★★★★★☆ POW POW POW – en nådesløs fuldtræffer fra et marginaliseret helvede

Christina Hagens pistoldigte POW POW POW skyder med ord-projektiler af stærkeste kaliber på Revolverscenen på Teater Republique. Skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen spiller svidende nådesløst balancerende mellem digtenes skræmmende ironi og den altædende smerte af svigt og dårligt selvværd.

”Det er det værste, jeg nogensinde har set”, siger en kvinde til sin ledsager på vej ud af teatret. Og det er ikke kønt at blive inviteret ind i de anmelderroste pistoldigte instrueret af Emil Rostrup. Forskellige kendte vitser lægger grunden til formidlingen af noget af det mest alvorlige: ”Banke banke på”, ”Alle børnene…”, og ”Molbovitser”. Alle ladet med krudt og kugler af rygende socialt svigt, vold og angst.

Tvivlen og usikkerheden oser langt væk, for er det bare mig, der er ”forkert,” når det her åbenbart er almindelig hverdag for os ”molboere?” Som publikum får vi rollen som de handlingslammede beskuere i samfundet, der står udenfor, mens spilleren upåagtet ser os dybt i øjnene og deler sine oplevelser fra livet som marginaliseret. Vi mærker tvivlen, forvirringen og skammen på egen krop. Og det svider.

Vitser ladet med svigt

Vi vækkes med en kæmpe lussing af et flænsende stroboskoplys af Balder Nørskov og et lyddesign af Kevin Eagle Oliver, der som sten og metal kæntrer i nedadgående skingre, dunkende lyde. Kvinden ligger på en stor sten ovenpå den første af de tre senge, der udgør scenebillederne. Hun er iført en lyseblå stumpetrøje og hvide trusser, der ses gennem de tynde, sorte strømpebukser med huller under fødderne.

Ida Cæcilie Rasmussen sidder på hug med spredte ben. Usikkerheden og de bevidst slingrende intentioner i spillet trækker øjeblikkeligt tæppet væk under os: ”Hvad kalder man en mand, der drikker sig så fuld, at han brækker sig over tv-bordet, når han passer sin papdatter, og på et tidspunkt går op i soveværelset og skyder sig i hovedet med et jagtgevær?” POW. Hun trækker usikkert ned i den stumpede trøje.

Den ene grusomhed efter den anden lires af, som var det ligegyldige hverdagsting. Men det er hverdagsting, og stenen har sat sine tydelige spor i det, der skulle være det mest trygge sted. Sengen. Den jyske accent og vitsernes ironiske distance står i absurd kontrast til alvoren. Lige så grotesk som at prøve at elske og have sex med en ”stor, kold sten”, som er det scenen slutter med før et øjebliks blackout.

Holdt stangen af en knappenål

Der er ikke lang tid til at komme sig, før salen atter flænses af stroboskoplys. Kvinden er landet i den anden seng. Den mangler benene i den ene ende, men er til gengæld spiddet af scenograf Julie Stavads tårnhøje knappenål med rødt hovede. Der er intet håb for et opgør med social arv her, men dog lidt mere modenhed at spore i en mere fast etableret intention fra en nu moden kvinde.

Hun har en relation til en yngre mand med højere social status. De spjætter under knappenålen nat efter nat med vold, sex og jalousi. Kvinden polerer knappenålen intenst. Vreden blander sig med humoren i en elegant timing og et nærvær, som havde Ida Cæcilie Rasmussen den unge medspiller lige dér foran os. ”Hvanår bliver a lisså normal som de ande. A er en mumitrold i en glasbutik”.

Der er ingen vej ud af den sociale arvs jerngreb i denne fortolkning, hvor et menneske fuld af liv stækkes som en sommerfugl sat fast med nåle på et bræt: ”De fleste kærster smijer deres molbo uj. Det enest’ der er værre end at bli’ behandlet som skrald, det er at håb’, man er andet end skrald.” POW POW.

Skudhuller af angst

Tredje del udspiller sig foran en stående madras med et stort hul efter de massive skudhuller i sjælen, som psykisk vold efterlader. Den nye mand er tydeligvis narcissist og omgiver sig med neurotiske regelregimer. ”Leverpostejspistolen skyder huller i mig. Sådan går jeg rundt som en kæmpe ost. Hverken død eller levende.” Hånden former en pistol, der igen og igen søger mod tindingen.POW POW POW.

Christina Hagens pistoldigte skyder med skarpt fra oven, fra neden og fra siden. Kryber ind under huden og tager en bid af sjælen. Ja, det kan meget vel være noget af det værste teater, vi længe har set, men på den gode, vigtige måde. Portrættet af en kvinde med lavt selvværd piercet i kroppen fra fødslen leveres råt, minimalistisk og autentisk uden formildende omstændigheder. Der er bare tomrummet og håbløsheden.

Det er en kraftpræstation at levere tre forskellige udviklinger hos en så skadet karakter mellem alvor og jokes. Af manipulation og svigt. Som publikum slipper vi ikke let. For selv efter skuespilleren er væk, holdes vi i mørket i salen. Til refleksion. For hvem har ansvaret? Og hvor går grænsen mellem teatret og den såkaldte virkelighed?