Glad Teater gør usynlig sygdom synlig og skaber diversitet i scenekunsten

Glad Teater har netop haft premiere på forestillingen 4:48 Psykose på Sort/Hvid, der handler om en psykotisk kvinde, som har svært ved at passe ind i samfundet og føler sig udenfor. ISCENE har talt med instruktøren, en skuespiller og en Teater- og performancestuderende om diversitet på scenen.

Glad Teater er en del af Glad Fonden og består af uddannede skuespillere med funktionsvariationer, der gennem scenekunst bidrager til at sætte fokus på diversitet. I 20 år har de produceret scenekunst, der blandt andet bidrager til at skabe forandring, nye erkendelser, indsigt og læring.

Den aktuelle forestilling er instrueret af Jesper Michelsen efter monologen af samme navn af den britiske dramatiker Sarah Kane, der selv var psykisk syg. Teater Glad lægger krop til hovedpersonens psykotiske virkelighed.

Uforlignelig historiefortælling

”Da vi startede Glad Teater, lærte jeg mennesker med kognitive funktionsvariationer af kende. Som skuespillere fortæller de historier på andre måder, end jeg ville gøre. Det er uforligneligt. Jeg får foræret noget uforudsigeligt som instruktør, der rammer mig et helt andet sted end ellers, ” fortæller instruktør Jesper Michelsen om sit arbejde med Glad Teater og nu 4:48 Psykose.

En af de medvirkende skuespillere Janick Pihl Nielsen spiller en ravn, der repræsenterer en side af – eller en stemme i – den psykotiske kvinde selv. Kvinden spilles af en ekstern skuespiller, mens Janick som Ravn og to andre medvirkende fra Glad Teater som henholdsvis hare og hjort lægger krop til kvindens psykotiske virkelighed.

”Jeg har et stort ravnehoved på, og jeg gik på YouTube og studerede, hvordan en ravn bevæger sig for at finde ind til rollen. Jeg har ikke replikker, men griner i forestillingen. I mine øjne viser jeg kvindens sorg og utryghed, og jeg henter det hele inde i mig selv,” siger Janick Pihl Nielsen, der har lang erfaring i Glad Teater.

Normalitetsbegrebet i forandring

Glad Teater er del af en tendens, der ses flere steder i nutidens kulturliv. Skuespillere med funktionsvariationer bliver hyppigere og hyppigere på danske teaterscener og i film. Måske skal det ses sådan, at vores behov for at passe ind i et normalitetsbegreb er under udfordring.

Teater- og performancestuderende på Københavns Universitet, Ida Zimmermann, undersøger netop, hvordan vi kan skabe mere inkluderende scenekunst. Hun kommenterer 4:48 Psykose:

”Forestillingen tog os ind i dele af den menneskelige hjerne, som kan være svære at forstå, og gjorde en ellers usynlig sygdom visuelt tilgængelig. På den måde passer forestillingen godt ind i Glad Teaters ambition om at synliggøre den diverse krop på scenen.”

Alle samfundsgrupper i teatret

Netop den diverse krop er i den seneste tid blev synliggjort på flere danske scener:

”De her ting kommer i bølger. I den seneste tid har man kunne opleve Zebus Vand-skabninger, Et drømmespil på Det Kgl. Teater og nu vores Glad Teaters 4:48 Psykose. Der er gode takter, men vi er stadig langt fra en grundlæggende forandring,” lyder det fra instruktør Jesper Michelsen.

Ida Zimmermann mener dog, at der de seneste år er kommet langt større fokus på, at alle grupper i samfundet skal kunne gå i teatret og se sig selv repræsenteret på scenen: ”Det gælder på tværs af både køn, seksualitet, etnicitet og funktionsvariationer. Det er vigtigt for vores forståelse af hinanden og vores forskelligheder i samfundet,” siger hun.

Plads til kropsdiversitet

På danske teaterscener har man som nævnt i den seneste tid kunnet opleve skuespiller og kørestolsbruger Mikkel Lund i Et drømmespil på Det Kongelige Teater og i Virginia is for Lovers på Aveny T. Sidste år spillede Zangenbergs Teater og Glad Teater ungdomsforestillingen Tvillingehjerte på Teater V. I år spiller Glad Teater 4:48 Psykose på Sort/Hvid, og på Zebu kan man se Vand-skabninger.

I alle forestillinger medvirker skuespillere med funktionsvariationer, nævner Ida Zimmermann:

“Det har stor betydning for vores forståelse af, hvad det vil sige at have en ‘normativ’ krop, at mennesker med funktionsvariationer bliver mere synlige i samfundet. Når kulturelle institutioner giver plads til kropsdiversitet, udfordres forestillingen om normalitet, og det skaber større opmærksomhed på behovet for et samfund med plads til alle.”

Normalitetsbegreb under forandring

Instruktør Jesper Michelsen peger på nogle mulige veje at gå:

”Jeg vil opfordre til, at instruktører er nysgerrige på at bringe mangfoldighed ind på scenen. Bevidstheden om at normalitetsbegrebet er under forandring er der, men der er stadig et stykke vej, før mangfoldigheden bliver det normale.”

Fra skuespiller Janick Pihl Nielsen, der lægger krop til og står på scenen, er budskabet klart:

”Jeg er lidt træt af at lave teater, som folk smiler af og morer sig over. Folk skal gå hjem og tænke, at her viser vi et billede af en anderledes kvindes sårbarhed. Det er det, jeg nogle gange kan føle – nemlig at jeg bliver set ned på, og at folk begynder at grine af mig, fordi jeg ikke passer ind i normaliteten,” slutter Janick Pihl Nielsen.