Scenekunstens årsmøde 2025: Krig, krise og kunst

Traditionen tro bød CPH Stage på scenekunstens årsmøde 2025, arrangeret i samarbejde med ISCENE og Dansk Teater. Under overskriften Mod og håb diskuterede den samlede branche scenekunstens rolle i en krisetid, og dagen var på mange måder mere oplysende end opløftende.

Symbolikken var til at tage at føle på. Efter en tid med strålende forår, var vejret slået over, og de mørke skyer samlede sig over kongens København. Alvoren hang tungt i den regnmættede luft. Efter en kort velkomst i Skuespilhusets foyer ved direktør for CPH Stage, Morten Krogh, blev scenen i foyeren overladt til dagens første paneldebat.

Kunsten ånder

Medlems- og udviklingschef for Dansk Kulturliv, Rasmus Kyed Jakobsen, modererede den første samtale under overskriften Et blik udefra. Den havde til formål at illustrere kunstens infrastrukturelle rolle, når krisen rammer. Camilla Mordhorst, adm. direktør ved Dansk Kulturinstitut, har i adskillige år haft blikket rettet mod Østeuropa.

Hun kunne fortælle, hvordan teatret i det krigshærgede Odessa spiller hver aften – luftalarm eller ej: “Det er en lunge for indbyggerne,” understregede hun og uddybede, hvordan ukrainerne finder styrke til kampen i kærligheden til den nationale kunst og kultur.

En pointe, der blev accentueret af vicedirektør for Styrelsen for Samfundssikkerhed, Henrik Findahl Brodersen. Han introducerede begrebsparret samfundskritisk og samfundsvigtigt: “Efter den første alarm skal samfund og kulturliv kunne fungere igen,” sagde han. Og som eksempel mindede han om kulturens samlende kraft under tiden med COVID-19.

Kunsten i eksil

Formiddagens tre primære oplæg bød også på en samtale mellem Camilla Mordhorst og belarussiske Volha Kulikouskaya. Hun er scenekunstner og leder af the INEXKULT Foundation. Kulikouskaya har levet i eksil siden 2021 efter massivt pres fra det Moskvatro styre i Minsk. Fattet, velovervejet og modigt, delte hun ud af sine førstehåndserfaringer som kunstner i autokratiets skygge.

Fra sit eksil i Polen er hun med til at skabe forestillinger, som bl.a. bliver streamet til hjemlandet via YouTube. Og med mere end 1 mio. visninger, er det det mest sete belarussiske indhold på hele platformen. Vel at mærke i et land, hvor et “forkert” like kan udløse to års fængsel.

Efter år med stærkt politiske forestillinger har hun og hendes medkunstnere fundet et nyt fokus: “Belarusserne er frustrerede og vrede, og de gider ikke høre flere politiske fortællinger. Vi vil hellere lave forestillinger om belarussisk kultur og traditioner. Vi vil have forestillingerne til at handle om mennesker og ikke politik,” siger hun.

Politisk teater og propaganda

Da ISCENE efter oplægget beder hende uddybe sin pointe, svarede Kulikouskaya: “Hvis vi vil blive ved med at lave politisk teater, er vi nødt til at komme med nogle nye idéer, fordi dem, vi fortæller i dag, er ikke sande. Politisk teater er ofte bare en anden version af propaganda,” fortæller hun. Der henvises til den naive oprørsoptimisme, der dominerede årene efter præsident Lukasjenko yderst omstridte valgsejr, som medførte massive folkelige protester.

Kulikouskaya uddyber:

“Vi har tabt, men vi er nødt til forsætte – selv uden håb. Jeg håber, at vi ved at vise belarussisk kultur på vores eget sprog, kan gøre vores folk taknemmelige, og at vi kan vise Europa, at der findes et selvstændigt Belarus, der altid har eksisteret – og altid vil eksistere i én eller anden form.”

Friheden i krise

Over middag rullede endnu tre arrangementer simultant over scenerne. På Mellemgulvet var ytringsfriheden, kunstnerisk frihed og selvcensur på tapetet. Hvordan bliver den kunstneriske frihed påvirket af et polariseret mediebillede, hvor især sociale medier sætter dagsordenen, og shitstormen aldrig er længere end et klik væk? Har frygt og selvcensur fået råderetten?

Jesper Frølund Hansen, fra LGBT+-teatret HiLS DiN MOR, kender problematikken. Teatret har flere gange oplevet, at deres forestillinger har affødt så stort et pres på teatre og spillesteder, at det ikke har været muligt at gennemføre. “Nogen prøvede at lukke munden på os,” fortalte Frølund Hansen og indrømmede, at den slags pres naturligt bevirker, at et teater som deres må tage deres praktiske og kunstneriske prioriteter til revision.

Censur i kunsten

Joan Rang Christensen er dramatiker og digter, men i den bredere offentlighed nok mere kendt for sit virke som mangfoldighedskonsulent vedrørende DR’s dramadokumentar Slave af Danmark. Et engagement der blev genstand for så stor opmærksomhed og vrede i dagblade og sociale medier, at hendes kunstneriske arbejde blev umuliggjort. Mungo Parks direktør Anna Malzer – der i øvrigt som den første siden shitstormen har hyret Rang Christensen som dramatiker – bragte en vigtig nuancering til torvs:

“Jeg bliver nødt til at understrege, at i Danmark har vi altså ikke reel censur,” sagde hun og henviste til, at censuren ikke nødvendigvis kommer ovenfra: “Medierne er farligere for kunsten end politikerne,” erklærede Malzer. Rang Christensen byggede videre på pointen og problematiserede – med udgangspunkt i egen erfaring – at pressefriheden ofte synes at have forrang for kunstnerisk frihed. Og som konsekvens heraf er det ofte kunstneren, der sidder tilbage med nitten.

Det klarer ikke op

Under dagens afsluttende opsummering på Scenekunstens Årsmøde 2025 blev vi præsenteret for de vigtigste pointer fra samtaler om de konkrete beredskabsplaner for scenekunst, og hvordan mangfoldigheden sikres i scenekunsten – selv når lokummet brænder, og prioriteringer ændrer sig.

Ved håndsoprækning blev publikum bedt om at tilkendegive, hvorvidt de var blevet mere eller mindre fortrøstningsfulde, som dagen var skredet frem. En kursorisk optælling tegnede ikke et synderligt opmuntrende billede.

Jeg ville ønske, at jeg kunne afslutte denne reportage med en fortælling om, at himlen var klaret op, men det ville desværre ikke være i overensstemmelse med sandheden.