Midt om natten er en hyldest til Kim Larsens og Gasolins fantastiske musik, formidlet i et vildt show med fede sangere og en gedigen rodet historie – og hvad så! Her er bling bling, godt humør og festlige optrin – med genhørets glæde i front.
100.000 publikum har allerede købt billet til musicalen Midt om natten, og forestillingen er fuldstændig solgt uagtet hvilke meninger der vil fremkomme i denne anmeldelse. Så hvad skal den til for? – jo, den kan måske give et hint om, hvad der sker på scenen – for nok er forestillingen en musikalsk fornøjelse og rasende underholdende, men hold da op et fortælle-mæssigt rod.
Vi får godt nok filmens fortælling om vennerne Arnold og Benny og deres selv-byggerby ‘Havaje’ – fortællingen er bare hakket op i bittesmå og afmålte bidder, smidt ind mellem et hav af cirkus-syrede underholdningsoptrin, musik-potpourrier, imponerende lyssætning med vilde wow-effekter og et toptunet team af dansere og skuespillere som både kan spille teater og synge fedt – så der ikke er en finger at sætte på underholdningsdelen – den er i top.
Tilbage til historien skranter det mere. Vi ser godt nok Spacy styrte ned fra 5. sal i første sekvens, og der er både støvletramp og kampberedte betjentes slag mod plastskjolde til at skabe stemning, til tonerne af kendingsmelodien Midt om natten. Men derfra slipper fortællingen sit tag i filmen og bevæger sig ud i en rodet rammehistorie om drengen Christoffer, der skal genfinde sig selv i mødet med den aldrende Arnold.
En klassisk konstruktion, der får knyttet logik imellem de mange musiknumre, som ikke er fra filmen. Manuskriptet glemmer bare at give sig tid til at præsentere karaktererne ordentligt og først langt inde i 1. akt, og et afklædt samleje senere, hvor de noget aparte knalder igennem til sangen Kvinde Min, forstår vi, hvem de to unge mennesker på scenen er – og det er lang tid at søge efter mening i en historie, som burde ligge lige til højrebenet.
Men når det så er sagt, er det bare at overgive sig til showet, sangene og de top-charmerende skuespillere. For på scenen står et kæmpe hold af topenergiske sangere, dansere og skuespillere, der i Heinrich Christensen crazy-komiske instruktion giver den fuld skrue på underholdnings-barometret. Filmens Sydhavns-by er udskiftet med et nedlagt tivoli, og fribytterfolkene får hurtigt trukket de hjemmestrikkede sweatere af til fordel for diverse cirkuskostumer, indianerfjer og ditto optrin. Her er mere show end musical og det skorter ikke på festligt humør og musikalsk genhørs-glæde.
Sangene – der er hentet fra hele bagkataloget af Kim Larsens kæmpehits og Gasolins gedigne rockklassikere – fortolkes med stor respekt for originalerne og er kun frisket op med enkle greb, bl.a. lidt groovy blues-klaver – og det svinger over hele linjen.
I front står den charmerende Gustav Wolter som unge Arnold i skønt samspil med en veloplagt Troels Malling som kammeraten Benny, hvis venskab slår revner i trekantsdramaet med Susan Himmelblå (en dåre-dejlig Lise Baastrup). De mindre roller, er ligeledes stærkt besat af bl.a. Pernille Højmark, som “kranen” Molly, der med komisk tæft fræser scenen tynd på sin trehjulede pensionist-scooter, Kurt Ravn som den ”gnavne-gamling” med hjertet på det rette sted og Jimmy Jørgensens hårdtslående rocker, der giver feel-good fortællingen lidt dramatisk kant. De står knivskarpt og det er en fornøjelse at se med på.
Så hvad skal man sige – glem fortællingen og glæd jer til et skønt genhør med nogle af vor tids bedste danske numre i en sjov og underholdende genfortolkning af Midt om natten.
