★★☆☆☆☆ Krigsbørn – rørende men rodet debatteater

Det skorter ikke på følelser i AKUT360’s højaktuelle Krigsbørn, men desværre mangler der en klar retning, og resultatet fremstår både rodet og ensformigt. Tekstens tyngde bliver aldrig forløst, og de groteske og dybfølte lidelser til trods forlader man stadig salen med en noget flad fornemmelse.

Med Krigsbørn stræber instruktør og manuskriptforfatter Andreas Dawe efter at give stemme til krigens uskyldige, men evindelige ofre: Børnene. Forestillingen ligger i forlængelse af den Reumert-belønnede Zinkdrengene fra 2021, der ligesom denne forestilling er en dramatisering af en del af den belarussiske nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitjs forfatterskab. 

Julie Forchhammers enkle turnéscenografi består i al væsentlighed af en række mere eller mindre anonyme stole og et stort tæppe, der er syet sammen af hvide skjorter. Det samlede visuelle udtryk gør ikke meget væsen af sig, så fokus er helt og holdent på teksten og skuespillet, hvilket ligger fint i forlængelse af AKUT360’s ambition, som du kan læse mere om her.

Forestillingens fem spillere reciterer størstedelen af deres replikker som små monologer rettet direkte mod publikum, og dertil kommer elementer fra dukketeater. Dukkerne er naturligvis skabt af dansk teaters ubestridte dukkevirtuos, Rolf Søborg Hansen.

Grufuld genklang

Teksten er primært en sammenskrivning af to af Aleksijevitjs værker: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt og De sidste vidner. Begge er bygget op om udsagn fra vidnerne til det russiske folks lidelser under den nazistiske invasion i 1940’erne, som er gengivet med en gruopvækkende præcision. Det berettiger en af forestillingens mest rammende replikker: “Det er frygteligt at erindre det hele, men det er frygteligere ikke at gøre det.” 

Udover stemmerne fra russernes store fædrelandskrig, indeholder Krigsbørn også et nyskrevet spor i form af en meget personlig beretning fra russiskfødte men herboende Yulia Lystbæk, der også medvirker som skuespiller og dukkefører. Dette har til formål at aktualisere tematikkerne ved at inddrage betragtninger om krigen i Ukraine – og for den sags skyld også andre igangværende krige.

Som publikum får man aldrig fornemmelsen af et sammenhængende og gennemgående narrativ, men nærmere en slags collage af lidelser, som på tragisk vis er uhyggeligt aktuel.

Rædslerne mangler retning

Det er umuligt at forblive upåvirket af den modbydelige mosaik, som udgør Krigsbørn, men jeg mangler simpelthen en overordnet ramme for de mange historier, og savner en markant skarpere retning i instruktionen. Det lader til, at Andreas Dawe stoler for meget på selve tyngden i teksten, hvilket resulterer i, at forestillingen alt for ofte forfalder til at blive ord, ord, ord.

Scenerne ruller derudaf uden nogen tydelig kausalitet, og flere gange i løbet af forestillingen mistænkte undertegnede også spillerne for ikke helt at være ovenpå teksten, og ikke sjældent falder de patostunge replikker med en upersonlig distance, man ikke kun kan tilskrive premierenerver.

Ambitiøst men ufuldendt

Den fragmenterede fortællestil og den fraværende dramaturgiske kulmination bevirker også, at forestillingen med en varighed på over to timer ganske simpelt er alt for lang. Jeg forlod anden akt uden helt at begribe, hvorfor forestillingen ikke kunne have været afviklet på den halve tid. Hvad bidrog anden halvdel af med, som ikke allerede var fortalt i den første?

Man må rose AKUT360 for at leve op til sin egen målsætning om at levere fordomsfrit teater om tidens store debatemner. I en tid, hvor sympatien for russiske lidelser kan findes på et meget lille sted i vores del af verden, kræver det et vist mod at lave en forestilling om det russiske folks lidelser. Det er desværre bare ikke tilstrækkeligt med et ekstremt følelsesladet emne, når der er noget grundlæggende galt med grebet.