinger med adskillige visninger samt faste workshoptilbud. På festivalen får den syvende og hidtil største produktion premiere. Where do we go from here? kan opleves den 11., 12. og 13. april i Dansekapellet. Publikum sættes selv i en begrænsende situation på en vandring iført et publikumskostume. Janne Weidinger har hovedet fyldt med tanker, og fortæller træt:

”Det har taget 10 år, og det er jo udfordrende, når man skal sparke døre ind. Det er en samfundsforandring, vi laver i øjeblikket. Så jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske efterfølgende. Deraf titlen. Men jeg orker ikke, at det skal være så tungt mere. Beslutningstagere er ikke selv bevidste om, hvordan de så massivt ikke inviterer ind”. Med andre ord er inklusion et aktivt valg, der skal formidles, hvis ikke det skal føles som en udelukkelse fra det pågældende fællesskab, kursus eller uddannelse. 

Dansescenen og den anderledes krop 

Danske Handicaporganisationer og Det Centrale Handicapråd lavede en folkeundersøgelse tilbage i november måned. Konklusionen på den var, at selvom fordomme sjældent skyldes ond vilje, har de stor betydning for mennesker med handicap og deres muligheder for at deltage i samfundets forskellige fællesskaber. ”Der er så få tilbud, og de unge bliver derfor dobbelt skuffede, når to undervisere holder op, og et hold må nedlægges eller holde pause,” siger Janne Weidinger.

”Inden jeg går på pension, drømmer jeg om, at vi bliver taget helt naturligt imod. At der kan uddannes flere undervisere og kunstnere i det her felt. Og at der tilbydes undervisning på flere niveauer. Selvfølgelig er det fantastisk, at vi langt om længe får medvind også i finkulturen med hjælp fra projektstøtteudvalget og fondene. Og samtidig er det stadig lige så vigtigt at komme ud og ramme den almene borger på gader og stræder og i workshops,” påpeger hun.

Synet på skønhed og æstetik har traditionelt set ikke omfattet den anderledes krop. I moderne dans flyttes konstant grænser på scenen, men en krop med handikap er stadig et sjældent syn. Der er behov for at bryde med de sidste konventioner. For nylig havde Cantabile 2 en dansepremiere med en akut skadet danser på krykker på scenen. Det skabte nysgerrighed og tilførte både dybde og perspektiv. Som danser, kørestolsbruger og medstifter af FIMD Cath Jensen udtrykker det: ”Skønhed er, når vi bevæger os sammen.”

At se med hjertet

”Der er noget, der forandrer sig i én i den måde, man tænker og føler, når man får lov til at kigge og opleve dansere med forskellige kroppe uden at skulle skamme sig og uden at skulle se væk. Folk bliver rørte, og hvis man tør, går det i hjertet, fordi der også er empati forbundet med det anderledes, hvis man altså ikke laver den barriere, det er at bedømme. Der er også nysgerrighed. For hvad er historien bag?,” siger Janne Weidinger.

Hun mener, at vi alle har fordomme for noget, som vi kigger væk fra. For hende er det tiggeren, som søger øjenkontakt, indtil hun opdager, at det bare er hendes tomme flasker, han er ude efter. Men gadens beboere har også vist sig at være nogle af FIMD’s bedste og mest generøse publikummer. Biblioteket på Christianshavns Torv vil for eksempel have dem ud og danse for tredje gang, fortæller hun: 

”Det sociale kulturmiljø på Christianshavns Torv bliver ved med at sige, at dem dér vil vi gerne se igen. Og det er også en af de stærkeste oplevelser, danserne og jeg har haft. Der var en kvinde, måske roma, der normalt sidder og tigger penge. Efter forestillingen kom hun hen og gav os de penge, hun havde fået i løbet af dagen med en dybfølt tak.” Forskellige mennesker vil gerne kunne spejle sig i forskellige kroppe, og i FIMD er de mennesker, der har været med i mange år, blevet dygtige performere.

Inklusion på scenekunstskolerne

”Jeg har indtil nu insisteret på danske dansere i truppen og på scenen, men der er ikke mange at tage af, så jeg er med til at uddanne mennesker, som overhovedet har interesse i at være en del af det, vi kalder integreret dans. Vi kender til to professionelle i Danmark: Toke Broni Strandby har danset i Candoco i hvert fald i syv år og er nu ansat på Den danske Scenekunstskole i Holstebro. Malene Becker Nielsen har danset med FIMD et enkelt års tid,” forklarer Janne Weidinger.

De er begge uddannet på Northern School of Contemporary Dance i England, som er en af de skoler, vi kender til, der tager imod ansøgere med handikap. Janne Weidinger mener, at bagsiden af vores velfærdssystem er, at der er plads til mindre kreativitet: ”Kommunerne betaler biler til nogle mennesker med handikap, så de kan få et mere aktivt liv, men der er en grænse for, hvad man tilbyder af muligheder, uddannelse og jobs, og hvem der inviterer dem ind,” påpeger hun.

Norge, Sverige, Tyskland og alle de engelsktalende lande er længere fremme på de kunstneriske og kreative områder. Det ældste og mest kendte kompagni for integreret dans er Candoco i London. Derfor mener Janne Weidinger, at det er afgørende for feltet, at der tilføres midler til udenlandske kræfter, der også kan dele deres viden og erfaring. Professor og koreografisk konsulent, Kathryn Ricketts, er en af de ressourcepersoner, der er med til at udvikle strategien for det fortsatte udviklingsarbejde i FIMD og tilrettelæggelse af oplæring af nye undervisere inden for det integrerede dansefelt.

Paneldebat med internationalt udsyn

”Det er noget af det, vi skal snakke om i paneldebatten på festivalen. Det med at byde ind på institutioner. Nogle siger, de ikke vil tage ansvaret for en studerende med selv et lille fysisk handikap. Måske handler det om frygt og uvidenhed. Mange mennesker med handikap har kæmpet hele livet for accept og for at være dygtige nok, så de arbejder sindssygt hårdt for at være ligesom andre,” forklarer Janne Weidinger og nævner, at Malene Becker Nielsen fik udmærkelse på skolen. 

”Under den seneste CODA Oslo International Dance Festival spurgte lederen for Skolen for Moderne Dans i Oslo, hvad de skulle gøre for at blive mere inkluderende. Og det er jo bare sådan nogle fine, lavpraktiske ting som, hvad man skriver om en optagelsesprøve. Hvis man skriver, at mennesker med de og de funktionsvariationer også indbydes, så gøres det fuldstændigt åbent, hvem der kan deltage, og hvem der ikke kan. Så kan man begynde at mærke inklusionen,” forklarer Janne Weidinger.

Møder og dialog er vigtige og skaber indbyrdes forståelse, og på festivalen er der rig lejlighed til at få bugt med nogle fordomme, deltage i debatter og hylde scenekunst for alle. Det er en invitation til forskellighedsfejring for alle mennesker med og uden et handikap, der kan opleve professionel kunst skabt af mennesker med og uden et handikap. 

Festival PÅ TVÆRS afholdes i Dansekapellet den 12.-13. april og på Cinemateket den 14. april 2024. Læs mere her.