Hen over pinsen byder Toaster på festivalen The Performance Bulletin på og omkring Den Frie udstillingsbygning på Østerbro i København. Festivalens 15 kropslige, stedsspecifikke og procesorienterede performances præsenterer alternative måder at engagere sig i og opleve samtidskunst på. Vi har talt med festivalens kurator og et par af de medvirkende kunstnere om stedets, kunstens og institutionernes betydning for oplevelsen af vores fælles offentlighed.
”Tidligere var det store anslag som bygninger og monumenter, der definerede vores offentlige rum og satte brand i debatten, men det virker til, at debatter i dag oftest opstår, når nogen performativt aktiverer de historiske monumenter. Fx busten, der blev smidt i havnen eller Hans Egede statuen i Nuuk,” siger Iben Bach Elmstrøm, da vi mødes i Den Fries lyse lokaler for at tale om festivalen The Performance Bulletin. Den har netop performancekunstens muligheder i det offentlige rum som et af sine fokuspunkter.

Det kollektive øjeblik
The Performance Bulletin udspringer som mange andre nye tiltag af Covid-19, der lukkede kulturinstitutionerne ned og tvang udstillingsbygningen til at tænke i nye baner:
”Den Frie lavede dengang Den Frie morgen, som var et performanceprogram, der foregik lige herude på Oslo Plads, da folk fortsat cyklede forbi på arbejde, selvom institutionerne var nedlukkede under Covid-19. Her oplevede kunsthallen, at programmet var godt til at fange folk sanseligt og til at appellere kollektivt i en isoleret tid,” fortæller Iben Bach Elmstrøm, der har kurateret programmet The The Performance Bulletin.
Programmet var godt til at fange folk sanseligt og til at appellere kollektivt i en isoleret tid
Selv kom hun til Den Frie lidt efter corona, men var med da Den Frie i samarbejde med Carlsberg stod for et performativt program på Folkemødet på Bornholm:
”Her fik vi virkelig prøvet, hvad det kan at afvikle performance i gader fyldt med mennesker. Hvornår skal vi spille på de små toner? Hvornår skal vi fylde mere og have nogle større armbevægelser? Og så besluttede Den Frie – også i kraft af Toastersamarbejdet og vores eksisterende performancestrategi – at arbejde videre ad den vej,” fortæller Iben Bach Elmstrøm. Sideløbende skriver hun en Ph.d. om kuratoriske aspekter i arbejdet med kunst i offentlige rum. Den vender vi tilbage til, men først dykker vi dybere ned i tankerne bag festivalen.

Udfordrer forventningen til performances udenfor de kendte rum
”Jeg har ikke haft et ønske om en bestemt tematisk framing, men er gået efter en samling af ideer i forskellige lag, hvor vi udfordrer, hvad forventningen er til performances, når de ikke er i black boxen eller the white cube (scene og museumsrum, red.). Så jeg har ledt efter praksisser, der prøver det af. Derfor også titlens Bulletin, der afspejler de mange forskellige udtryk og praksisser,” fortæller Iben Bach Elmstrøm om kurateringen, der både er sket gennem research og et open call.
Derfor også titlens Bulletin, der afspejler de mange forskellige udtryk og praksisser
Et gennemgående greb i festivalen er performances, der beskæftiger sig med mad og sanser. ”Det er netop ikke et tema, men eksperimenter med et felt. Så det handler ikke så meget om at konsumere maden, men mere om at lade maden blive en rekvisit, der er med til at skabe en scene. Så vi har rakt ud til kunstnere, der tør eksperimentere med det, og som kan se sig selv i samarbejdet med Café Pegasus her på Den Frie,” forklarer Iben Bach Elmstrøm og fortsætter:
”Jeg har givet meget plads til, at kunstnerne kan give indspark til, hvordan værkerne udformer sig, og hvem de bringer med ind, for det er der behov for, når man laver noget eksperimenterende i den her størrelse. Der er fx meget logistik i de performances, der arbejder med mad, så de er placeret indenfor her på Den Frie. Men ellers har jeg arbejdet med en form for walking research, hvor jeg har gået rundt i området udenfor sammen med kunstnerne. Vi har været i Østre Anlæg, omkring Kastellet og i området ved Østerbro Station.”

Bryd opmærksomheden
Nogle kunstnere blev inspirerede af turen og har valgt placeringer udenfor til deres performances, mens andre har været mere forbeholdne over for de mange ubekendte faktorer i et byrum.
”Det har været meget vigtigt for mig, at kunstnerne blev tændte på ideen om at spille udenfor, hvor vi søger at skabe en stærk affektiv oplevelse for de mennesker, der går forbi. Måske er de på vej til S-toget, måske bliver de stående lidt, måske går de forbi. Det er måske kun tre minutter af deres opmærksomhed, men de snakker om de tre minutter resten af deres liv,” forklarer Iben Bach Elmstrøm og folder perspektivet ud:
Det er måske kun tre minutter af deres opmærksomhed, men de snakker om de tre minutter resten af deres liv
”Jeg er meget optaget af at bryde folks opmærksomhed. Der er en særlig sensitivitet inde på Den Frie med ro og hvide vægge og helt andre vilkår ude i et hektisk byrum, hvor vi forstyrrer folks hverdagsopmærksomhed. Min forskning undersøger, hvad institutionerne får forærende ved at være åbne for at være i byrummet. Jeg inddrager blandt andet det aktuelle, byteoretiske begreb ”den neoliberale voksende by”, dvs. en by, der er baseret på opmærksomhedsøkonomi og kulturelt forbrug.”
Iben Bach Elmstrøms forskningsfokus retter sig således mod kunstinstitutionernes ageren i opmærksomhedsøkonomien, når de også bruger de byrum, der i stigende grad privatiseres og allerede er fyldt med billeder og interaktioner, der kan beskrives som kommercielle transaktioner, fx reklamer. Hun peger samtidig på, at behovet for at gentænke kunstinstitutionerne rolle også skal ses i lyset af, at offentligheden er mere uregerlig, fordi folk i dag orienterer sig uafhængigt af museernes diskurser.”

Hvad må vi? Hvad kan vi?
”Vi skal spørge, hvad det er for en by, vi skaber med vores interventioner. Jeg synes, vi skal insistere på, at kunstnerne er til stede. At de er en form for modvægt, der kommer med et andet budskab end det kommercielle. Det handler om potentialet i den agency, der ligger i den enkelte kunstners mulighed for at skabe alternative udtryk, som ikke er privatiserede eller styrede af staten,” siger Iben Bach Elmstrøm og fortsætter:
”Det handler om vores civilsamfund. Hvad må vi? Hvad kan vi? I Danmark har vi relativt frie rammer, men vi skal blive ved med at spørge til netop den frihed, når byrummene privatiseres. Der er nogle ret komplekse spændinger i både potentialet og kritikken af byens stigende tæthed og konstante kald på opmærksomhed. Her kan kunsten noget særligt, der handler om den sensibilitet, der kan ramme folk, når de bliver trukket ind i et fiktivt univers.
Det handler om vores civilsamfund. Hvad må vi? Hvad kan vi?
På Bornholm lavede vi Nina Beyers værk Twins, som er et godt eksempel på aktivering af folks sensibilitet. Værket var ikke annonceret, men pludselig stod de to helt identiske tvillingepar blandt folk på gaden. Nogle publikummer blev forvirrede, andre så det slet ikke eller stod passive midt i det, men det er måske netop et af de værker, man taler om resten af livet. Det handler om, hvornår vi er åbne overfor en oplevelse.
Kristoffer Axelbros vandrende væsen i Once I was A Human er et eksempel på et værk i The Performance Bulletin, der også bevæger sig på grænsen af, om man opfatter det eller ej. Og så har vi nogle mere åbenlyst sceniske performances foran Den Frie.”

Udviskede grænser
Sofie Winther deltager på festivalen med værket Hoarders Hive II, der undersøger forbrugerisme, identitet og ejerskab, og vises ude foran Den Frie. Hun går ind i det stedsspecifikke med en lyst til at lade sig inspirere og sætte spørgsmålstegn ved sine egne begrænsninger:
”Jeg kan generelt godt lide ideen om en udvisket scene, fordi det giver plads til at eksperimentere med overgangen fra off/on stage og relationen mellem performer og publikum. Mine værker er nonlineære, og når jeg arbejder med en performance, som bevæger sig igennem tid og sted, er det ikke min hensigt at kuratere en præcis og sammensat oplevelse for publikum.
Jeg føler, det er vigtigt ikke at kræve for meget af publikum
Min performance eksisterer i sin egen virkelighed og på den måde drager den en parallel til publikum. Ikke i kraft af en direkte interaktion, men nærmere en refleksion eller vrangside. Jeg føler, det er vigtigt ikke at kræve for meget af publikum. De kommer og giver deres tid, og jeg ønsker at give dem noget med retur og give dem tid til at processere. For mig står publikum altid udenfor værket, selvom grænserne er udviskede.”

Stilstand og dagdrømme
Aske Thiberg bidrager til festivalen med værket Theres A, der er placeret bag Den Fries bygning. Hans værk undersøger, hvilke betydninger en ældre krop tillægges i en tilstand af fravær i det offentlige rum, og han ser derfor det stedspecifikke aspekt som en særlig ramme for værket:
”Arkitekturen, lydene og lyset i det offentlige rum åbner for både koreografiske muligheder og begrænsninger og for en række karakterer og scener, som man ofte ser i det offentlige rum, som jeg kan arbejde videre med. Centralt i værket er en ældre performer, Poul Helmer Laursen, der sidder bagom Den Frie med et tomt blik. Performancen kredser om stilstand og dagdrømme. Den rolige scene afbrydes lejlighedsvis af en minimalistisk, sørgmodig popsang fra højtalerne eller af bevægelser fra performeren selv.”
Arkitekturen, lydene og lyset i det offentlige rum åbner for både koreografiske muligheder og begrænsninger
De to kunstnere har forskellige, men supplerende forventninger til festivalen, hvor de af gode grunde endnu ikke kender alle værker. Sofie Winther håber, at ”kunstnerne bruger deres privilegie til at formidle og visualisere problemstillinger eller måder at se verden på, på en måde som er til inspiration og skaber grobund for vigtige samtaler.” Aske Thiberg forventer, ”at der opstår kontraster mellem de værker, der arbejder med at sænke tempoet, og dem der gør det modsatte.
Han er spændt på, hvordan den dynamik vil påvirke helhedsoplevelsen: ”Det offentlige aspekt gør det svært for mig at forudsige, hvordan det hele kommer til at tage form og spille sammen, før det er overstået – og netop det er noget af det spændende ved denne type festivaler.”

Savnet efter fællesskaber
For Iben Bach Elmstrøm handler det også om mødet. At skabe rum, hvor folk bliver sat sammen på tværs:
”Festivalen udsprang af corona, hvor vi savnede fællesskaberne, og vi lever nu i en tid, hvor det kollektive har fået en ny vigtighed. Så mit mål med festivalen er også tilgængelighed og helt basalt det at være sammen. Jeg håber, at Éva Mags timelange værk At First, I Feel I’ve Got Nothing, der kører ude foran Cafe Pegasus, vil bryde nogle grænser. At folk bliver nødt til at sætte sig og kigge på performerne, selvom de egentlig er på vej til toget.
Men man kan også bare være nysgerrig og se fem minutter af en af de udendørs og tænke: Det var nok til mig
Og jeg håber, at vores madfokus inviterer andre folk ind. Jeg glæder mig meget til middagene, hvor folk sætter sig ned, og til at se andre dele af programmet, hvor man kan gå til og fra. Hvis man er indenfor, har man valgt en hel performance til. Men man kan også bare være nysgerrig og se fem minutter af en af de udendørs og tænke: Det var nok til mig,” reflekterer hun over forventningerne til at møde publikum i festivalens mange rum og fortsætter:
”Man tror tit, at performance er sværere, end det nødvendigvis er, men her kan man både møde karakterer, som man tvinges til at forholde sig til som Axelbros væsen, men også værker, hvor det er uafklaret, om der er tale om et værk. Vi taler meget om repræsentation i disse år, og om hvad og hvem, man kan udstille, hvor og hvorfor. Den samtale knytter sig meget til udstillede objekter, og det er noget andet, når vi bevæger os over i det performative mellem billed- og scenekunst.”

Jeg har tillid til publikums sensibilitet
Det performative er mere ukontrolleret og altid i proces: ”De processuelle bevægelser – og i dette tilfælde også de logistiske – kræver en anden kuratorisk gennemgang. Performancegenren udfordrer vores museumsdiskurs, vores historieskrivning og vores formidlingstekster, fordi den prikker til formaterne.”
Diversitet er således også et af omdrejningspunkterne i The Performance Bulletin, men festivalen slår ikke så eksplicit på temaet, som det ellers ofte ses.
Folk kan godt selv læse mellem linjerne og spejle sig i det
”Det er bevidst, og det er igen med henblik på at appellere til sensibiliteten. Folk kan godt selv læse mellem linjerne og spejle sig i det. Man kan se noget queer, man kan mærke det, man kan lugte det, man kan sanse det, så jeg har tillid til publikums sensitivitet og håber, eksperimentet virker. Der er meget leg i det, men performance er også alvorligt og produktionstungt, og kan være grimt,” forklarer Iben Bach Elmstrøm, før hun næsten selv overrasket runder vores samtale af med ordene: ”Det er nok noget af det mest eksperimenterende, jeg nogensinde har lavet.”
Læs mere om The Performance Bulletin her.
Læs mere om kunstnerne og deres værker her.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Toaster med fuld redaktionel frihed for ISCENE