Koreograf og danser Mette Ingvartsen har med sin konceptuelle og skulpturelle tilgang til koreografi, der ikke altid involverer dansere og musik, opnået stor international anderkendelse og opmærksomhed. Senest har hun i serien The Red Pieces undersøgt den menneskelige seksualitet. Selv mener hun ikke, hendes værker har bevæget sig væk fra dansen.
I 2005 lod koregraf Mette Ingvartsen i værket to come fem performere inklusive sig selv iført kønsneutrale blå heldragter systematisk indtage forskellige pornografiske og seksuelle positurer i varierende grupperinger. Danseforestillingen, der ikke var direkte erotisk, stillede spørgsmål til opfattelserne af begær og nydelse.
Mette Ingvartsen fortæller med en charmerende jordnær jysk accent over Skype til Teater1 om sit virke. Indimellem afbryder hun sig selv og skraldgriner, fordi hun har svært ved at finde de danske ord efter at have boet i udlandet i rigtig mange år.
”I to come var jeg interesseret i, hvordan man kunne fjerne kønnet fra kroppen, og i, hvordan mænd og kvinder kunne indtage de samme positurer og dermed fjerne de magtstrukturer, der ligger i de fysiske positioner, man indtager, når man har sex. Ideen var, at dragterne kunne gøre os til anonyme kroppe (selvom kønnet ikke blev udvisket helt), som så kunne forbinde os på nye, uventede måder. Inspirationen kom fra pornografiske og orgiebilleder, men også fra eksempelvis Marquis de Sade. Vi arbejdede derudover med seksualiteten som den maskine, den er. Vi arbejdede altså med rytme, og hvordan en skulptur kunne blive opbygget og brudt ned: en slags billedmaskine, der producerede mange forskellige billeder på seksualiteten.”
Ingvartsen fortsætter:
”Vi tænkte også nydelse som noget større end seksuel nydelse; farven i dragterne og skulpturen, dens form var også en nydelse, ligesom rytmerne. Dvs. vi arbejdede med abstrakte afbildninger og principper såsom rytme, farve, form, altså koreografiske, men også mere billedkunstneriske spørgsmål.”
Skolen for moderne dans P.A.R.T.S.
Siden har Mette Ingvartsen høstet meget international anerkendelse for sine konceptuelle koreografier. Lidt overraskende begyndte hun først sent i sit liv med den moderne dans.
”Da jeg var ni år, startede jeg med at danse hiphop, men forstod som 13-årig, at hvis man virkelig ville være danser, måtte man danse ballet. Det begyndte jeg på som 14-15-årig. Jeg vidste med det samme, at det var det, jeg ville. Efter min audition på Skolen for Moderne Dans blev jeg desværre ikke accepteret, så derfor var jeg til audition på mange skoler rundt i Europa og blev accepteret alle steder. Jeg besluttede mig så for at starte i Amsterdam, fordi skolen for moderne dans P.A.R.T.S. (Performing Arts Research and Training Studios) i Belgien ikke optog elever det år. Så jeg havde et års ventetid.”
På skolen i Amsterdam blev Ingvartsen trænet i moderne teknikker som fx Merce Cunningham og Martha Grahams, hvilket ikke lige var det, hun havde drømt om. Men da hun så koreografen og lederen af P.A.R.T.S.’ arbejde, Anna Theresa De Keersmaeker, blev hun sikker på, hun ville uddanne sig her.
”P.A.R.T.S. fokuserede nemlig både på dans, koreografi, improvisation, teoretiske indgangsvinkler og tekstteater; mere moderne metoder til at skabe dans med end dem, jeg havde mødt på skolen i Amsterdam.”
Billedkunstens åbne form
Mette Ingvartsens praksis er som sagt præget af billedkunstens konceptuelle og skulpturelle indgang til koreografien. Men hun mener ikke selv, hendes værker har bevæget sig væk fra dans og koreografi.
”Min uddannelse har været præget af en konventionel dansetræning. Det har jeg altid med mig. Jeg arbejder stadig meget med dansespecifikke ting fx med rytme og rumopfattelse. Alligevel har jeg har været meget interesseret i billedkunsten, fordi den historisk har en mere åben måde at se form på. Inden for dans diskuterer vi stadig: ”er det her dans eller ikke dans?”
Men fx to come er helt bestemt en danseforestilling. Til sidst danser vi røven ud af bukserne. I mange af mine nyere værker har jeg så arbejdet med materialer og med at få objekter til at bevæge sig. I The Artificial Nature Series finder man mange billedkunstreferencer, og i weekenden viste jeg fx værkerne på samtidskunstmuseet Pompidou Metz i Frankrig. Men ikke desto mindre er jeg meget påvirket af dansen og har en utrolig fysisk indgangsvinkel til mit arbejde, som helt klart kommer fra at være trænet som danser.”
Samtidig har Ingvartsen i The Artificial Nature Series koreograferet helt uden dansere. Hvordan bliver et værk fra denne serie som evaporated landscapes for skum, bobler, lys, lyd osv. mon til?
”Med evaporated landscapes ville jeg undersøge, hvad der skete, hvis man fjernede den menneskelige krop fra scenen. Det eneste, der var tilbage, var lyd, lys, skum, farve, bobler og refleksioner. Kroppen har altid været central igennem teaterhistorien, også i dansen, og det vil jeg gerne forandre. Hvad sker der, hvis menneskene i stedet er der til at støtte objekternes udtryk?
Men evaporated landscapes handler også om, at der er kræfter i verden, vi ikke har kontrol over. Ideen var at koreografere bevægelser, som jeg ikke nødvendigvis har kontrol over, men indramme dem på måde, der ville gøre dem gentagelige som koreografi, det vil sige som skrevne bevægelser. Jeg ville fx gerne gøre luften synlig ved hjælp af røg og bobler, så man kunne se strømningerne og bevægelserne i luften, som vi ikke normalt kan se.”
Hvordan greb du konkret arbejdet an?
”Jeg valgte materialer, som ikke var solide, og som forsvinder af sig selv. Helt konkret var det fx at forsøge at lave et hav ud af tøris. Så satte vi lysene på den ene side og boblemaskinen på den anden side og så, hvad der skete.
Jeg arbejdede tæt sammen med lyd- og lyseksperter, og de var selvfølgelig med til at udvikle, hvordan disse materialer kunne udtrykke sig. Ligesom når man arbejder med kroppe, eksperimenterede vi os frem. Vi arbejdede meget med at skabe et landskab inde i teatret ud fra tanken om, at naturen ødelægges mere og mere, og at vi måske bliver nødt til at skabe andre former for natur. Derfra kom ideen om den kunstige natur, og at teatret kunne være et sted, hvor den kunstige natur kunne udstilles.”
Mette Ingvartsens opsætninger er desuden kendt for at bryde med det klassiske teaters regler, med eksempelvis dramaturgien for bl.a. at gøre opmærksom på tidsudstrækningen.
”Med klassisk dramaturgi bygger man op mod et klimaks, som så fader ud, og så er forestillingen slut. Men det bryder jeg med i mange af mine forestillinger, fx i 7 Pleasures, hvor den klimatiske vibrationsscene ligger meget tidligt. Der er stadig 45 minutter tilbage af forestillingen efter scenen. Hvis man gerne vil holde den høje energi helt til slutningen, er det selvfølgelig ikke en god ide, men hvis man vil stille spørgsmål til, hvad det er for nogle strukturer, der organiserer vores opmærksomhed, er det en god ide at have klimaks for tidligt og observere, hvad der sker i rummet bagefter,” griner Ingvartsen.
”Men det er der mange kunstnere, der gør nu. I dag er alt muligt. Men jeg tænker over, hvordan jeg bruger tiden i hver enkelt forestilling.”
Nøgenhed som protestaktion
Senest har Ingvartsen tilbagevendt sit blik mod seksualiteten i værkrækken The Red Pieces (69 Positions og 7 Pleasures), men som også omhandler politiske spørgsmål om grænserne mellem det offentlig og private rum.
”De nye værker handler om seksualiteten, men de handler også om kroppens position i samfundet og involverer politiske spørgsmål om, hvordan vores følelser og det intime niveau af vores kroppe bliver manipuleret. De dybere niveauer i vores kroppe bliver manipuleret blandt andet af de kropsbilleder, vi ser omkring os.
Edward Snowdens påvisning af, at folks private informationer blev overvåget i USA, er helt anderledes politisk relateret end min undersøgelse af det seksuelle, men ikke irrelevant, fordi sagen viser, hvordan grænserne mellem det private og offentlige ikke længere respekteres. I hans eksempel er det endda staten, som er involveret i, at skellet forsvinder. Jeg ser, at denne adskillelse mellem det private og det offentlige forsvinder på forskellige niveauer. Lige nu undersøger jeg de fysiske og intime niveauer. Spørgsmålet, jeg stiller, er: Hvad sker der i vores subjektivitet, når der ikke er noget privat rum tilbage?”
For nylig lavede teaterredaktør og anmelder ved Politiken, Monna Dithmer, en analyse af nøgenheden i teatret. Hun mener nøgenheden florerer på teatret lige nu, fordi den nøgne krop med alle sine fejl og mangler er blevet fortrængt fra det offentlige rum.
”For mig handler det også om, hvordan teatret reflekterer over nutidens repræsentationer af den seksuelle krop og den effekt, billederne har på vores kropskultur. Når gennemsnitsalderen for at se pornografi på nettet i dag er 11 år for drenge, så kan man godt være fristet til at spørge, hvad det betyder for udviklingen af deres seksualitet, deres egen lyst og nydelse?
I 69 Positions, som jeg selv medvirker i, er publikum virkelig kun to cm væk fra mig som performer, så de kan se alt. Jeg er ikke retoucheret, min krop er, som den er. Mange, der ser forestillingen, finder det befriende at se en krop på den måde, men på den anden side er det selvfølgelig foruroligende, fordi de ikke aner, hvordan de skal forholde sig til det.”
I 69 Positions lader du publikum komme på en guidet tur i et arkiv rundt i performancens og dansens historie, hvorfor?
”Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ville arbejde med seksualitet igen efter at have haft en pause i mange år. Så jeg begyndte at kigge tilbage på mine egne værker, men også på seksualitetens historie, jeg så tilbage på 60’erne. Her var den nøgne krop ofte et redskab til at protestere mod de samfundsmæssige strukturer. Det sker stadig i dag. Fx russiske Pyotr Pavlensky, der sømmede sine kønsdele fast til Den Røde Plads som protestaktion mod politivold i Rusland. Jeg er ikke sikker på, at nøgenhed i Danmark eller Frankrig er den mest effektive metode til protest, men det er vigtigt at overveje, hvor kroppen i dag befinder sig i relation til de samfundsmæssige strukturer. Jeg mener pessimistisk, at kroppen hele tiden er under angreb i vores neoliberale samfund, og at man hele tiden skal modarbejde de tendenser, kapitalismen påvirker vores kroppe med.”
Og er det så det, koreografien/teatret kan?
”Jeg har studeret disse ting, og så laver jeg kunst. Kunsten har også sin egen realitet, dvs. at der er dele af kunsten, som det er umuligt at sige, hvad har med at gøre. I mine værker er der ikke direkte politiske budskaber, men de udfolder sig omkring de spørgsmål, jeg interesserer mig for, og skaber forhåbentligt en mulighed for diskussion.”
Dansens fremtid
Nu står Mette Ingvartsen overfor at skulle arbejde på selve Volksbühne i Berlin under den nye leder Chris Dercon, men hun kan desværre ikke løfte sløret for, hvad der skal ske.
”Jeg kan ikke sige noget om det. Der er mange udfordringer, men jeg kan ikke uddybe noget endnu.”
Kan du så sige, hvilke potentialer du ser for dansen og koreografien i en neoliberal oplevelsesøkonomi i fremtiden?
”Koreografien er en disciplin i sig selv, men er også blevet adopteret af alle mulige andre områder i samfundet. Ordet performance bliver jo brugt overalt, biler har high performance, alt handler om performativitet, og derfor må koreografien som kunstform begynde at lede efter en ny position. På den ene side reflekterer koreografien, at alt er blevet performance, men samtidig har koreografien også en autonomi. I mit perspektiv skal koreografien forsvare live-performance og teatret som et sted, hvor man sammen kan opleve kropsudtryk (men også udtryk af materialer) i deres fysiske realitet. I mine seneste værker bruger jeg scenen som at sted, hvor publikum konfronteres med levende kroppe, som ikke kan reduceres til todimensionelle billeder præsenteret af vores ”high performance society”.
Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #175 2016 under overskriften: Vi dansede røven ud af bukserne
