Populært lige nu

Annonce

★★★★☆☆ Der var engang en skov er blid babydans med løvemanke og silkepapir

Danserduoen Utvik/Barfod har skabt en tillidsvækkende biblioteksdanseforestilling for de 0-2-årige. Der var engang en skov byder på en chance for at opleve livet fra babyernes synsvinkel.

Annonce

Dansernes smil lyser, mens de kravler hen mod babytilskuerne. Deres fantasifulde tøj i grønne, blå og orange farver er fulde af snore, der er hæftet på tøjet i små løkker. Samme snore er bundet i dansernes hår som anarkistiske papilotter – og rundt om halsen på den ene af danserne vælter det frem med orange snoreløkker, nærmest som en abstrakt løvemanke. 

Danseforestillingen Der var engang en skov af det norsk-danske dansekompagni Utvik/Barfod er specielt skabt til biblioteker. Symbolikken er åbenbart, at bøger er lavet af papir, der engang er kommet fra træer. Al den slags kender babyerne selvfølgelig ikke noget til, men inde i biblioteket er der opstillet en slags træstamme af scenografen Ayana Ishihara. Derudover er der ikke rigtig andre ting mellem reolkasserne med billedbøger, der signalerer skov eller natur for hverken babyer eller voksne. Udover dansernes spillevende kroppe, naturligvis.

Der var engang en skov, Utvik/Barfod. Foto: Tania Maria Musina
Der var engang en skov, Utvik/Barfod. Foto: Tania Maria MusinaScreenshot

Pirrende anderledeshed

Danserne Kamilla Moen og Emma Jansen har en forbilledlig øjenkontakt til børnene. De har en blidhed og en langsomhed i deres bevægelser, som indgyder selv de mindste børns tillid. Deres anderledeshed pirrer samtidig børnenes nysgerrighed. For hvad er de egentlig for nogle væsner? Voksne, der kravler? Eller babyer, der bare er meget store?

Deres anderledeshed pirrer børnenes nysgerrighed

Der var engang en skov er skabt over et klart forløb: En intro, hvor danserne samler børn og voksne omkring sig. En ankomst til scenearealet et sted inde mellem bogkasserne på biblioteket. Og den egentlige dans, hvor småbørn og voksne sidder i en cirkel, mens duoen folder sig ud inde i midten i en gulvnær og opfindsom koreografi. Til lyden af stemningsmusik med dryplyde af Maia Viken.

Annonce

Flyvsk silkepapir

Danserne bevæger sig nærmest symbiotisk. De fletter deres arme og ben ind mellem hinanden, så man knap kan se, hvor den ene krop begynder, og hvor den anden slutter. Med bløde, organiske bevægelser og kontrollerede rul. Deres poteagtige hænder rækker ud mod babyerne, men aldrig så tæt, at de virker skræmmende. Det er virkelig fin og underfundig dans for de små.

Der var engang en skov leger ikke blot med stof, men også med papir. I midten af den runde scene ligger en lille bunke af sammenkrøllede stykker silkepapir. Danserne tager fat i papirstykkerne og folder dem ud, hvorefter børnene hellere end gerne aber efter danserne og rækker ud efter deres egne stykker silkepapir. Så hurtigt forvandles de flyvske papirstumper til muntre hatte og dalende sommerfugle.

Annonce
Der var engang en skov, Utvik/Barfod. Foto: Tania Maria Musina
Der var engang en skov, Utvik/Barfod. Foto: Tania Maria Musina

Smittende kropsglæde

Der var engang en skov er udsøgt og tjekket som et æstetisk udtryk – med overbevisende koreografi af Ida Cathrin Utvik og fantasifulde og farverige kostumer af Lærke Bang Barfod. Forestillingen passer godt ind i tidens trend med babyforestillinger, der tydeligt appellerer til børnenes visuelle fascination med mange farvestrålende stoffer, som børnene kan få lov til at røre ved. På den måde minder forestillingen om MYKA’s babyforestillinger Ocean, Hyper Coral og Mycelium.

Denne forestilling byder på en chance for at opleve livet fra babyernes synsvinkel – helt uden faste forventninger. Koreografisk hitter forestillingen, når de to dansere bevæger sig rundt om hinanden og hen over hinanden i langsomme, søgende bevægelser. De har skønne øjeblikke, hvor de spejler hinanden. Når danserne står bøjet forover med hovedet helt nede i bunken af silkepapir, ligner de i hvert fald to fabeldyr: Eksotiske væsner med en kropsglæde, der smitter.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Middelboe Christensen
Anne Middelboe Christensen
Cand.mag. Teateranmelder og danseanmelder ved Dagbladet Information siden 1995 og ved Teateravisen 2004-2025. Underviser i kulturjournalistik. Dramaturg. Forfatter til flere bøger, bl.a. "Sylfiden findes" og anmelderbogen "Begejstring og brutalitet. En guide til anmelderens rolle".