★★★☆☆☆ DSCH – Sjostakovitj drukner i sceneshow

Blændende spil fra Det Norske Kammerorkester drukner i overtydelig iscenesættelse og gumpetunge visuelle greb, indtil DSCH endelig giver slip og lader musikken tale selv.

En bratschist i skotskternet jakkesæt står alene på den store scene. Det er nat. Månen bader rummet i et koldt lys. Omtåget klimprer han på strengene, akkorder der vugger frem og tilbage, som om han klamrer sig til resterne af en drøm, der er ved at forsvinde.

Den kryptiske og myteomspundne komponist Dmitri Sjostakovitj er omdrejningspunktet i koncertteatret DSCH. Man fornemmer øjeblikkeligt den gådefulde aura, der omgiver ham og hans musik. Sovjetkomponisten har i årtier personificeret en ideologisk slagmark mellem øst og vest. I Vesten har vi længe holdt fast i, at hans musik udtrykker en længsel efter frihed fra et regime, der kuede hans talent.

En lidelseshistorie, som i stigende grad er blevet nuanceret af musikhistorikere og biografer. Og Det Norske Kammerorkester, som har specialiseret sig i at spille klassisk musik uden noder, har da også læst på lektien. Forestillingen er hverken ude på at trække et kapitalistisk frihedsideal eller et kommunistisk partiprogram ned over Sjostakovitj. I stedet for at politisere forfølger DSCH en psykologisk nerve i musikken ved at bruge teatralske virkemidler – men det er mindst lige så trættende.

En musikalsk varulv

Snart dukker akkordeonisten Bjarke Mogensen op. Både for at akkompagnere den søvngængeragtige bratschist og samtidig indtage rollen som Sjostakovitjs alter ego, hvis man skal tro programmet. Han er placeret på bagscenen som en måneskygge, der listende hjemsøger musikken og sommetider overtager den.

”En ny Sjostakovitj dukker frem, hver gang man kradser den gamle overflade af”, skriver biograf Mikkel Thrane Lassen – en sætning, der kunne stå som motto for DSCH. Som komponist var Sjostakovitj en rastløs formskifter, en musikalsk varulv. Kælende romantiker om dagen og bidende modernist om natten. I DSCH skifter han konstant krop, besjæler orkestret som en kollektiv ånd og træder ind i de enkelte musikere, der bevæger sig mod os i store videoprojektioner.

Resten af Det Norske Kammerorkester slutter sig til og spiller et uddrag af romancen fra sovjetfilmen The Gadfly. Musikken er svulmende sød, som en overmoden fersken, men en tydelig distance trænger sig på. Musikerne bærer masker og oplyses kun af et rødligt skær i mørket. En resigneret dunkelhed lurer altid i Sjostakovitjs musik – en pointe, som bliver skamredet med forestillingens mørke lyssætning og endeløse grå skyer på storskærmen.

Teatertørst

DSCH rammer en udbredt teatertørst i musiklivet. Anmelderroste albums – fra Rosalía til Raye – er i dag mere opera eller musical i forklædning end almindelige pladeudgivelser. Trenden har også ramt klassisk musik – blandt andet i Copenhagen Phils Melodrama-serie med instruktør Christian Lollike, hvor de gamle klassikere får et friskt scenisk pust.

En udvikling, jeg hilser velkommen. Men i DSCH er det svært at få øje på, hvad teaterdelen skal bidrage med. Forestillingen iler utålmodigt frem og zapper uforpligtende mellem forskellige nedslag i Sjostakovitjs kammermusik.

I den drilske polka fra 2 stykker for strygekvartet fjoller musikerne, i den letbenede Jazzsuite nr. 2 valser de rundt på scenen. De spiller det teater, som allerede bor i musikken, understreger dens temperamenter med en tilsvarende gestik. Det, som tilsyneladende skal åbne musikken, ender med at gøre den flad.  

Sluk for skyerne

Først til sidst, da koncerten slipper den enerverende medley-tilgang, får den fat i salen. I en fuld gennemspilning af den turbulente kammersymfoni – en udvidelse af Sjostakovitjs berømte ottende strygekvartet – gnistrer den ild, som kan flamme op i klassiske musikere, når man rykker dem fra orkestergraven til de skrå brædder og fjerner deres noder.

Kammersymfonien er edderspændt rasende. Orkestret virker frigjort – måske fordi de endelig slipper for koreografi og påklistret sceneshow. Sarte violinsoloer bævrer på grænsen til opløsning. Maniske gentagelser af de fire toner D, Es, C, H – Sjostakovitjs signaturmotiv, som han vendte tilbage til hele livet – føles som en selvstraffende dæmonuddrivelse. Det klezmeragtige motiv er som febril dans på glødende kul.

Så var der slet ikke behov for udpenslende teaterskolegestik og grafiske skyer, der ærligt talt ligner en forældet Windows-pauseskærm. Bare et blændende orkester, der spiller, som om det gælder liv og død. Sjostakovitjs musik er et show i sig selv – den bærer sin egen scene.