★★★★☆☆ Cirkusrevyen 2025 – god underholdning i lidt svag tekstsæson

Cirkusrevyen 2025 er som altid lækker at se på og topprofessionelt skruet sammen. Revyen fylder 90 i år, men minderne kombineres godt med aktuelle temaer og et stærkt hold på scenen. Eneste minus er lidt for mange tynde tekster, der trods tydelige intentioner, ikke helt får fat, hvor det gør ondt.

Det starter fejende flot i toner af rødt og lilla i Benjamin la Cours vidunderligt smukke jugend-scenografi, der for tredje år i træk viser sig som en magisk forvandlingskugle i Malthe Haugaards farvemættede lysdesign. Cirkusrevyen 2025 er mindst lige så visuelt lækker som de foregående år, og energien pumper også ud mod os fra det stærke cast, der i år blandt andet skal ned ad mindernes vej i anledning af Cirkusrevyens 90-årsdag.

Har du gået til klaver hos James Price?

Introens trompetsolo varsler således jubilæumsfejringen, der siden udfoldes allersidst i revyen med en god tackling af det omfattende materiale. Vase & Fuglsang har omdigtet en række historiske numre til et let flow, hvor revyens mange elskede skuespillere passerer forbi. Fra idemageren Osvald Helmuth over Victor Borges fingerlydssprog til Marguerite Vibys benspjæt og en solid og poetisk omgang Dirch Passer.

Bodil Jørgensen gør en skøn parodi på Lisbeth Dahls Humørbombe, hvor standardreplikken til kapelmesteren “Du spiller forkert” får efterhænget: “Har du gået til klaver hos James Price?” Den flabet-kærlige cadeau til de umiddelbare forgængere fik for alvor latteren til at rulle. Til slut rammer Niels Olsen også plet med sit kærlige portræt af Ulf Pilgaards perlemor i forfatterparrets sprogekvilibristiske gendigtning. Det hylder blandt andet Ulf Pilgaards optræden i “Bole Ornedahls film Vat i nakken”.

Ensemblet brillerer allerede i første del med endnu et nostalgisk indslag, Klaus Rifbjerg og Bent Fabricius-Bjerres klassiker Et spørgsmål om stil i Nellie Bethel Raineys stilsikre koreografi. Både her og i de øvrige numre forlenes det klassiske med et elegant moderne udtryk.

Stærkt hold

Magnus Haugaard har en fremragende debut i revyen med sin sikre sans for nedtonede virkemidler, hvad enten han alders-shamer Niels Olsen med et patroniserende “Du er vintage og folk elsker det.” Eller når han vipper arytmisk med hoften i rockkoryfæernes ode til deres udfordringer med at slippe Coca Cola og Ipad i Niels Olsens BoyKot. Han doserer også sin stigende befippelse perfekt som den uheldige aktivist, der er gået forkert i Vase & Fuglsangs Alarm. Et nummer, der samtidig blinker polisk til de aktivister, der afbrød premieren sidste år – og også var gået lidt galt i byen – med linjen “Jeg ved godt, magthaverne ikke er her.”

Mads Knarreborg er i topform og får uendelig meget ud af lidt. Først som oberstløjtnant, der med tavlepædagogik forsøger af forklare Krigens logik, når man nu er i krig med sin allierede. Han løfter Bonde, Schow & Eriksens Indefra med Anders Agger til et studie i selvoptagethed. Og “et voila” tryller han tre parodier frem, før han atter trækker i Ulla Terkelsens paryk og tørklæde. Mesterlig timing og flot register.

Bodil Jørgensen varmer op som selvopfyldt boomer, der uddeler skyld med skyld på til de yngre generationer i Lasse Dein & Kasper Stensgaards lidt enstrengede Krudt i røven. Hun giver karakteren max gas i Carl-Erik Sørensens Næsten mormor. Bodil Jørgensen spiller jo mest af alt Bodil Jørgensen, og det gør hun atter særdeles godt med sin særlige balance af distræt brutalitet.

Merete Mærkedahl har simpelthen for lidt i år, og det er ærgerligt. Hun er fortsat – i skarp konkurrence med Rikke Bilde – landets bedste Mette F-parodist. Carl-Erik Sørensens tekst om at vinde valg med krise som motor får i år ikke rigtig fat, hvor det gør ondt – ligesom hans Trump-teksten simpelthen har for lidt på hjertet.

First World Problems

Intentionen om magtkritik er tydeligt til stede. Men som introen også kredser om, gør dilemmaet med at leve i et smørhul, mens verden brænder, det måske særligt svært at ramme satireåren rent i en tid, hvor alle værdier rystes. Niels Olsens vise Glemt om klimakrisen er vigtig, men når ikke de foregående års niveau, og der er generelt for mange tynde tekster. Jeg tænker her ikke på udfyldningsteksterne, der i år går i meta og er virkelig sjove, men bliver lidt bekymret, da det er tredje revy i streg, jeg forlader med oplevelsen af svigtende tekstniveau.

Vase & Fuglsang tager flest stik hjem på tekstsiden. Uden at træerne vokser ind i himlen er der fint smæk på deres helt enkle Køb køb køb. Med verselinjer som “We are red, we are white, bare uden dynamite” får de på fjollet vis udstillet vores militære situation. De får Vejle til at rime på heile i PTTS for Post Tesla Stress Syndrom, som ensemblet – ligesom i Boykot – giver stærk First World Problem-vibe.

Joy-Maria Frederiksens instruktion sidder som altid i skabet med en driftssikker dramaturgisk bue. Tempoet er højt, timingen perfekt, og bandet, under ledelse af Joakim Pedersen, leverer på samme niveau, og Rikke von Qualens kostumer nærmest stinker af æstetisk finesse og overskud. Cirkusrevyen 2025 er absolut underholdende og har også fat i vigtige temaer. Men da de selv har sat barren så urimelig højt i de sidste to år, er det svært ikke at blive en anelse skuffet over, at der er sluppet for mange tekster med lav flyvehøjde med.