DR’s radiodrama blev i 2015 taget af FM-båndet på P1 og udbydes nu kun i et podcastunivers, som lytterne selv skal opsøge. Vi ser på, hvad det betyder for radiodramatikkens indhold, form og lyttertal.
En pumpende bas fylder dine ører, og en fræk sms tikker ind på mobilen. Her bliver der sendt blinke-smileyer, tunge-smileyer og flove-smileyer, mens lytteren inviteres med ind i et dramatisk lydunivers, der handler om jagten på moderne kærlighed. Det er sjovt, tåkrummende pinligt og meget virkelighedsnært, når vi i serien Love me Tinder følger et antal unge mennesker i deres søgen efter kærlighed og bekræftelse i det københavnske datingliv.
DR’s radiodramaserie Love me Tinder består af fem datinghistorier, der alle er fortællinger om den længselsfyldte, liderlige og ligegyldige verden, man som single i 2016 kan træde ind i for at lede efter kærlighed. Her præsenteres ny dansk dramatik af forfatterduoen Julie Budtz Sørensen og Eirik Sæter Stordahl direkte i dine øregange. Love me Tinder er blot ét eksempel på dansk radiodrama fra moderskibet DR, og her kan du også lytte til stykket Når jeg engang kommer hjem om den adopterede pige Lee, der fortæller sin historie til journalisten Irma. Eller du kan tage med på jagten efter den forsvundne Rasmus Tantholdt i Torben Brandts metadrama Menneskemuren, der handler om krigen i Syrien.
DR Radiodrama har i lidt over et år kun været at finde som podcast, og her tilbydes du historier med fokus på spænding, krimi og kærlighed. Stilen er ofte realistisk og dokumentarisk, og de forskellige radiodramapodcast varierer i længde mellem 5 og 30 minutter. At flytte fra P1 til et nyt podcastunivers har betydet et fald i lyttere for DR’s radiodrama, men samtidig har det skabt muligheder for at lave nye formater og tænke anderledes, fortæller producent og daglig leder af DR’s radiodramaafdeling, Dorthe Riis.
Radiodrama i udvikling
DR’s radiodramaafdeling har i mange år haft monopol på at tilbyde lyddramatik til danskerne. Hvad der nu findes i et podcastunivers, startede oprindeligt et helt andet sted tilbage i 1925. Her hed det Radioteatret, og lytterne kunne nyde klassisk scenedramatik af blandt andre Heiberg, Holberg og Molière, mens reelle hørespil senere vandt frem. I 60’erne blev radioen udfordret af tv’ets indtog i de danske hjem, og i den kamp satte radioteatret unge forfattere som Anders Bodelsen og Svend Åge Madsen til at arbejde og eksperimentere med genren. I 2007 kom radiodramaafdelingen dog under stort pres, da DR i en lang periode havde oplevet faldende lyttertal, og derfor blev afdelingen først kraftigt beskåret, inden den efterfølgende fusionerede med DR’s TV-dramaafdeling, som også producerer de store formater til tv-fladen. Den sammenslutning førte til en del ændringer, hvor man afskaffede de lange enkeltspil, der varede omkring en time, for i stedet at fokusere på halvtimes formater – alt sammen i en serieform. Fokus blev herefter lagt på krimi- og dokudrama, hvilket betyder, at DR’s radiodrama i dag arbejder med en realismetilgang, der i sit udtryk er tættere på tv-drama end på teater. I dag hedder afdelingen DR Fiktion, og her laver de både drama til radio, tv og web. P1 var i mange år stedet, hvor man kunne høre DR-produceret lyddrama, men den æra sluttede i foråret 2015.
Nye muligheder på podcast
Flere har kaldt det en nedprioritering af dansk radiodrama, da DR i foråret 2015 valgte at fjerne det fra æteren og kun præsentere dansk lyddrama på podcast. Men sådan ser Dorthe Riis det ikke nødvendigvis:
”Lyttesituationen har ændret sig for os. P1 har nogle forholdsvis trofaste lyttere, der tænder om morgenen og slukker om aftenen. Man kan sige, at det var flow-radiolyttere, som gik til og fra radioen uden at slukke den. Når man lytter til almindelig radio, så lytter man måske heller ikke så koncentreret. Man skal lige lave kaffe, tage telefonen eller tale med ungerne. På den måde kan det være svært at lave indhold, som kræver en vis koncentration, og det gør audiodrama,” forklarer Dorthe Riis. Hun fortsætter:
”En podcast er noget, man som lytter vælger til. Nu har jeg en halv time, og så sætter jeg mig ned og lytter til noget. Vi kalder det ’at finde folks lommer af tid’. De skal vælge os der, hvor de lige præcis har tid og ro til at lytte til vores drama. Det kan være i toget, i bussen, eller når de er ude at løbe. Så for os er lyttesituationen egentlig mere optimal nu end i flowradioen. Men det er angstprovokerende at tabe lyttere,” understreger hun.
Hvor radiodrama tidligere havde 60-80.000 lyttere om ugen, er det nu langt sværere at fastslå, hvor mange der lytter med, når Frederik scorer i Love me Tinder, eller Sofie og Tobias starter et yoga-retreat i serien Brandø. DR kender på nuværende tidspunkt ikke det præcise antal lyttere, fordi det kun er muligt at registre downloads og ikke streaminger af podcastformatet. Indholdet er tilgængeligt på flere platforme, hvilket også giver en udfordring i lytterregistreringen. I skrivende stund ligger DR’s radiodrama som nr. 44. på Apples iTunes’ danske hitliste, og vælger man kategorien Kunst, finder man Radiodrama på en tredjeplads (august 2016). Det er flot for en podcast, men lyttermæssigt er der langt til lyttertallene på P1.
Indholdsmæssigt har det skabt en frihed for DR’s radiodramaafdeling at tage et skridt væk fra P1, der er en fakta- og samfundskanal, hvor ugens radiodrama skulle tage præcist en halv time.
”Nu kan alt kastes op i luften. Vi kan blafre lidt med vingerne, og vi kan eksperimentere med nogle andre tidsintervaller og noget lidt andet indhold,” forklarer Dorthe Riis.
Dokudrama og krimihistorier
DR’s radiodramaserier læner sig i flere tilfælde stilmæssigt op ad dokumentargenren, og i stykker som Menneskemuren og Migranten følger man henholdsvis en journalist og en instruktør i en researchproces. Samtidig ser vi i mediebilledet, hvordan den journalistiske radiodokumentar tager dramaets fortællemodeller til sig i jagten på at skabe en god historie. Men kan denne fusion mellem dokumentar og drama ikke skabe forvirring hos lytteren? Det mener Dorthe Riis ikke:
”Jeg tror, at lytteren og medieforbrugere i dag primært vil den gode historie. Man er så trænet i at aflæse alle mulige
slags fortællinger, og genrerne betyder mindre. Jeg synes, at dokumentargenren har nogle kvaliteter, fordi det er virkelige mennesker og dermed i sagens natur er ekstremt autentisk. Det forsøger vi at nærme os med vores arbejde med skuespillerne og vores manuskripter. Men svagheden ved det mere dokumentariske, der læner sig mod dramaet, er, at de har sværere ved at styre deres dramaturgi. Der har vi den fordel, at vi kan styre historien 100 % og skabe en mere færdig dramaturgisk bue,” understreger hun.
LYT TIL: teatrenes podcasts her
”Dokumentargenren og krimiplottet er greb, der er ekstremt nemme at afkode på lyd, og derfor er de gode. For os er det vigtigt, at det formmæssigt ikke bliver så kompliceret, at folk står af.”
Den dobbelte historie
Som alle andre i DR Fiktion arbejder radiodramaafdelingen med begrebet ”Den dobbelte historie”, hvilket betyder, at dramaet både skal være en god historie samt sige noget mere generelt om det samfund, vi lever i.
”Hvis vi ikke arbejder med det begreb, så bliver det hurtigt uinteressant. Vi vil gerne skabe debat og fortælle folk noget mere end blot at underholde. Jeg taler ikke om løftede pegefingre, men vi skulle gerne fortælle nogle historier, der er større end, hvem slog hvem ihjel. Men det skal også være underholdende, ellers kunne man lige så godt skrive en kronik,” påpeger Dorthe Riis.
Hun har været med til at udvikle DR Radiodramas nye strategi for et podcastunivers, der også giver plads til nye koncepter. Serien Kollaps er et eksempel på en ny podcastserie, hvor DR Radiodrama har givet de tre teaterkunstnere Thomas Markmann, Kasper Sejersen og Ditlev Brinth et frirum til at lave et radioeksperiment om angst. Det er der kommet otte forskellige afsnit ud af, som alle har det tilfælles, at de tager udgangspunkt i interviews med ’rigtige’ personer og deres angstscenarier.
Men selvom DR radiodrama så småt begynder at eksperimentere med form og indhold, så er målet stadig at ramme bredt med deres produktioner:
”DR er Danmarks største mediehus, og vi får licenspenge. Det er ikke, fordi vi hver eneste gang skal samle 1,5 millioner til en krimiserie, men vi bliver nødt til at lave noget, der er for flere. Har vi kun 10 lyttere til et afsnit, så har vi ikke levet op til vores forpligtelser. Det er der andre, der skal. Vækstlaget er vigtigt, og der kigger vi også hen og diskuterer, hvordan vi kan ændre formsproget. Men vores sigte er at ramme bredere,” afslutter hun.
Læs mere om DR Radiodrama her
Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #176 2016 under overskriften: Vi skal lave noget til alle
