Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

Vi er ikke ude på at genopfinde dramaturgi – Portræt af Third Ear

Duoen bag den danske podcast-darling Third Ear har ingen ambitioner om at opfinde nye dramaturgiske former, når de producerer deres populære radiodokumentarer. I stedet gør Tim Hinman og Krister Moltzen en dyd ud af at kopiere kendte modeller, som de ved virker.

Krister Moltzen flytter på en af de hvide lapper på opslagstavlen på kontoret. Med en sort tusch er der skrevet stikord på papiret. Stikord, som forklarer én bestemt situation i tid og sted; en scene. Papirlapperne er et vigtigt redskab, når Third Ear laver deres dokumentariske podcasts. Lapperne giver nemlig overblik over de forskellige scener i historien. Et overblik, som Moltzen og kollegaen Tim Hinman bruger til at vælge de scener ud, som tilsammen giver den bedste dramaturgi.

”Virkeligheden er uoverskuelig og stikker i alle retninger på samme tid. Den er, som Jerry Seinfeld engang sagde: ‘If you want a long and boring story with no point to it, I have my life.’ Du bliver nødt til at finde en måde at organisere virkeligheden på,” påpeger Krister Moltzen.

Han og Tim Hinman startede Third Ear i 2008, da Danmarks Radio tog beslutningen om at lukke montageafdelingen, hvor de begge var ansat. Missionen var at fortsætte arbejdet med at lave radiodokumentarer, som især gør brug af dramaturgi til at fortælle historier fra virkeligheden.

Leder efter kendte mønstre

”Vi leder efter en historie, som allerede har en dramaturgi i sig. Hvis der er nogen træk i historien, som ligner noget, vi har set på teatret, i en film eller læst i en roman, så er det jo en meget god indikator på, at det her kunne blive en god historie. Det er ligesom det, man kan mærke; ’Orv, det her minder fandeme om en Agatha Christie-krimi’,” forklarer Krister Moltzen, som dog påpeger, at virkeligheden meget sjældent ser sådan ud.

Derfor ser Third Ear det som deres store opgave at insistere på at dykke ned i de dele af historien, som passer bedst på de kendte dramaturgiske mønstre.

”Det er kedeligt, når folk tror, at der er berettermodellen, og dét er det. Men nu er vi jo in the business of telling stories, så vi må se på, hvem der har gjort det godt før os. Det har fx Agatha Christie. Hun er en sindssygt dygtig plotsmed, så der er ingen grund til ikke at kigge på, hvordan hun har organiseret sit materiale,” understreger Moltzen og fortsætter:

”Vi er tit blevet skrevet om som et eller andet smalt kunstnerisk projekt. Det er vi overhovedet ikke. Vi er ikke ude på at genopfinde dramaturgi. Det er der ingen grund til. Vi er ude på at kopiere nogle former, som allerede findes, og tit findes de jo i fiktionen. Vi prøver at finde historier og fortælle dem ud fra de principper, som vi ved fungerer i forvejen. Og så fortæller vi dem med en masse lyd. Det er jo vores store claim to fame.”

Hverken han eller Tim Hinman har en uddannelse i dramaturgi. Men de har begge altid været naturligt optagede af historiefortælling, og der kan gå hele dage, hvor de kun taler i filmcitater til hinanden.

Med årene har de opsnappet dramaturgisk inspiration fra flere sider. Blandt andet i et avisudklip med titlen How to write a Hollywood Blockbuster in 12 easy stages, som Tim Hinman for flere år siden tilfældigt stødte på.

Startede med en græsk tragedie

Det er næsten altid Krister Moltzen, der finder frem til de historier, som ender i Third Ears podcasts. Han holder blandt andet øje med Ekstra Bladets bagside eller traver gamle numre af Nordisk Kriminalreportage igennem – en årlig udgivelse, hvor politifolk fortæller om deres største sager.

Da Moltzen i 2009 fandt den historie, som senere skulle blive Third Ears første dokumentar, kunne både han og Tim Hinman mærke det; de sad med noget, der lignede en græsk tragedie.

Guldhornene, som dokumentaren senere er blevet kaldt, handler om et tyveri af det danske nationalklenodie af samme navn. I historien følger vi tyven Sonny, som uden at vide det – og med politiet lige i hælene – stjæler det, han tror, er den ægte vare. Men som til hans store ærgrelse viser sig at være en kopi af de originale guldhorn.

”Allerede da jeg kom hjem med Sonny på bånd, vidste vi, at det her var en klassisk tragedie. Nærmest en græsk tragedie. Der var den her dramaturgi, som nærmest altid er i tragedier, hvor publikum ved, at det her kommer til at gå forfærdeligt galt. Og som den eneste overhovedet ved Sonny det ikke. Vi kan følge med ham mod den sikre undergang,” fortæller Krister Moltzen.

Som regel lægger Third Ear sig meget tidligt fast på en bestemt dramaturgi – et overordnet organiserende princip, som Moltzen også kalder det. Det hjælper dem nemlig i processen, hvor både interviews og den senere redigering er styret af den valgte fortælleform.

”Det er så meget nemmere, for så falder ting på plads. Jeg ville blive vanvittig, hvis jeg ikke kunne skrue et organiserende princip ned over min historie, allerede idet jeg gik i gang med at researche på den,” forklarer Moltzen og understreger, at det bestemt også er tilfældet i historien om Sonny og de stjålne guldhorn.

”Selv i lydlægningen har vi nærmest et græsk kor. I græske tragedier er det jo sådan, at man har en hovedperson, som handler imod alle andres bedrevidende, og hver gang han har taget en ny, forfærdelig beslutning, så kommer det græske kor og synger et vers om det. Det er blevet lidt umoderne med det der kor, men vi besluttede fra start, at vi ville bruge guldhornene. Vi forestillede os, at de giver en lyd fra sig – det gør de nu slet ikke i virkeligheden – men det forestillede vi os, og så brugte vi den lyd som vores græske kor. Så når Sonny fx har stjålet guldhornene og tager over til sin mor og smider dem op på hendes loft, så kommer guldhornene: Dåt-dåt-dååååt,” fortæller Krister Moltzen.

Foto: Frida Gregersen

Et præcist sprog

Netop lydlægningen er et vigtigt redskab til at underbygge dramaturgien, og Third Ear gør derfor stor brug af effektlyde. Sammen med beskrivende forklaringer skaber lydene scenografien i Third Ears dokumentarer.

”Jeg elsker personligt at lave lyd, fordi jeg næsten kan det hele selv. Jeg har ikke et stort, tungt operationsapparat. Elefanter koster ikke noget i radioen, men det gør de på film og teater. Og hvis man skal have en ubåd hævet fra havets bund, mens der flyver helikoptere rundt i luften, så koster det en jetjæger. Det kan vi lave, uden det koster flere millioner, fordi vi arbejder med billeder inde i folks hoveder. Det er den store forskel,” forklarer Krister Moltzen, som næsten altid selv er en del af lydbilledet i Third Ears podcasts. Han fungerer nemlig som fortæller i dokumentarerne.

Folk siger, at et billede siger mere end 1000 ord, men det er tit og ofte, at man har brug for tre ord. Vi kan fokusere meget specifikt, når vi arbejder med lyd. Ord og korte sætninger er dejligt præcise, så ord er enormt lækre at arbejde med, når man arbejder med dramaturgi,” uddyber Moltzen.

Det bedste fra to verdener

Han ved godt, at brugen af de mange effektlyde og jagten på kendte dramaturgiske modeller skaber grundlag for debat, når man arbejder med dokumentarer. Tit og ofte bliver Krister Moltzen spurgt, om der ikke er en grænse for, hvor meget en virkelig historie kan presses ned i en bestemt model. Det er der, mener han. Third Ears grænse går der, hvor de ikke lyver. De fortæller ikke noget, der ikke er sandt. Men det er en vigtig pointe for Moltzen og Hinman, at de heller ikke arbejder objektivitet.

”Virkeligheden er umulig at skildre præcis, som den er. Det skal man være sig bevidst, men det ved mange af de der journalisthoveder ikke. De tror, at der findes noget, som hedder objektiv gengivelse af virkeligheden. Men skildringen af virkeligheden handler jo om, hvilke beslutninger man træffer. Vi træffer vores beslutninger ud fra, hvad der giver den bedste historie,” forklarer Krister Moltzen, som mener, at netop mikset mellem virkelighed og dramaturgi er med til at fastholde lytterne.

”Man har en kæmpestor fordel, når man arbejder dokumentarisk. Folk har den her det-er-sket-i-virkeligheden-fascination. Når man arbejder med fiktion, arbejder man hele tiden op imod folks tanke om, at hvis de alligevel bare har fundet på det hele, hvorfor har de så ikke fundet på noget bedre.”

Læs mere om Third Ear her

Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #176 2016.

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...